Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Problemer med mor

Hej bb

Mig og min mor har i længere tid haft problemer.

Når hun bliver sur skriger hun mig op i hovedet og skubber mig ind i væggen.

Jeg råber også men det er jeg nødt til fordi at ellers høre hun ikke hvad jeg siger.

Hun har sendt mig til pskylog 2 gange og jeg hader at være der!

hun behandler mine søskende meget mere kærligt end mig. Hvis min lillesøster ikke gider at gøre som hun siger, siger min mor bare stille og roligt at det skal hun. Hvis jeg ikke gider bliver hun sur med det samme og råber ad mig.

For ikke så lang tid siden havde vi et lommepenge system hvor hun kunne tage vores lommepenge hvis hun ikke synes vi opførte os ordenligt! (teksten ændret, redaktøren bekendt) 

Hvis hun ikke synes at jeg opførte mig ordenligt fortalte hun mig at jeg havde mistet 1 kr. Så sagde jeg stille og roligt at jeg var ligeglad. Og så mistede jeg én til!

Nu er hun begyndt at skubbe til mig eller tage mig i armen hvis hun bliver sur på mig. Det gør ondt og jeg har flere gange haft røde mærker på armen når jeg gik i skole.

Hun siger selv at hun ikke tager eller skubber mig hårdt, men der er forskel på hvordan man oplever tingene når man er en pige på 12 år. (teksten ændret, redaktøren bekendt)

Nu vil hun sende mig til en vejleder af en eller anden slags (sådan en som kan hjælpe teenagere) og min mor er mega god til at få folk til at se hendes side af sagen frem for min.

Hun har allerede fået vendt det meste af min familie mod mig!

Min far tror på hende, hun truer med at jeg skal snakke med min mormor og morfar (men hvis jeg gør det, vil det ødelægge mit forhold til dem helt),

mine mostre behandler mig som en bombe der kan eksplodere hvert øjeblik, og jeg kan ikke tage en lille snak med min mor om hvem der skal tage opvasken uden at de blander sig og tager min mors forsvar og min onkel er også begyndt at skælde mig ud hvis min mor og jeg har en lille diskution.

Hun har meget tempeament og det har jeg også!

Men når spørge hende hvad hun forventer jeg skal gøre når hun bliver sur, siger hun at jeg bare skal lade vær med at blive vred. Lidt svært når hun selv flipper ud foran mig!

Jeg håber at jeg har fået sat jer nok ind i mit problem og at i kan hjælpe mig hurtigst muligt

Mvh A

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære A

Nøj, hvor er det bare modigt af dig at skrive herind. Det er slet ikke i orden den måde din mor behandler dig på og hun må ikke skubbe til dig eller tage dig så hårdt i armen, at du får røde mærker af det. Jeg tænker, at det må være hårdt for dig at være i den her situation, fordi du skriver, at flere tror på din mor og ikke dig. Derfor er det også bare så sejt af dig at skrive herind – det viser, at du har en masse mod og mærker efter, hvordan du oplever situationen. Det er godt at kunne skelne mellem, hvordan man selv oplever en situation og hvordan andre gør, og så samtidig tro på ens egen oplevelse. Vi på BørneTelefonen vil gerne hjælpe dig.

Det her brev vil handle om, hvordan du kan få hjælp til, at det bliver anderledes. Jeg tænker, at når du er i sådan en situation, så er det vigtigt at tale med nogle voksne om det, som kan hjælpe dig og din familie.

En mulighed er, at du taler med den lærer som du er allermest tryg ved på skolen. Du kan fortælle om jeres skænderier og at din mor skubber dig ind i væggen og at du får røde mærker efter, at hun tager fat i dig. Hvordan vil det være for dig og hvem ville være bedst for dig at tale med? Ofte er det vigtigt at have god tid til at tale sammen. En mulighed er derfor, at du siger, at der er noget vigtigt du vil tale med din lærer om og så kan I aftale, hvornår I kan tale sammen. Hvis det er for svært at sige højt, kan du også vise din lærer det her brev. Vil det mon være bedre?

Du skriver, at du nogle gange også råber som en måde at blive hørt på. Det er godt at være bevidst, hvad man egentlig selv gør i de situationer, som er ubehagelige. Det lyder til, at det er svært at være dig derhjemme – også når du føler, at din mor kan få vendt andre mod dig. Der er forskellige former for vold. Det er for eksempel vold, når man bliver skubbet. Nogle gange kan man selv tænke, om man måske selv har været skyld i noget af det der er sket. Lige meget hvad, så må din mor ikke skubbe dig og tage så hårdt i din arm, at du får røde mærker – det er derfor ikke ens egen skyld som barn, at ens forældre gør sådanne ting. Hvad tænker du mon om det? Du kan læse mere om det på vores hjemmeside. Der står for eksempel, hvordan man kan få hjælp og hvordan det er at vokse op i en familie med vold. Du kan trykke på det her link for at komme ind på siden:

http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Vold.aspx

Du skriver, at du har været til psykolog to gange, men at du ikke kan lide det – gad vide, om du der har fortalt til psykologen, hvad din mor gør ved dig og hvordan du oplever det hele? Psykologer skal nemlig kunne hjælpe dig med sådanne situationer. Så det kunne også være en måde, hvor du kan få hjælp på. Vil det overhovedet give mening for dig? Gad vide, hvad det er for en slags vejleder din mor vil have dig til? Spørgsmålet er, om en snak med en vejleder kan gøre, at du kan få talt med en om, hvordan det er derhjemme, så vejlederen vil kunne hjælpe dig og din familie?

Måske din mor godt kan fornemme, I behøver hjælp udefra, så I igen kan få det godt derhjemme og måske netop derfor, har din mor taget fat i en psykolog/vejleder, for at du kan få mulighed for at tale med en voksen, som ikke er i din familie og fortælle om dine tanker og følelser? Håber du vil åbne op og fortælle dem, hvordan du går og har det, så de kan få mulighed for at lytte og hjælpe/støtte dig?

Wow, hvor er du bare viljestærk ved at håndtere det hele på den måde som du gør nu. Det lyder til, at det er en vigtig værdi for dig, at du føler dig forstået af din familie og at der ikke er nogen, der føler sig anderledes behandlet – det er gode værdier at have. Det er godt, at du skriver herind, for jeg tænker, at du skal have hjælp til, at situationen kan blive anderledes. Det er nemlig ikke noget, du selv skal gå med. Nogle gange kan det være rart at tale om det flere gange. Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen for at tale videre om det eller hvis du har nogle spørgsmål. Nummeret er 116 111 og du er helt anonym.

Mange hilsner og knus fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat