Kære pige på 14 år.
Tak for dit brev til BørneBrevkassen, det er godt, du skriver herind til i den vanskelige situation, du står i lige nu. Det er altid rigtigt svært og hårdt for både børn og voksne, når de voksne ikke kan finde ud af at bo sammen mere.
Der er desværre ret mange børn, der lige som dig kan opleve at komme i klemme i forhold til, hvem de skal bo hos. Jeg kan godt forstå, det er rigtigt svært for dig, at lade være med at tænke på, hvordan du oplevede din mor under pakkeriet. Jeg kunne tænke mig, du måske gør dig en masse tanker om, hvorvidt du kan blive udsat for noget lignende i fremtiden. Det må være rigtig svært for dig, at sidde med sådanne tanker, og jeg spekulerer på, om det er noget du har talt med dine forældre om.
Jeg kunne forestille mig, at du måske spekulerer meget over, om din mor kan klarer sig uden dig. Selv om du gerne vil hjælpe hende, hvis hun har brug for hjælp, så er det ikke en børneopgave. Det tror jeg er meget vigtigt at både du og din mor forstår. Hvis din mor ikke kan klare at bo alene, fordi hun har dårlig ryg, kan hun søge om at få hjælp til pleje og praktiske ting. Det er ikke dig som barn, der kan have ansvaret for at passe din mor og hendes dårlige ryg.
I dit brev skriver du, at du sandsynligvis skal bo ved din mor, men ikke om det er noget der er endeligt bestemt. Jeg tænker på, om det er noget, I har talt om i familien. Selv om det kan føles ubehageligt, og der ikke er en nem løsning, tænker jeg, en mulighed kunne være at fortælle enten din far eller din mor, om hvordan du har det og om dine bekymringer.
En mulighed for dig kunne måske også være, at tale med en af dine bedsteforældre om det. (Hvis du har nogle bedsteforældre, du har et godt forhold til.) De kan nemlig ofte være en god støtte til børn, når deres forældre skal skilles. Kunne du tale med dem om hvordan du har det? Måske kunne de hjælpe dig med at få fortalt dine forældre, hvordan du har det. Det er tit, at bedsteforældre kan være gode til at tale med forældrene om, hvordan en skilsmisse påvirker børnene.
I forhold til dine forældres skilsmisse, har du som barn ret til at blive hørt. Det betyder, at de voksne skal tage hensyn til dine ønsker og behov, når de aftaler, hvor du skal bo. Det er ikke det samme som, at du bare selv kan vælge, men din mening og dine bekymringer og følelser er vigtige at få med. På Børns Vilkårs hjemmeside kan du læse mere om dine rettigheder i skilsmisse. Du kan læse det: her >>
Det kan også være du har brug for at tale om din situation med en af Børns Vilkårs rådgivere. Det kan du gøre ved at ringe gratis og anonymt til BørneTelefonen på 116 111.
Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen.