Psykolog hjælp
Jeg er en pige på 16 år, snart 17 år,
jeg startede på gymnasie i august 2015, jeg troede alt var begyndt at lysne op igen, jeg fik mig en masse venner og jeg troede virkelig jeg var glad.
Det hele startede i slutningen af 8 klassen, jeg følte mig ikke god nok, mit selvværd var helt nede på bunden af havet, jeg gætter på det var pga. min forældre ikke rigtig var en del af mit liv som forældre normalt burde, de prioriterede arbejde højere end familien, og det har de vel gjort hele mit liv.
Tiden gik, og jeg blev vel depressiv, jeg begyndte at pjække fra skole, det startede med de første timer eller det sidste fag på dagen. Men så begyndte det at være hele dage, hele uger og lige pludselig blev det rundet af til en måned hvor jeg måske kun var der til en time om ugen.
Jeg begyndte at skubbe mig væk fra mine venner, de lagde godt mærke til at der var noget galt og de spurgte ind til det, men jeg sørgede for at manøvre mig væk fra spørgsmålene. Der var dage hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen, jeg græd flere dage i træk.
Jeg var ikke social længere, jeg var hjemme låst væk på mit værelse og min bedste veninde prøvede at række ud efter mig men jeg skubbede hende flere gange væk. Men selvfølgelig lykkes det hende ikke. Hun blev ved min side.
Jeg begyndte at skade mig selv, fordi min mor ville fortælle mig i vrede at jeg ikke var noget værd, at nogle gange ville hun ønske hun ikke havde fået mig, hvis jeg nu for eksempel ikke kom hjem med de bedste karakter og hvis jeg havde gjort noget forkert.
Jeg har aldrig haft det bedste forhold til mine forældre, ja vi kan spise aftensmad og grine lidt sammen her og der, men det var ikke særlig tit. Vi snakker aldrig om følelser eller hvordan det går, det har vi aldrig gjort.
Jeg gjorde skade på mig selv for at fjerne smerten, for at have kontrol over den smerte jeg havde.
Mine tætteste veninder fandt ud af det, og de prøvede at få mig op igen. Der var perioder hvor jeg troede alt var godt igen, at jeg stod på min egne ben igen men jeg faldt endnu en gang og det blev ved, og skaderne blev ved.
Jeg ville ikke søge om hjælp fordi jeg var bange for at mine forældre ville finde ud af det, og hvis min mor fandt ud af det så ville hun alligevel ikke hjælpe mig, hun ville bare skyde skylden på at jeg ikke er stærk nok, at jeg en skændsel og jeg er ingenting.
Da jeg startede på gymnasie, troede jeg at jeg havde fået det godt igen indtil jeg begyndte at pjække igen, mit fravær er højt nok og hvis jeg pjækker mere så får jeg min første advarsel. Og jeg vil ikke leve den her del af mit liv, depressiv og antisocial, jeg vil være bedre.
Jeg har brug for hjælp, mine veninder har flere gange prøvet at få mig til at opsøge hjælp, men jeg har været bange, og det er jeg vel stadig.
Kan jeg opsøge psykolog uden mine forældre finder ud af det? Kan jeg snakke med min læge om det? Kan jeg blive diagnosis for at være depressiv uden min forældre skal vide det? Jeg er nemlig så træt af at føle mig sådan her, jeg har brug for nogen at snakke med…
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
