Kære du
Tak for dit brev om at din far rejser rigtig meget, og at det føles som om dine forældre er skilt, når han er væk.
Jeg tænker, at din far rejser i forbindelse med sit arbejde, er det rigtigt? Nogle voksne har et arbejde, hvor de rejser rigtig meget, og det kan godt være ret træls. Når du skriver, at det er som om din mor og far er skilt, når din far rejser, er det så fordi du savner ham, eller er det noget andet du tænker på..?
Nu ved jeg jo ikke, hvor meget du snakker med din far, når han er væk, men jeg tænker, at det måske kunne være en idé at lave en aftale med ham om, at han ringede hver aften for at sige godnat... Hvad tænker du om det? Der findes jo et program til computeren, der hedder Skype. Der kan man snakke sammen, mens man ser hinanden på skærmen (hvis computeren har et kamera), måske det kunne være en idé at prøve det?
Jeg tænker, at det kan være en hjælp for dig, hvis du snakker med dine forældre om, hvordan du har det - du kan jo måske vise dem det brev, du har sendt herind og mit svar til dig? På den måde kan I få en snak om, hvad det er du synes der er svært, og hvad der kan gøres for at det bliver lidt lettere for dig.
Du er altid velkommen til at skrive herind igen, eller prøve at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder søde rådgivere klar til at snakke med dig.
De bedste hilsner
BørneBrevkassen