Kære pige på 14 år
Alle mennesker har en grænse for, hvor meget modgang de kan klare på egen hånd. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du har nået din grænse, og det kan jeg virkelig godt forstå. Du har oplevet rigtig mange svære og sørgelige begivenheder i løbet af det seneste år, og det er langt mere, end hvad man skal kunne klare på egen hånd som 14-årig. Jeg er meget enig i, at du har brug for, at andre støtter og hjælper dig.
Derfor er det super godt, at du har skrevet til os. Du fandt styrken til at beskrive alt det svære og samtidig bede om hjælp. Det er ikke alle, der kan det, så du kan godt være stolt af dig selv…!
Du står nu over for at skulle tage næste skridt, og jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig på vej. Der er flere måder at få hjælp og støtte på. Jeg vil prøve at give dig nogle idéer.
Få hjælp til at håndtere angsten – fortæl om dine selvmordstanker.
Med det du har oplevet, er det ikke så mærkeligt, at du oplever angst – du er kørt galt (endda to gange), og du har oplevet både død og skilsmisse. Det er store oplevelser på kort tid. Og jeg tror faktisk, at din oplevelse af angst, dine tanker om selvmord og det, at du nu er begyndt at skære i dig selv, er tegn på, at du slet ikke har haft tid til eller fået hjælp til at bearbedje, alt det der er sket. .
Noget af det, der kan hjælpe dig bedst, er derfor nok, at få snakket med nogen om alle de tanker, du har. Og her tror jeg, at en læge eller en psykolog ville være rigtig gode at snakke med. De vil nemlig kunne give dig nogle gode råd til, hvordan du kan lære at tackle angsten, så den ikke fylder så meget i dit liv.
Det er derfor rigtig vigtigt, at du får fortalt en voksen om, at du oplever angst og har selvmordstanker. Den voksne vil så kunne hjælpe dig med at komme til din læge eller en psykolog.
Ved dine forældre fx, hvordan du går og har det? Og kan du tale med dem? Eller har dine lærere måske spurgt til dig, når du forlader timerne? Og vil du hellere tale med en af dem om det hele? Det kan også være, at du har mere lyst til at tale med en anden voksen? En bedsteforældre, sundhedsplejersken på skolen eller en venindes mor?
Hvis det er svært at sætte ord på, kan du måske sende linket til brevet her over en sms. På den måde kan brevet være udgangspunkt for en snak, for du har nemlig været rigtig god til at fortælle, hvad det er, du kæmper med, og det er vigtigt at vide for den, der skal hjælpe dig.
Tal om skilsmissen – og tal om din morfar
Kan du tale med din mor eller far om, hvordan skilsmissen har været for dig? Måske er der nogle ting, du savner, at I gjorde som familie, og som du nu har brug for at kunne gøre sammen med dem hver for sig.
Det kan også være, at du går rundt med en masse spørgsmål, du har brug for at få svar på?
Måske oplever du, at dine forældre også er kede af det efter skilsmissen, og derfor kan du ikke lide at tale med dem om, hvordan du har det? Jeg vil dog opfordre dig til at gøre det alligevel, for de fleste forældre vil allerhelst vide, hvordan deres barn har det, så de kan hjælp.
Måske kunne du derfor skrive et brev til dem? I brevet kunne du også fortælle dem, at du savner din morfar. Måske kunne I så sammen tale om ham – og mindes ham. Det kan nemlig lette ens savn at tale om den, man savner.
Nogle børn og unge føler, at de på en måde har noget af skylden for forældrenes skilsmisse. Nu ved jeg jo slet ikke, om det er sådan du har det, men du skal i hvert fald vide, at børn aldrig kan være skyld i en skilsmisse. Det er forældrenes ansvar, ligesom det er deres ansvar at sikre, at børnene har det godt både før, under og efter skilsmissen.
Måske har du brug for at øve dig i at sige tingene, før du føler dig klar til at fortælle det hele til din mor, far eller en anden voksen. Du må meget gerne ringe til os på telefonnummer 116111. Vi vil utroligt gerne hjælpe dig på vej.
Kærlig hilsen
Børnetelefonen
