Kære pige på 12 år
Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Det er en rigtig svær situation, som både du og din familie er i. Indtil nu har du påtaget dig ansvaret for at ændre forholdet mellem din mor og din far, men du oplever, at det bare bliver værre. Du skriver, at du bare har lyst til at stikke af fra det hele, men heldigvis har du i stedet for valgt at skrive brev og bede om hjælp. Det er godt.
Det er sejt gjort af dig, at du prøver at støtte din mor over for din far, og jeg tænker, at din mor godt kan se, at du gerne vil hjælpe hende, og at hun sætter pris på det. Men som du selv oplever nu, er det en meget svær opgave, du har påtaget dig, og jeg tror, at det klogeste er, at du prøver at trække dig lidt væk fra dine forældres konflikter, så du ikke kommer så meget i klemme, som jeg oplever, du er lige nu. Jeg ved, det er svært, for det gør ondt inden i dig, når du ser din mor trist, men det er altså dine forældres opgave at finde ud af at leve deres liv. Du er selvfølgelig en del af familien, men du har også ret til at være dig selv og leve et ganske almindeligt ungdomsliv. Det er de voksnes ansvar at sikre du kan være tryg.
Jeg forestiller mig, at du nok er bange for, at din mor bliver mere depressiv og ensom, hvis du ikke prøver at støtte hende over for din far. Men du skal huske på, at voksne skal hjælpes af voksne.
Måske er der en i din familie,som du kan betro dig til på samme måde, som du nu har skrevet et brev til os. På den måde bliver ansvaret taget lidt fra dig. Og måske kan vedkommende snakke lidt med din mor om, hvordan hun oplever situationen, og hvilken hjælp hun ønsker. Du skriver ikke, om din mor får hjælp til sin depression, men hvis hun ikke gør, skal du vide, at hun både kan blive hjulpet af sin læge og af Socialforvaltningen. Måske kan evt. hendes fagforening også hjælpe hende.
Jeg tænker lidt på, om der er nogen, der hjælper og støtter dig? Har du f.eks. nogle gode veninder, du betror dig til? Jeg spørger, fordi jeg kan se, at du længe har været under et stort pres i din familie, og jeg ved, at det kan være følelsesmæssigt hårdt og ensomt. Det kan også være du har en lærer, som du er glad for og tryg ved, som du kan fortælle lidt om, hvordan du har det og hvordan I har det derhjemme. Læreren vil kunne lytte og også kunne tage en snak med dine forældre, så de bliver vidende om, de har brug for hjælp, så du igen kan føle dig tryg hjemme.
Du skal vide, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge dig ind på UngeChatten eller SMS Rådgivningen, hvis du har brug for at snakke videre med en rådgiver, både om din familie og om dig selv. Vi vil meget gerne lytte til dig og hjælpe dig.
Kærlig hilsen fra BørneTelefonen
