Skal jeg bare flytte på ungdomshuset?

Kære du

Tak for dit brev. Jeg er glad for, at du skriver herind, for det lyder ikke som om, at det er rart at være hjemme hos dig.

Det kan være rigtigt svært at leve i en sammenbragt familie - (det kalder man det, når ens mor eller far flytter sammen med en anden) og der kommer lige pludseligt en masse nye regler og ting der bliver anderledes.

I jeres familien kan jeg forstå, at der også bliver drukket en del hjemme hos jer. Du fortæller, at din papfar bliver voldsom, når han har drukket og at han kan finde på at slå dig og din mor. Det er jo alvorlige ting, når man bliver truet, slået derhjemme og det er faktisk også ulovligt. 

Du fortæller også at du føler, at du er nødt til at beskytte din mor, og at du derfor ikke tør være ked af det foran hende. Det er et meget stort ansvar du tager, når du på den måde skal passe på din mor. Jeg tænker, at din mor måske er ked af det i forvejen, for hun kan måske også mærke, at der er noget galt i det forhold hun og din papfar har - og de voldsomme og aggressive måder han er i jeres familie? Og måske vil det hjælpe din mor med at indse, at det der sker ikke er okay, hvis du og hende får snakket om det. Tror du, at I ville kunne snakke om det og finde ud, hvad der er bedst at gøre for jer? Måske tur ud at gå sammen vil giver jer mulighed for at snakke?

Du skriver også, at du har snakket med psykologer om din papfar, men at de bare har sagt, at I skal snakke om det. Ved de mon godt, at han slår dig? Og at han bliver voldsom når han drikker? Hvis ikke, så synes jeg at du skal fortælle dem det. Så har psykologen også mulighed for at hjælpe dig på andre måder  - vil det være en idé?

Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at snakke med ham om det, når han flipper ud. Når du vælge ikke at snakke med ham, er det nok også en måde, hvor du prøver at passe på dig selv og undgå hans vredesudbrud eller at han slår. Men, jeg synes jo ikke, at det bør være dig (og din mor), der lever under papfars trusler og aggressivitet. Det kan være svært at se sig ud af, men det er muligt at få hjælp. Måske kan din ven støtte dig i det, hvis du tager kontakt til ham igen - måske har han en mor eller far, som også vil støtte dig i at få hjælp til det derhjemme eller at flytte hjemmefra? Eller måske er der en lærer, din træner eller en anden voksen fra fodbold gode at snakke med? 

Når du overvejer at flytte, så er det faktisk noget, som de kan hjælpe dig med på din kommune, hvis du fx ringer og snakker med en sagsbehandler. Der findes noget der hedder ungdomspensioner og opholdssteder, som er steder hvor der også er pædagoger tilknyttet, så man altid har nogen at snakke med. Det kan også være en mulighed at flytte hen og bo hos nogen man er i familie med, hvis det vil være en idé for dig. Men, det er en rigtig god idé at snakke med en sagsbehandler om det.

Jeg tænker at det er vigtigt at du får fortalt det hele til en voksen, det kan være en lærer, en psykolog eller en anden du har tillid til. For på den måde kan du (og din mor) få den hjælp i har brug for.

Her på BørneTelfonen kan vi også hjælpe, det kan være ved at du får en gratis bisidder - som er en socialrådgiver, der kender til dine rettigheder og går med dig til møder på kommunen. Du er meget velkommen til at ringe eller skrive ind på 116111 og høre mere om den hjælp - du kan også læse mere om vores bisidder her: 

Mange tanker til dig fra

Børnetelefonen.