Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. En fra BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret. Dit svar kommer her:
Kære 13 årig pige
Tusind tak for dit brev. Det lyder sørme ikke rart, at du føler, du ikke kan holde til mere. Det kan føles så svært at overskue, når man ikke ved, hvornår man kommer på den anden side.
Bare det at være blevet opereret kan føles så hårdt, fordi kroppen jo skal komme sig igen efter operationen. Det kan påvirke ens tanker og følelser så meget, fordi det kan føles som sådan en hård og lang periode. Måske kan det hjælpe dig at tænke på, at nu bliver det forhåbentlig bedre med din mave, fordi du har klaret operationen.
Det med at der er meget vold i din familie og at din mor både råber og slår, lyder sørme ikke rart. Jeg ved ikke, om du allerede ved det i forvejen, men det er faktisk sådan, at forældre ikke må slå sine børn. Det betyder, at du har ret til at blive passet godt på og føle dig tryg der hjemme. Det lyder til at det er svært for dine forældre lige nu. Derfor har du ret til at få hjælp.
Alle kommuner har noget, der hedder “Anonym Rådgivning I Din Kommune”. Man kan ringe til sin kommune og bede om at tale med en, som arbejder med børn, som har det svært derhjemme. Telefonnummeret til kommunen står på hjemmesiden. Hvis du har brug for hjælp til at finde det, kan du ringe til os på BørneTelefonen på 116111. Så kan vi hjælpe dig med at finde telefonnummeret. Jeg sender dig et link, så du kan se, hvad det er: Anonym rådgivning i din kommune
BørneTelefonen har også noget, der hedder en “Bisidder”. En bisidder er en, som kender loven og dine rettigheder. Bisidderen kan også hjælpe dig med at tage til møder på kommunen. Du får også lige det link: Bisidder
Det med at skære i sig selv er et tegn på, at der noget, som du har brug for hjælp til. Man kan komme til at skære i sig selv, hvis man ikke kan holde sine tanker og følelser ud. Er det mon noget du kan genkende? Problemet er bare at det desværre ikke løser grunden til, at man skærer i sig selv. Det kan man til gengæld få hjælp til.
Der findes noget, der hedder “LMS”. Det er en Landsforening mod selvskade. Her kan man få gratis og anonym rådgivning og de har tavshedspligt. Man kan både ringe, sms, chatte og maile med dem. Jeg sender dig også lige det link: LMS
Det med at tale med andre om, hvordan man har det, kan tit hjælpe på ens følelser. Når man fortæller kommer tankerne på en måde ud af hovedet og får ikke længere bare lov til at vokse sig større og større inde i os. Lidt ligesom en ballon, der føles som om, den er ved at sprænges. Når vi fortæller, bliver der langsomt lukket luft ud og ballonen kan igen holde til lidt mere.
Det er derfor så godt, at du fortæller, hvordan du har det. Måske har du en voksen i din familie, en lærer, en venindes forældre, bare en voksen, som du føler lytter til dig og som du tror, vil kunne hjælpe dig.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen på 116111. Du kan både ringe, sms eller chatte. Vi vil altid gøre vore bedste for at lytte til dig og forsøge at hjælpe dig på vej.
Det er så sejt gjort af dig, at selv om du lige nu har det så svært, at du føler, du ikke kan mere, har du alligevel skrevet til os på BørneTelefonen. Det kræver både mod og styrke. Med dit brev til os, har du allerede vist, at du kan række ud efter hjælp. Det er præcis det, der skal til, så du kan få den hjælp du har brug for, så du kan få det bedre.
Kæmpe knuser til dig fra os på BørneTelefonen