Kære dreng på 13 år.
Først vil jeg sige, at jeg synes, du er mega sej, fordi du beder om hjælp til at få snakket med dine forældre om noget, som er svært for dig at fortælle. Dine forældre kan være stolte af at have en søn som dig. Stolte af, at du har en samvittighed, der gør, at du har det skidt med at holde rygningen skjult for dem.
Et godt sted at starte med at få sagt det til dem, kunne være at vise dem dit brev og mit svar. Så får du det fortalt uden at sige det direkte. Du kan fx lægge brevet til dem en morgen, inden du går i skole. Hvis de bliver lidt sure over, at du er begyndt at ryde, så har de lige lidt tid til at falde ned, inden I snakker mere om det.
Dine forældre kan måske også hjælpe dig og støtte dig i at stoppe, når du når dértil. Du ved sikkert alt om, hvor farligt det er at ryge, og om hvor mange minusser, der følger med. Faktisk er der ikke én eneste god grund til at ryge. Og jeg fornemmer, at du faktisk gerne vil stoppe?
Jeg er sikker på, at der også er andre i din omgangskreds, der har det på samme måde som dig. Og har følt sig lidt presset til at ryge. Jeg tror derfor, du vil vinde en masse respekt ved at turde gå forrest og vise den røgfri vej. Det er ikke spor sejt at være en, der bare følger med strømmen. Det er sejt mærke efter, hvad man vil og ikke vil. Og så turde vise det til andre ved at gå egne veje.
Du fortæller, at dine forældre lyver for dig. Det kan jeg godt forstå, du har det svært med. Det er sikkert ikke nogen trøst for dig, men nogle gange tror voksne, at det er bedst at skåne børn for nogle sandheder. Det kan være dine forældre tænker, at du ikke har godt af at høre sandheden, eller at du ikke vil kunne forstå det. Men som barn kan man blive rigtig urolig, når de voksne lyver. Og det synes jeg, du skal fortælle dine forældre. Forklar dem, at du gerne vil høre sandheden, også selvom den kan gøre dig ked af det. Få dem til at fortælle om, hvad den psykiske sygdom går ud på, så du slipper for at gå og spekulere og fantasere for meget på det.
Når man døjer med problemer derhjemme, kan det være rigtig rart at tale med en anden voksne også. Vil du kunne vise dit brev til din lærer? Eller en anden voksen? Den voksne vil nemlig kunne støtte dig i at få hjælp, så du får det bedre derhjemme.
Jeg håber, at det vil lykkes dig at få snakket ordentligt med dine forældre og en anden voksen.
Mange hilsner BørneTelefonen