problemer med forældre

Hej, jeg har endelig taget mig sammen til at skrive, og jeg håber i vi svare.

Jeg er en pige, som går i syvende klasse nu. Da jeg var lille, råbte min far meget af mig. Og det gør han stadig, og jeg er vildt træt af det. Altså mine forældre er strenge, men jeg har meget privatliv. Måske lidt for meget. Min mor og jeg har ikke et tæt forhold. Selfølgelig snakker jeg med hende, og vi kan have det sjovt og sådan, men jeg føler at hun ikke er der for mig.

Jeg kan huske en episode fra 3-4 klasse, hvor jeg hele tiden kom op at skændtes med mine 2 veninder, men jeg fortalte ikke min mor om det. En dag havde jeg været oppe at skændes med en pige, fordi at jeg havde bagtalt hende og samme dag ringede hendes mor til min mor. Mine forældre blev meget chokerede, for jeg var altid en ordentlig pige, og de kunne slet ikke forestille sig, at jeg kunne finde på sådan noget.

Min far kom så på den skønne ide (bemærk ironien), at vi skulle tage hjem til hende pigen og undskylde for min opførsel. Det gjorde vi så, og så satte vi os i hendes stue og talte om tingene. Det var så fint nok, indtil hun begyndte at lyve og prøvede at sætte mig i dårligt lys, og prøvede at få mig til at virke som ‘den onde’ og hende som ‘den uskyldige’. Jeg blev sur over det, men sagde ikke noget, og da vi kom hjem sagde jeg til min mor at hun løj, men det var som om, at hun ikke troede på mig, og det gjorde mig vildt ked af det.

Siden den dag, har jeg bare lukket fuldstændig af. Jeg har ikke fortalt min mor om ét om mine problemer. Og da slet ikke min far, men det kommer jeg ind på senere. Som sagt er det land tid siden jeg har snakket med min mor om mine problemer, og jeg savner sådan et rigtigt ‘mor-datter-forhold’ som alle andre har. En anden grund til, at jeg ikke fortæller hende noget er, at når min far råber af mig, græder jeg (det gør jeg ikke mere), men når min
 
mor så ser at jeg græder, så trøster hun mig ikke. Og jeg forstår det bare ikke. hvis jeg var en mor, og så mit barn græde, ville jeg sku da trøste det med det samme. Men sådan er min mor åbenbart ikke. Angående min far, så råber han af mig. Selv hvis jeg gør en lille ting forkert.

Jeg bor i en familie med 3 børn udover mig, og jeg er den ældste, og jeg er vant til, ikke at få opmærksomhed. Men jeg ville ønske at mine forældre var lidt mere til stede i mit liv. Men ja, min far råber af mig, og det kan f.eks. være når jeg glemmer at sige godnat eller glemmer at sige tak for mad. Han snerrer af mig hver dag, og når han gør det, tænker jeg “det er altid mig. ALTID mig der gør noget forkert.” Jeg bliver vildt nedtrykt, og forstår ikke hvad det er, jeg gør galt.

I skolen er jeg populær og har nogle rigtig gode venner og er altid glad, men når jeg får fri, glæder jeg mig ikke altid til at komme hjem. Det, at min far råber af mig har også påvirket mig lidt i skolen. Når jeg skal sige noget til læreren, kan min stemme begynde at ryste, og jeg får tårer i øjnene og jeg hader det.

Her i sommerferien skete der noget, der gør mig vildt ked af det. Vi var I sommerhus med min familie og min mormor. Det var aften, og jeg lagde mig i seng. Pludselig kommer min far hen til mig og råber mig i hovedet og spørger hvorfor jeg ikke sagde godnat. Jeg blev vildt chokeret og satte mig op i sengen. Han så vildt rasende ud, og han råbte mega højt. Jeg havde aldrig hørt ham råbe så højt før. Jeg gætter på, naboerne kunne høre det. Han sagde nogle meget smertefulde ord som “Du ødelægger min familie” og “hvis du bliver ved på den måde, så kan du flytte hen til din mormor” Jeg stirrede bare på ham med et tomt blik og jeg græd ikke. Jeg har nemlig lært, ikke at græde når min far råber af mig, selvom jeg bliver såret. På et tidspunkt gik han helt hen til min seng, og jeg kunne mærke hans ånde i mit hoved og jeg panikkede indeni. Jeg var rædselsslagen og bange for at han ville slå mig eller give mig en lussing, men det gjorde han heldigvis ikke.

