Psykisk mor

Brevet er redigeret  –  navne og stednavne er fjernet af hensyn til barnets anonymitet

Hej.

Min mor mistede et familiemedlem for 6 måneder siden. Ikke hvilket som helt familiemedlem, men hendes helt egen mor.

Hendes mor døde (i et andet land), da hun var indlagt pga. sukkersyge og havde ondt i øjet, da hun også er blevet opereret.

Vi havde ikke på derværende tidspunkt vidst at hun var på hospitalet, da vores familie (i landet) ikke gad at gøre os bekymrede. Vi fandt så ud af det og gik helt i chok. Vi havde det dårligt, græd og var helt nedtryk i den efterfulgte uge, efter min mormors død.

Vi havde tænkt os at rejse derhen med det samme, men det var der ikke mulighed for, da vores passport’s var udløbet og ikke kunne bruges, så vi havde så kontaktet  Ambassade i Danmark, for at se om de kunne gøre noget til, at vi kunne rejse derhen så hurtigt så muligt. Det kunne så ikke lade sig gøre.

Vi ventede i over en måned, for at få vores passports tilbage, og så kom tiden til at vi skulle rejse, men…. Omkring en uge efter min mormors død skete der noget med min mor.

Hun begyndte at blive syg. Hun mistede forstanden. Hun kunne ikke gå ordentligt. Hun kunne ikke snakke med andre mennesker, og hun havde farlige og bange tanker oppe i hovedet, om at der er soldater og mænd ude foran vores opgang, med våben, som ville dræbe os alle sammen.

Hun har ikke kunne sove ordentligt og hun har tabt sig omkring 12kg. Vi snakkede med en psykolog, og han sagde så, at vi skulle indlægge hende. Vi kørte så derud.

Hun var rigtig bange og hun troede nogle kørte efter os, hun troede de havde pistoler, og at vi var ved at dø. Vi tog derhen og hun sagde til dem, at hun ikke gad at være der, så der var intet at gøre. Vi kørte hjem og tog det som det kom.

Efter tiden hun var der hjemme voksede ”sygdommen” – og hun fik fantasivenner. Hun begyndte at snakke mere med dem, end med os. Hun fortalte dem alt. Snakkede med dem om alt, og bare generelt sad i en rum for sig selv og snakkede timevis med dem. Hun gjorde som de sagde, og hun påstod, at hun havde onde og gode fantasivenner. De gode hjalp hende, kom på besøg og spiste med hende, og de onde stod ude foran blokken med et våben, som var sigtet mod hende, konstant!

Dagen kom så, hvor vi fik vores pass. Vi havde så bestilt billetter og havde gjort os klar, for vi havde glædet os rigtig meget til at komme væk fra Danmark, både fordi vi var trætte af hende, men også fordi at det kunne gøre sådan, til at vores mor vil komme på andre tanker.

Vi kom så til X (et andet land). Vi kom til vores hus, pakkede vores ting ud. Vi var helt udmattede, så vi sov direkte efter vi havde pakket vores ting ud. Dagen efter gik vi alle en tur. Mor, far, mig og lillesøster. Vi observerede hvordan hun var, og vi så, at hun stadig var den samme, som i Danmark, så vi havde også bestilt nogle billetter til en anden by, hvor min mormor var begravet.

Vi fløj derhen og tog forbi hendes gravsten. Vi sad der i timevis, sørgede og græd. Mens vi alle sørgede og krammede hinanden, sad min mor og snakkede til sine fantasivenner. Vi havde fortalt det hele til alle vores familiemedlemmere i landet, og ingen af dem vidste hvad vi skulle gøre, så ferien gik på, at hun snakkede med sine fantasivenner, og at vi bare prøvede at ignorere det og have en så hyggelig ferie så muligt…

Ferien var nu færdig og det var tid til skole. Vi var kommet til Danmark og hun snakkede stadig videre. Vi havde snakket med psykologer og læger og intet har hjulpet. Inden sommerferien gav de hende nogle piller, som de påstod ville hjælpe så langs sigt, men efter sommerferien, hvor jeg startede i skolen, var hun så stadig ligeså slem. Måske slemmere.

Vi tilmeldte hende til nogle aktiviteter, så hun kunne motionerer og bevæge sig lidt, så hver tirsdag tager hun derhen i to timer, for at snakke med andre og røre sig lidt. Vi har prøvet alt i de her 6 måneder og intet hjalp. Virkelig intet har hjulpet, så jeg skriver til jer i håb om at i har en mulighed eller om i kan hjælpe os med hvad vi skal stille op. Vi har knoklet og tænkt på alt det vi nu kan tænke på, og intet hjælper. Håber i vil tage lidt tid til at læse mit brev, og måske komme med et forslag. På gensyn!