Kære Du,
Sikke et fint brev du har skrevet. Jeg tænker, at du virkelig lyder til at være en moden og ansvarsfuld pige, når du gør dig så mange tanker om din pubertet og også kan mærke, at du har brug for voksnes råd og hjælp, med alt det der sker med din krop lige nu.
Jeg kan godt forstå, at du kan blive nervøs når du spekulere på puberteten. Puberteten er for rigtig mange piger og drenge på din alder både spændende, skræmmende og forvirrende. Jeg kan godt forstå, hvis du gerne ville have kunnet tale med din mor om det hele.
Puberteten er meget forskellig fra person til person – nogle mærker meget både med følelserne og kroppen, andre mærker ikke så meget. Som pige vil nogle af de største ændringer ved din krop være, at du begynder at få kropsbehåringer, menstruation og at dine bryster begynder at vokse. Dertil følger en masse nye ting, som du skal til at forholde dig til – fx bh.
Du nævner selv, at du besøger din moster og tante engang imellem, og at du har talt med din tantes datter om det at bruge bh. Jeg synes, det er rigtig godt. Jeg tænker derfor lidt på, om det måske kunne være en mulighed, at bruge dem lidt mere i fremtiden? Måske du kunne fortælle dem, som du fortæller mig, at du har svært ved, at snakke med din far om de her ting, og at du måske mangler et kvindeligt syn på tingene?
Din far skal naturligvis tage dig seriøst, men det er bare sådan, at mænd kan have lidt svært ved, at sætte sig helt ind i de forandringer, der sker med en pigekrop. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, hvis du føler, at han virker ligeglad - men måske ved han bare ikke rigtig, hvordan han skal hjælpe dig? Når man er en mand/dreng er det nogle helt andre spørgsmål, der gør sig gældende i puberteten, så det kan være han simpelthen ikke ved, hvad han skal sige?
På mange skoler arrangere sundhedsplejersken undervisning omkring puberteten – måske kunne du spørge din lærer, om sundhedsplejersken kunne holde sådan et oplæg i din klasse. Du er også altid velkommen til selv at tale med sundhedsplejersken om dine spørgsmål om puberteten.
Ligegyldig hvem du vælger at tale med om det så bliver din moster, din lærer eller din tantes datter, så tænker jeg, at de sikkert vil være beæret og glade over, at du netop vælger dem at gå til.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke fremover.
Mange hilsner
Børnetelefonen