Midt i alt råberiet kom min mormor ind (Det skal lige siges at min mor bare stod og gloede på mig og gjorde ikke noget, selv om hun kunne se at jeg var meget bange) og sagde at han skulle stoppe med at råbe af mig. I stedet begyndte han at råbe af hende, og jeg følte mig vildt dårligt tilpas og kunne ikke gøre noget og min mor sad med tårer i øjnene, men hun gjorde ikke en skid. Mens jeg sad og koncentrerede om ikke at græde, råbte min far lidt mere af mig, og gik ind på sit værelse og smækkede døren, og derefter gjorde resten det også. Jeg lagde mig ned i sengen og begyndte at tudbrøle uden lyd, da min mormor kom hen til mig og trøstede mig. Jeg følte mig vildt elsket, og derfor græd jeg endnu mere. Det er lang tid siden, jeg har følt mig elsket.

Jeg forstår det bare ikke. Jeg forstår ikke noget. Hvorfor er mine far sådan mod mig, og hvorfor gør min mor ikke noget? Hvorfor er det altid mig, der gør alting galt? Siden den dag, er min selvtillid røget endnu mere i bund. Når jeg er i skolen glemmer jeg alt om det, men når jeg kommer hjem, og hvis min far råber af mig, bliver jeg ulykkelig.

Jeg har aldrig tænkt på selvmordstanker men ja, jeg har overvejer det. Jeg tænker bare at mine forældre ville være ligeglade hvis jeg døde. Eller jo, de ville være kede af det fordi at så ville de ikke have nogen til at tømme opvaskemaskinen og passe børn og sådan noget. Jeg elsker min mormor og vi har endda et tættere forhold end mig om min mor har. Og jeg ser kun min mormor én gang om året (nogle gange to) fordi hun bor i et andet land.

Min mormor har også noget i mod min far, og har prøvet at sige til ham at han skal behandle mig ordentligt og ikke råbe af mig, for det ødelægger mig. Hans eneste svar var “Så lad hende ødelægge sig.” Jeg blev vildt ulykkelig. Vil han ligefrem have at jeg skal ødelægge mig? Mener han at han vil have at jeg skal dø eller hvad? Jeg forstår det ikke. Hvorfor kan han ikke være som alle andre fædre. Jeg har intet forhold til ham, og mit forhold til min mor er meget lille. Jeg tør ikke selv sige noget til ham.

Engang da min mor var ude at rejse, skulle min far passe mig og mine søskende. Jeg hostede vildt meget, og jeg skulle tage modet til mig i flere dage, før jeg turde spørge ham om han ville køre mig til lægen. Jeg tænker bare at det slet ikke normalt. Og her på det sidste er ham begyndt at være totalt overbeskyttende over for min lillesøster på 3 år. Hun er fars pige og hun bruger det i mod mig. Hvis jeg gør noget, hun ikke vil have f.eks. slukker fjernsynet eller gør noget hun ikke kan lide, så sladrer hun til min far, og straks er han ovre ved mig og siger at jeg skal lade hende være. Det er vildt uretfærdigt. De siger at de elsker hinanden. for eksempen kommer hun hjem fra børnehave og siger “Jeg elsker dig, far” og han svarer “Jeg elsker også dig, min pige” eller omvendt. Og jeg føler et stik i hjertet, for jeg kan ikke huske at han nogensinde har sagt de ord til mig.

Og mine forældre skændtes tit højlydt om aftenen, og det er så irriterende, men jeg gør ikke noget. For jeg tør ikke at sige noget til min far, og jeg har opgivet at snakke med min mor. Jeg er bare bange for at han begynder at råbe højt ligesom han gjorde dengang i sommerhuset, eller endda slå mig, selv om han aldrig har gjort det før. Når han råber ser jeg ham nogle gange som et monster. Jeg ser på ham med væmmelse. Men der er intet jeg kan gøre. Jeg er åbenbart nødt til at leve sådan her.

Jeg har aldrig snakket med nogen om det her, udover min mormor, men hun kan ikke gøre så meget mere for mig, udover at bede for mig. Jo, der var faktisk engang, hvor min far lige havde råbt af mig, og da jeg var ved at gå ind på mit værelse bankede mine 2 veninder på døren og spurgte om jeg ville med ud. Jeg sagde ja og vi gik udenfor, men på et tidspunkt kunne jeg bare ikke klare presset, så jeg brød sammen foren dem og da de spurgte hvad der var galt, løj jeg og sagde at det bare var fordi, jeg følte mig ensom, og det troede de selvfølgelig på.

Jeg kan heller ikke snakke med min klasselærer om det. Jeg stoler meget på hende, men her på det sidste er hun begyndt at ignorere mig når jeg rækker hånden op i timen. så derfor jeg stoler ikke så meget mere på hende.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare lade det fortsætte, eller skal jeg gøre noget? Jeg syntes at jeg er så anderledes; Alle andre har et tæt forhold med mindst et af deres forældre. Hvad skal gøre?