Brev

Rygning

Hej
Jeg er en pige på 15 der har masser af tanker der køre rundt i mit hoved lige for tiden.

Her tidligere idag var jeg med min far på arbejde, vi snakkede lidt om hvordan min storesøster (23 år) har opført sig for tiden. Hun bor ikke hjemme mere, men hun har meget kontakt til min mor og far. Min far spurgte om jeg ville høre en hemmelighed om min søster. Og som den extremt nysgerrige person som jeg er, svarede jeg selvfølgelig ja. Han fortæller mig så, at min søster ryger. Eller han har en teori om det, da han har set cigaretter på passagersædet i hendes bil.

Han sagde at jeg ikke måtte fortælle hende at han havde fortalt det til mig, og må heller ikke sige noget til min mor.
Det kom lidt som en overraskelse da hun i længere tid har givet udtryk for at hun ikke kan lide rygere. Men alligevel var det ikke helt en overraskelse, da hun tidligere havde sagt noget i stil med dette, da hun snakkede med min mor “når vi går ud og ryger” – men hun skynder sig at sige at hun går ud og snakke med dem der ryger, for at få lidt frisk luft, og ikke fordi hun ryger.

Jeg har tidligere haft en fornemmelse om at hun ryger. Jeg har endda har (hvad jeg ville kande) mareridt om det.

Det er så her mit problem kommer:
Nok er jeg kun 15 år, men jeg er meget imod rygning – da man egentlig lige så stille ødelægger sin krop. Og jeg er vokset op med en bedstefar der har røget extremt meget da jeg var lille. Begge mine forældre har tidligere også gjort det. Min far har prøvet at stoppe, og ifølge dem begge ryger de ikke mere. Dog ved jeg og min storebror (ved ikke om min søster ved det) at de begge to ryger i smug. Da det efterlader en meget kraftig lugt, og har set dem med cigaretter og cigaretpakker.

Jeg har tideligere beslutte mig for at hvis en af mine søskende begynder at ryge ville jeg droppe kontakten indtil de stoppede. Og hvis jeg får børn ville de ikke komme til at passe dem (gælder også mine forældre) og hvis jeg bliver gift er der en chance for at jeg ikke vil invitere dem.
Jeg ved ikke om det er for “hård” at gøre det. Jeg ved også at det er tidligt at beslutte det, men jeg kan ikke klare det psykisk at se på dem langsom “dræbe” dem selv.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke havde noget af gøre med nogen af dem hvis de ryger. Det har været meget hårdt for mig psykisk, at vokse op med rygere. Men har heller ikke lyst til at, min familie ender ligesom min fars, hvor ingen rigtig snakker med hinanden. Jeg ved også at det er hendes/deres live. Hvad skal jeg gøre?!? Vil i hjælpe mig med en løsning?

(Undskyld det lange brev, og alle de extra detaljer)

Med venlig hilsen

Pigen med familie ryger problemer.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15 årige pige

Tak for dit brev – sejt at du har mod på at dele dine tanker med os.

Jeg forstår godt dine tanker om rygning, og dine bekymringer for din familie. Rygning er meget sundhedsskadeligt, og noget man helst helt bør undgå helt. Når det så er sagt, er det også virkelig svært at stoppe med at ryge, når man først er begyndt. Man kan sammenligne det med en dårlig vane, man har, som for eksempel at bide negle – og så gange det med 10. Det er den effekt, nikotinen i tobak har på hjernen. Det er altså virkelig svært at stoppe.

Stort set alle der ryger ved godt, at rygning er dårligt for deres helbred. Når man er voksen, bestemmer man selv, hvordan man passer på sig selv og sit helbred. Hvis din søster vælger at ryge, er det hendes beslutning. Ligesom det også er din far og din mors beslutning hvis de vil fortsætte med at ryge. Det er dog stort af dig, at du tænker så meget på deres helbred. Mon de godt ved, hvor meget deres rygning går dig på?

Ud fra dit brev, forstår jeg på dig, at du gerne vil hjælpe dem. Og det er derfor, du vil sige til dem, at de måske ikke må komme med til dit fremtidige bryllup, hvis ikke de stopper med at ryge. Når man gerne vil hjælpe nogen, er det sjældent en god løsning at tvinge eller skræmme dem. Som du selv siger, har du ikke lyst til, at i skal blive uvenner og ikke snakke med hinanden.

Jeg synes du skal fortælle dine forældre om dine tanker. Især at fortælle dem, at det går dig meget på, og at det er fordi du er bange for at de skal blive syge. Hvis de ønsker at stoppe med at ryge, kan de få gratis hjælp ved at ringe til Stoplinien på 80 31 31 31. De kan også sende en sms med teksten ’Rygestop’ til 1231 og blive ringet op af en rådgiver.

På www.stoplinien.dk kan de læse mere om rygning/rygestop og finde et rygestoptilbud nær hvor i bor.

En måde, du kan fortælle dine forældre om hvor meget det betyder for dig, at de ikke ryger, er at skrive et brev til dem og give dem. På den måde har du god tid til at få dine tanker skrevet ned på papir. Hvis du skriver et brev, er det en god idé at det skal handle om, hvordan du har det. At det gør dig bange og stresset at skulle tænke på, at de måske bliver syge og dør af rygningen. Det er ikke sikkert, at de stopper med at ryge – men et brev kan gøre at i får talt om de tanker der fylder hos dig – Tror du det kunne være en mulighed?

Jeg synes det er utrolig sejt af dig, at du ikke vælger selv at ville ryge. Det er en rigtig god beslutning. Alle bestemmer over deres eget liv, og det er en god beslutning du selv har taget. Jeg kan forstå at tankerne om rygning og de sygdomme og død, det kan medføre, fylder meget hos dig. En tanke der måske kan hjælpe dig, hvis de ikke kan stoppe er, at det ikke er alle der ryger, der bliver syge. Det skal ikke være en grund til at begynde at ryge – men det er altså ikke sikkert at dine forældre eller søskende bliver syge af, at de ryger.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og måske har fået nogle idéer til hvordan du kan takle det?  Du er også altid meget velkommen til at ringe herind på 1116111, hvis du har brug for at snakke.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat