Brev

Rygning, jeg ved det godt.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17

Tak for dit brev. Hvor er det godt at du skrev, for jeg kan læse at du står i et dilemma. 

Du ved allerede meget om, hvor skadeligt rygning er. Som du skriver i brevets titel "jeg ved det godt". Men du er alligevel blevet så afhængig, at det sætter sundhedsrisikoen bagest i køen. Med afhængighed tænker jeg bl.a. på den effekt, nikotinen i cigaretten giver. Men jeg tænker også på den anden type afhængighed, som du beskriver; af det sociale, stemningen og hyggen ved at ryge. Fordi de to former for afhængighed "samles", kan rygning blive vanedannende og være svært at stoppe med. Særligt hvis lysten til at stoppe egentligt ikke er der.

Jeg kan ikke fortælle dig, om du skal holde pause eller ej. Men det kan under alle omstændigheder, være svært at stoppe eller at holde pause, hvis du står med det hele selv. Når man skal bryde ud af noget, der er vanedannende så er der to ting, der er vigtige: 

 At du selv er motiveret for det - altså at det er DIG, der har lyst til at blive røgfri
 At du har nogen, der kan støtte op om det - særligt når lysten og trangen kommer til at ryge - for det gør den. Her er det vigtigt at have nogen, der kan holde en på sporet og hjælpe med at flytte tankerne over på noget andet. 

I dit brev spørger du, om du skal sige det til din mor, eller fortsætte med at holde det hemmeligt. 
Du skriver også, at du tror, at din mor allerede ved det, men ikke siger noget om det. 

Jeg tror, at det vil betyde noget for din mor, hvis du selv kommer og siger det. Der er ikke lang tid til, at du er 18 og helt selv kan bestemme over din egen krop, men jeg fornemmer i dit brev, at det ikke er rart at have en hemmelighed for din mor. 
Måske også tage en snak med din mor om, hvorfor det er du ryger? Forklar hende det, du også skriver her i brevet; at tingene nogle gange bliver for meget. At du synes det kan være rigtig svært socialt, men at cigaretterne får dig til at slappe af. 

Måske du og din mor sammen kan finde nogle redskaber, der kan hjælpe dig i de situationer, hvor tingene bliver svære? Jeg tænker, at du måske skal tale med din mor om, hvad du går og bakser med? Hvis det kan være svært at tale med din mor om det hele, kan du måske komme i tanke om en anden voksen, som du kunne tale om det med?

Nogle oplever, at rygning kan være en måde, at håndtere modstand og usikre situationer, fordi det får én til at slappe af. Men jeg tror, at du på sigt kan lære at tackle disse situationer uden cigaretter. Hvad tænker du om det? 

Jeg ved ikke om svaret her, har givet dig det, du havde håbet på. Ellers er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os. 

Kærlig Hilsen 
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat