Brev

Skænderier med forældre

Hej brevkasse,

Jeg er en pige på 17 år, jeg har lige været på efterskole i et år. Hvilket var virkelig fantastisk. Men her kommer mit problem så..

lige siden jeg kom på efterskole har jeg aldrig skændes så meget med mine forældre som jeg gør nu.

Det er primært med min far jeg så tit skændes med og det handler rigtig meget om at være utaknemlig om at jeg ikke viser særlig meget selvstændighed eller at de bare synes jeg er sur og vrisser hele tiden, hver gang de vil mig noget godt?

Men for mig at se prøver jeg bare at leve mit liv og bare tage tingene som det kommer, men for min far at se skal jeg have en plan med alt ting og det er tit der gør det, fordi jeg føler at de presser mig ret så meget.

jeg ved ikke om det bare er en fase jeg skal igennem? eller om der er noget jeg kan gøre så der bliver mindre skænderier? håber i kan hjælpe mig!

Hilsen pige 17 år

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej Pige på 17,

Hvor er det godt at høre, at du har haft et godt år på din efterskole. Det er bare så fedt, med den slags oplevelser. Men det er da ærgerligt, at du nu skændes så meget med dine forældre.

Jeg tror, at du kommer ind på noget af det rigtige, når du spørger om det "bare er en fase" du skal igennem. Jeg tænker, at det nok er en fase, men det er jo vigtigt at I kommer godt igennem den og jo hurtigere den er overstået, jo bedre.

Det er ret almindeligt, at unge og deres forældre kan være uenige om ting. Det kan der være mange grunde til.
En del af jeres problematik, opstår nok netop fordi du har været et år på efterskole. Fordi I ikke helt kan finde ud af, hvordan hverdagen skal fungere, nu hvor du er hjemme igen.

Du lyder som en fornuftig pige, der har et ønske om færrer skænderier derhjemme. Det skal du have ros for. 
Du skriver, at skænderierne primært handler om, at du ikke er selvstændig og, at din far forventer, du skal have en plan med alt ting. Jeg tror, at det vil være rigtig godt for dig og dine forældre, hvis I kan få talt om, hvorfor det er I kommer til at skændes. Hvordan er det, de gerne vil have du er mere selvstændig. Hvad synes du egentlig selv, hvilken plan mener de osv.. Nogle gange er det bare nogle misforståelser og andre gange er man ikke enige om, hvordan man synes det skal fungere. Derfor vil jeg råde dig til, at tage en snak med dine forældre. 
Det kan være en god idé, at aftale et tidspunkt, hvor I kan tale sammen alle tre. Hvis du har svært ved at spørge dem direkte, kan du måske sende en sms, hvor du skriver, at du har brug for, at I tager en snak sammen. Hvis de forventer en fremtidsplan af dig, så kunne de måske hjælpe dig - det er bare bedst, at det bliver din plan. Nogen gange kan man have behov for bare at være i livet, og herefter bliver mere fokuseret i en retning eller finde ud af, hvad man slet ikke vil. Du kan evt. skrive nogle ting ned inden, som du gerne vil huske at sige. 

Du er 17 år og dermed bliver du myndig, næste gang du har fødselsdag, så jeg tænker, at det generelt kan være en rigtig god idé at få forventningsafstemt med dine forældre, hvordan I hver især har et ønske om, at jeres fælles hverdag skal fungere. Det kan være, at I i fællesskab skal opstille nogle regler og rammer, som kan hjælpe jer uden om skænderierne. Det kan også være, at I skal tage en snak om, hvad du har af tanker og drømme i forhold til fremtiden. Måske kan det, være med til at hjælpe jer videre fra denne fase med mange skænderier.

Jeg håber, at du kan få talt med dem dine forældre på en god måde.

Kærlig hilsen 
Børnetelefonen
  
 

 

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat