Selvmord, selvskadet og familieproblemer.
Kære brevkasse.
Jeg er en pige på 15, der er ude på dybt vand.
Sidste år blev min mor indlagt med stromi, men det var ikke så slemt, da jeg vidste hvad det var. Jeg besøgte hende dagligt på hospitalet og hun begyndte at blive rask.
En dag da jeg kom hjem fra skole sagde min far vi skulle snakke, og fortalt mig så at en af hendes operationer var gået galt og at hun nu var i livsfare. Jeg blev virkelig bange og gik i panik. De sagde jeg ikke måtte besøge hende, før hun vågnede igen.
Jeg begyndte at gøre selvskade på mig selv. I mellemtiden fik vi ikke mad eller noget derhjemme, fordi min far ikke kunne få hverdagen til at fungere. Men da min mor blev rask og kunne begynde at komme hjem, stoppede jeg med at skære i mig selv og tænkte det hele skulle blive godt.
Da min mor var begyndt at være hjemme på fuld tid, ændrede han sig fuldstændigt. Han hverken kiggede eller snakkede til mig. Det var som om han ikke ville have mig til at være glad, hvilket gjorde mig sindsygt ked af det.
Så jeg begyndte igen at cutte i højere grad og har en gang før overveje at tage mit eget liv, da jeg ikke følte at han ville have jeg skulle leve, men jeg kunne ikke forlade min mor på den måde.
Den dag i dag har min far ikke ændret sig. Han virker ligeglad, som om at jeg ikke rager ham det mindste. Jeg tør ikke snakke med ham, fordi jeg er bange for at han bare pakker sine ting og skrider.
Jeg kan ikke tale med min mor, da jeg føler hun har nok at se til. Hun har 2 arbejde og jeg får det dårligt bare ved at hun skal lave mad uden min fars hjælp. Min søster ved godt hvordan jeg har det med min far, og hun støtter mig.
Men jeg kan ikke få mig selv til at stoppe med at selvskade. Skal jeg tage mit eget liv eller blive ved med at kæmpe. Hvad skal jeg gøre?
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
