Kære pige på 14 år,
Mange tak for dit brev. Hvor er det sejt at du bliver ved med at kæmpe og ønsker at få det bedre, og nu har skrevet ind til os for tredje gang. Jeg er klar over at det kræver en ekstraordinær styrke, især når der i øvrigt er ting i ens liv der ikke er nemme. Det er modigt og flot at du rækker ud efter hjælp – det er første skridt på vejen til at få det bedre, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at give dig nogle råd, så du kan få hjælp.
Du skriver du har selvmordstanker. Du fortæller at disse tanker er kommet, fordi din far både siger og gør voldsomme ting overfor dig. Han kaster nogle gange ting efter dig hvilket har stået på siden du var 8 år, og nu er han også begyndt at sige alvorlige ting dig, og kan endda også finde på at sige til dig at du ikke burde leve. De ting du bliver udsat for er meget alvorlige, og jeg godt forstå at det påvirker dig så meget, at du søger efter hjælp.
Ved du godt at man som barn/ung har ret til at føle sig tryg, og at man har krav på at ens forældre sørger for at man er det? Det er faktisk også ulovligt at prøve at skade sit barn. Det lyder ikke som om din far er klar over dine rettigheder, og det han udsætter dig for ikke er ok. Hvad tænker du om det? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om din far mon lader ting som er besværlige i hans eget liv gå ud over dig? Han har måske også brug for hjælp til at få det bedre, så han kan blive en omsorgsfuld og kærlig far. Er det mon noget du har tænkt over?
Der er dog ingen undskyldning for at opføre sig sådan overfor sit barn som din far opfører sig overfor dig i øjeblikket, og det er vigtigt at du ved at det ikke er din skyld. Det er ALDRIG barnets skyld - det er den voksnes ansvar. Du skal også vide, at du ikke er den eneste der oplever at en forælder ikke kan finde ud af at tage sig ordentlig af dem. Jeg har desværre snakket med flere børn og unge der har været ude for noget lignende. Det jeg ved fra mine samtaler med dem, er at der altid findes en anden udvej end at tage sit eget liv. Jeg ved fra dem at de tit har tænkt at det var nemmere hvis de ikke levede fordi de tænkte det ville være nemmere for alle. Dette var et udtryk for at de ikke havde det godt i det liv de levede, men at de gerne ville leve hvis deres tilværelse ændrede sig. Man kan få hjælp til at ens tilværelse bliver anderledes, så man kan få det bedre. Det har de andre børn og unge bekræftet mig i. Jeg fornemmer at du også ønsker at få det godt i din hverdag.
Du har allerede selv vist hvilken enorm styrke du har ved, at du har ringet til Livslinien, du har skrevet herind og ved ikke at tage panodilerne. Det synes jeg du skal være stolt af. Har du tænkt over hvad det er der gør dig så stærk og gør at du bliver ved med at kæmpe? Grunden til jeg spørger, er fordi, det er den styrke, du skal huske på når selvmordstankerne kommer. Jeg vil give Livslinien ret i at du kan ringe 112, hvis du har akut brug for hjælp. Med hensyn til at snakke med din læge, ved jeg godt fra andre at det ikke nødvendigvis er det første man har lyst til. Jeg synes dog det er meget vigtigt at du fortæller en voksen du har tillid til om hvordan du har det, for der er ingen tvivl om at du skal have hjælp – disse tanker skal du ikke gå med alene. Det kunne f.eks. være en lærer, en venindes forældre eller en anden i din familie? Jeg ved også at andre har haft glæde af at snakke med en der har erfaring med børn og unge – som f.eks. en skolepsykolog. På kontoret, eller hos en lærer, vil du kunne få at vide hvornår skolepsykologen er på din skole. Kunne det mon være en hjælp?
Selvom jeg ved du ikke har lyst til at fortælle det til dine forældre, synes jeg alligevel du skal prøve at gøre det. Mon din mor overhovedet er klar over de ting din far gør og siger til dig, og hvordan de påvirker dig? Mon ikke hun ville hjælpe dig hvis hun vidste hvordan du virkelig har det? Jeg ved fra andre børn og unge at de er bange for hvordan deres forældre vil reagere når de fortæller hvordan de har det, og at det er det der afholder dem fra at fortælle det. De er bange for om de bliver vrede eller kede af det. Kan du mon genkende det? Hvis en forælder reagerer med vrede er det tit fordi han/hun bliver frustreret og sur på sig selv over ikke at have været opmærksom på at deres barn ikke har det godt. Denne vrede går ofte hurtigt over, og derfor ved jeg at det kan være nemmere at skrive hvordan man har det i et brev, ligesom det brev du sendte herind. I brevet kan man nemlig beskrive hvilken reaktion man er bekymret for, så ens forældre måske kan tænke over deres reaktion. Man kan også foreslå et tidspunkt for samtalen der kunne være godt, altså et tidspunkt hvor der er tid og ro til at snakke om det. Hvad tænker du mon om det? Du kan også vedlægge mit svar på dit brev, som vil kunne være med til at bekræfte alvoren i det du skriver.
Sluttelig vil jeg lige nævne at vi her på Børns Vilkår, har det der hedder bisiddere, en bisidder vil kunne hjælpe dig med at få fortalt kommunen, hvordan du har det i din familie, så både du og din far kan få hjælp, så du igen kan blive tryg. Du kan læse mere om hvad en bisidder er via dette link: http://www.bornetelefonen.dk/bisidder.
Jeg håber du vil bruge noget af det mod du har vist ved at skrive herind til at få fortalt hvordan du har det til en voksen. Hvis du har brug for mere hjælp til hvordan du gør dette er du altid meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive på chatten. Her sidder der erfarne rådgivere som er vant til at snakke med børn og unge, også om ting der er svære at snakke om. Det kan også være du vil have glæde af at læse råd andre unge der har selvmordtanker har fået her https://bornetelefonen.dk/kategorier/selvmordstanker. Jeg ønsker dig alt det bedste og tror på du har styrken til at få søgt hjælp og til at få troen på livet tilbage.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen
