Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Psykisk sygdom…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Du skriver, at du ikke ved, om det overhovedet blev til et spørgsmål i dit brev. Det har ingen betydning overhovedet, om du har stillet et spørgsmål. Vi får mange breve fra børn og unge, der skriver om deres tanker uden at stille spørgsmål. Dit brev sætter en masse tanker i gang hos mig, og jeg vil prøve at skrive de tanker ned. Jeg håber, du kan bruge det til noget.

Jeg kan forstå på dit brev, at du har levet i en familie, hvor der var vold og måske også alkohol? Du skriver, at din stedfar var alkoholiker. Jeg bliver nysgerrig efter, om han kom ud af alkoholen inden han flyttede sammen med jer, eller om han også har været alkoholiker, mens du har boet sammen med ham? Jeg tænker, at du kan have god gavn af at læse om, hvad man skal være opmærksom på, hvis man er tæt på alkoholikere eller man oplever vold i sin familie.

Jeg ved jo godt, at du nu er flyttet væk fra de forhold. Når jeg alligevel synes, at det kan give mening at du læser om det, så er det for at vise dig, at det er naturligt, at man bliver påvirket af at være en del af sådan et miljø.

Du spørger, om man kan blive psykisk syg af en hård opvækst. Svaret på det er, at ja, det kan man. Du skal dog huske på, at sygdom er noget der kommer og går igen. Sådan er det også med psykisk sygdom. Det betyder, at du ikke nødvendigvis altid vil opleve psykisk sygdom. Jeg tænker, at man i stedet for at kalde det psykisk sygdom kan kalde det, at du bliver psykisk påvirket, af dét du oplever eller har oplevet. Giver det mening for dig? Jeg kan forestille mig, at der er situationer, hvor du mærker de tunge tanker mere end i andre situationer. Er det noget, du kan genkende? Vi bliver alle sammen formet og påvirket af dét, vi oplever. I nogle tilfælde påvirker det os psykisk, men det betyder langt fra altid, at det udvikler sig til psykisk sygdom. Langt de fleste gange, så påvirker det ”bare” vores tanker og måder at reagere på, men det har ikke noget med psykisk sygdom at gøre.

Kender du ordet at fortrænge? Det vil sige, at man forsøger at lade være med at tænke på noget, der er ubehageligt for én. Det er en helt normal reaktion, når man ikke ved, hvordan man skal tackle en bestemt situation. Du fortæller, at det var hårdt at få at vide, at din mor ikke gider dig, men at det var hårdere at finde ud af, at du egentlig godt vidste det. Måske var det en måde, du forsøgte at passe på dig selv på? Kan det mon være en af forklaringerne?

Jeg kan godt forstå, at du får tanken, at din mor ikke gad dig. Det kan se sådan ud, når du fx fortæller, at hun har sparket dig i maven. Har du tænkt på, at der måske også kan være andre forklaringer? Måske vidste hun ikke, hvordan hun skulle tackle situationen? Måske havde hun det rigtig svært med at være en del af en familie, hvor der var alkohol og vold? Jeg skriver ikke sådan, fordi jeg vil undskylde din mor. Der er ingen undskyldning for at være voldelig overfor sine børn. Jeg skriver det for at prøve at få dig til at tænke i andre baner, end at hun ikke har gidet dig. Kan du mon bruge det, eller tænker du bare, at det er irriterende, eller på anden måde dumt, at jeg skriver sådan?

Jeg bliver nysgerrig efter, om der er nogen, der kender hele eller næsten hele sandheden om, hvad du har været igennem og at du tænker på psykisk sygdom? Hvad med den pædagog, du har gået til i mange år? Jeg tænker det på den måde, at der skal lægges et puslespil over dit liv, hvor alle brikkerne skal passe ind og have en plads. Puslespillet kan på den måde blive et billede på dit liv indtil nu. Måske kan det være gavnligt for dig, så du selv får en forståelse for, hvorfor du reagerer som du gør? Det kan måske også hjælpe dig til at finde ud af, hvorfor du fx har svært ved at få venner, hvorfor du får tiks i skolen, hvad der gør, at du har taget stoffer/røget hash? Men det hjælper dig jo ikke, at du kun finder forklaringer på dét, der er sket.  Når puslespillet lægges skulle du også gerne få en forståelse for, hvorfor du reagerer som du gør, så du kan få mere klarhed over, hvorfor du tænker på psykisk sygdom. Og få mere klarhed over, hvordan dit liv kan få en anden drejning. Kan du mon bruge pædagogen til at få lagt puslespillet og få talt det hele igennem? Hvis du har lyst, så kan du jo vise pædagogen dit brev og måske svaret.

Du skriver, at du ikke kan få nye venner hos din far. Jeg bliver nysgerrig efter, hvorfor du tænker, det er sådan? Når man som dig har oplevet mobning kan det være svært, at få venner og stole på andre mennesker. Kan det mon være en af forklaringerne? Hvordan har du det i skolen? Ved dine klassekammerater og dine lærere, at du har svært ved at få venner? Det er ikke kun dit ansvar, at du får venner i skolen. Det skal lærerne også hjælpe med. Er der mon en lærer, som du har særlig tillid til? Måske kan du snakke med hende eller ham om, at du oplever, at du har svært ved at få venner? Hvordan er det med dine gamle venner, fra du boede hos din mor? Kommer de og besøger dig, eller besøger du dem? Måske kunne du arrangere det? Det kan også være, at nogle fritidsinteresser kan give dig mulighed for at finde nye venner. Måske har du brug for nogle konkrete råd og ideer til, hvad du kan gøre. Hvis du har lyst til det, så kan du ringe eller sms´e på 116 111. Selv om du ringer eller sms´er, er du også anonym.

Dit brev fortæller på en fantastisk måde, hvilke tanker der er i dit hoved. Har du overvejet at lade din far læse dit brev? Måske kan det styrke jeres forhold, hvis han ved, hvilke tanker der rører sig i dig.

Du har nu fået mine tanker om dét, du har skrevet. Jeg håber, du kan bruge det til noget.

Jeg vil ønske dig super meget held og lykke med det hele. Jeg tror på, at du har styrken til at få det bedre og til at blive mere afklaret, end du er lige nu.

De største tanker og kram fra BørneTelefonen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat