Savner mor
Hej.
For omkring 4 år siden blev min mor diagnosticeret med alzheimers. Det kom som et stort chok, og gjorde mig rigtig bange og ked af det. I mange år før var min mor begyndt at opføre sig underligt og glemme ord, aftaler og vejen til f.eks min skole som hun ellers havde kørt 1000 gange, og jeg forstod ikke rigtig hvad der skete. Fordi jeg ikke forstod det blev jeg meget hurtigt frustreret på hende og vi blev ofte uvenner.
Sygdommen gik meget hurtigere end vi forventede, og hun har de sidste 2 år ikke kunne tale overhovedet, og hun kan slet ikke kommunikere eller forstå verden omkring hende.
Hun begyndte også for halvandet års tid siden at få noget lignende epileptiske anfald, og blev hentet af ambulance mange gange, hvilket gjorde mig rigtig bange for, at det snart var slut for hende. Min familie og jeg besluttede sammen med lægerne derfor at det var bedst hun kom på plejehjem, og kun kom hjem i weekenderne, da min far havde fri fra arbejde der, for før havde det været mig og min søster der skulle tage os af hende helt alene. I sommers fik vi så at vide hun ikke må komme hjem mere overhovedet fordi det er blevet så slemt.
Jeg har aldrig rigtig fået hjælp med det her, fordi jeg har været så sur på min mor, så det nærmest føltes som en lettelse da hun skulle flytte. Og jeg har også bare puttet en facade op for at skåne min far, og generelt er det ret meget et tabu i vores familie.
I år går jeg på efterskole, og det er pludselig gået op for mig hvor meget jeg savner hende, for heroppe er der ikke nogen jeg skal skåne, og jeg er begyndt at tænke meget mere over det. Jeg fortryder så meget den måde jeg behandlede hende på, og at vi aldrig fik en god slutning. Jeg tror bare jeg tog den sidste tid forgivet. Her for tiden kan jeg mærke hvor meget jeg har brug for hende, når jeg hører alle de andre piger snakke om hvor godt de har det med deres mor, og at de kan snakke om drenge og alt sådan noget sammen, for det har jeg jo ikke, men jeg vil så gerne. Men det er begyndt at gå op for mig at hun aldrig kommer tilbage.
På grund af alt det her er jeg blevet meget sårbar, og der skal det mindste til at slå mig ud, og derfor har jeg heller ikke så mange venner på efterskolen, fordi jeg nok er meget hurtig til at trække mig, og folk synes bare jeg overreagerer meget, men de ved jo ikke hvad der sker oppe i mit hovede, og jeg kommer også tit til at give mig selv skylden, for det er jo mit hovede der er dumt.
Jeg føler ikke jeg har nogen at snakke med om det, for mit forhold til min far er meget overfladisk og vi snakker aldrig om sådan nogle ting, og jeg er meget indelukket og genert så jeg har heller ikke lyst til at snakke med nogen heroppe om det, da jeg ikke har lyst til at fortælle om det hele.
Jeg mangler bare virkelig min mor.
Sorg Andre der kan hjælpe dig
Sorglinjen og andre sorgtilbud
Når far og mor bliver syg
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
