Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Sex med et familie medlem

Hej bb.

Jeg har længe haft sex med en fra min familie,
vi har haft det i ca. 6 måneder .

jeg ved godt det er forkert/ulovligt men han er så god til det og det er den eneste glæde jeg har i mit liv??

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre. En del af dig har lyst til at fortsætte, for gennem jeres sex oplever du en glæde (og måske også en nærhed?), du ellers savner i dit liv. Men der er også noget i dig, der fortæller, at det er bedst, at I stopper – ellers ville du nok ikke have skrevet hertil og bedt om hjælp.

Nu ved jeg jo ikke, hvem det er, du har sex med. Jeg vil derfor fortælle dig lidt om, hvad du kan tænke over, og hvad lovgivningen siger alt efter, hvem det er, du har sex med. Og hvor gammel han er.

Det er sådan, at sex mellem forældre og deres børn er ulovligt. Det gælder også hvis det er sted-, adoptiv- eller plejeforældre. Det er også ulovligt at have sex med sin bror, søster eller sine bedsteforældre.

Stedsøskende må til gængæld godt have sex sammen, så længe aldersforskellen ikke er stor. Det samme gælder for fætre og kusiner og for onkler/tanter og deres voksne nevøer/ niecer.

Loven er sådan  for at beskytte børn mod at blive udnyttet seksuelt af voksne familiemedlemmer. Men også fordi, at risikoen for at få et handicappet barn kan være stor, hvis to fra samme familie får et barn sammen.

Udover at der er lovgivning om, hvem der må have sex sammen, så har vi i Danmark også en lov for, hvor gammel man skal være, før man må have sex med en, der er ældre. Det er loven om den seksuelle lavalder. Den fortæller, at det er ulovligt for personer over 15 at have samleje eller andre former for sex med en person, der er under 15 år.

Loven er til for at beskytte børn og unge mod seksuel udnyttelse fra voksne. Da du er 15 år, må du godt have sex med en, der er ældre end dig.  Men altså ikke med en fra din nærmeste familie. Den voksne må heller ikke presse dig til sex eller udnytte jeres relation. Du må til gengæld ikke have sex med en, der er yngre end dig, fx en lillebror.

Det var lidt om lovgivningen – måske viser det sig, at ham, du har sex med, er så langt ude i familien, at det slet ikke er ulovligt, men at du alligevel har lyst til at stoppe? Måske fordi du kan mærke, at det påvirker den måde, I sammen på i familien? Eller fordi du egentlig føler dig presset eller overtalt til det.

Det kan også være, at det ER ulovligt. Og så tænker jeg, at du hurtigst muligt skal stoppe jeres forhold. For at passe på dig selv.

Jeg er særligt bekymret for dig, hvis det er et voksent familiemedlem, du har sex med. Det kan nemlig være meget skadeligt for dig. Også selvom du lige nu tænker, at det er god sex.
Over tid vil du nemlig kunne reagere negativt på det. Fx med stor vrede, tristhed, angst, skyldfølelse eller manglende selvværd. Derfor er sex med en person, der skal passe på en MEGET forkert. Og det ved den voksne godt.

Du er måske i tvivl om, hvordan du får det stoppet. Jeg vil råde dig til at fortælle det til en voksen, du har tillid til. Fx din lærer, en venindes mor eller en helt anden. Selvom det nok er lidt svært at få fortalt, så synes jeg, du skal finde alt dit mod frem og gøre det. Du kan fx gøre det ved at vise dit brev og mit svar.

Du kan også ringe til os på BørneTelefonen. Så kan vi sammen tale mere om, hvordan du får det stoppet. Det er nemlig lidt nemmere at rådgive dig helt præcist, når vi ved, hvem det er, du har sex med. Sammen kan vi også tale om de blandede følelser og den tvivl, du mærker.

Jeg ønsker dig ALT det bedste.

Mange tanker fra
BørneTelefonen

 

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat