Problemer med at være hjemme
Hej!
Jeg hedder H. og er 17 år gammel. Jeg skriver til brevkassen, da Jeg har det svært med at bo hjemme efter mine forældres skilsmisse. Det er ved at være rimelig kompliceret og jeg ved ikke længere, hvad jeg kan gøre for at få det bedre.
Jeg har snakket med min søster, et par veninder, min klaverlære og min tidligere kontaktlære på efterskolen. Det er dog ved at være 2 år siden, at de flyttede fra hinanden, så jeg tænkte, at det snart burde fungere, altså med nye vaner og sådan efter, at de flyttede fra hinanden. Det gør det desværre bare ikke.
Jeg har aldrig haft et “drømmeforhold” med mine forældre. Det er sjældent, at det har været dem jeg er gået til.
Det var min mor som dengang valgte at flytte. I noget tid havde jeg det svært med helt at fungere med hende. Hver gang jeg var sammen med hende blev jeg rigtig ked af det. Hun flyttede, uden jeg havde nogen indflydelse, min adresse ned til hende og bestemte, at jeg skulle være hos hende hver anden uge. Jeg protesterede, da det ikke fungerede og snakkede med min søster (hun er flyttet hjemmefra, men fortalte hende om det, da det ikke føltes som om hverken min mor eller far lyttede til mig). Det endte så med at blive 2 uger hos min far og 1 uge hos min mor. Min far bor i huset, hvor jeg er vokset op, så det er her jeg føler mig tilpas, hvilket jeg ikke gør i min mors lejlighed. Der føler jeg mig lidt lukket inde og tom for idéer.
Sidste år var jeg på efterskole og det var dejligt at være væk fra det hele og lige få en pause hvor det hele blev sat lidt på standby. Det var sjældent at jeg var hjemme, for havde ikke behov for at komme hjem til “kaos”.
Mine forældre kan godt snakke sammen, men helst ikke mere end højest nødvendigt. Nu bor jeg mest hos min far, men min mor fortæller mig jævnligt at hun savner mig. Hun har derfor sagt at jeg skal være hos hende hver anden weekend. Det synes jeg bare er svært, for hvis jeg så skal noget i den weekend får jeg dårlig samvittighed.
Jeg har generelt en travl hverdag + weekend, da jeg går i gymnasiet og bor langt væk og busser, som passer dårligt, så jeg bruger ca 3 timer på transport hver dag. Derfor har jeg også bare brug for ikke at skulle flytte rundt.
Selvom det ikke er så ofte jeg er hos min mor fylder det bare rigtig meget og det stresser mig. Jeg kan også mærke at der er meget mere for hendes skyld at jeg kommer derned end for min egen. Så det fungerer ikke for mig.
Derudover er min far begyndt at få sig en kæreste. Det havde jeg det ret svært med i starten, men nu har jeg vendt mig mere til tanken, men jeg føler mig bare ikke velkommen når hun er her, hvilket er i weekenderne, så jeg kan ikke være mig selv. Og når hun er her har min far ikke andet i hovedet end hende. Og i hverdagene ser vi efterhånden ikke hinanden meget længere, da vi begge kommer sent hjem og jeg går tidligt ned på værelset da jeg skal lave lektier.
Min kontaktlære fra efterskolen ved hvordan jeg har det og han har også sagt til mig at jeg altid kan skrive eller ringe til ham, men føler bare det er lidt mærkeligt at skrive til ham….
Min klaverlære har spurgt mig om jeg har overvejet det at flytte hjemmefra. Jeg kan egentlig godt forstå at hun foreslår det og kan også godt se fordelene i det, men føler bare ikke jeg er klar til at forlade mit hjem, men der er jo ikke så meget tilbage, da det kun er min far og jeg eller min mor og jeg.
Udover alt det ovenover så bliver de (især min far) også ved med at nævne økonomiske ting.
Ved min mor handler det om at jeg skal være mere hos hende da det ellers er skattesnyd at jeg har adresse hos hende, da hun får økonomisk støtte (Det har bare aldrig været mig som ville have adresse der, men min mor er afhængig. Det gør bare ondt at hun så bruger det som argument for, at jeg skal være hos hende, altså så det i sidste ende er nødvendigt at jeg bor mere hos hende til hverdag så hun har råd til at bo i sin lejlighed),
hun er arbejdsløs og har derfor ikke særligt mange penge.
Derudover har hun det mentalt ikke super godt, så derfor sidder hun hele tiden og fortæller mig om hvor svært hun har og sådan, men når jeg fortæller hende at jeg har det svært er det som om hun ikke rigtig lytter til det.
Ved min far handler det om at han betaler for de ting jeg laver i min fritid og tøj og sådan. Der får jeg hver måned nogle penge. Fx snakker han tit om hvor dyrt klaver er. Det har i længden gjort at jeg bliver ked af det hver gang jeg spiller klaver, så nu nyder jeg det ikke engang. Det gør mig rigtig ked af det.
I 9. klasse, lige efter at de flyttede fra hinanden, begyndte jeg at have svært ved at huske ting, både i skolen og ellers. Derudover fik jeg svært ved at overskue mit program i hverdagen. Det forsvandt nogenlunde da jeg var på efterskole, men nu er det kommet tilbage igen. Min søster, klaverlære og en veninde sagde flere gange at de var bekymrede for mig og at jeg skulle passe på mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede at nævne det for mine forældre (hver for sig), men det virkede bare som om de ikke rigtig tog det seriøst. Det gjorde mig selvfølgelig ærgerlig, da det netop er dem, som skal hjælpe mig og når jeg så endelig snakker med dem (og skulle overskride en grænse lidt for det) om at andre er bekymrede for mig, at de ikke reagerer…
Det med hukommelsesbesvær og en følelse af ikke at kunne overskue ting er kommet lidt tilbage, hvilket ærgrer mig, da jeg havde det så skønt på efterskole.
Jeg ved godt det var mange ting og kunne komme med mange flere, men tror godt I har forstået budskabet.
Jeg har det svært med begge mine forældre, dog bedst med min far, men føler at jeg har hvad jeg har brug for i mine veninder (og evt også i deres forældre + klaverlære og kontaktlære). Er bare heller ikke mentalt klar til at flytte hjemmefra. Jeg føler mig desværre ikke helt tilpas, hverken hos min mor eller far og har egentlig bare brug for ro i min hverdag og følelsen af at være “en familie” igen.
Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre og føler at jeg er løbet tør for idéer, træt af at mine forældre ikke lytter og skal kommentere på ting i forhold til økonomi og beder dem da også om at ordne det med hinanden i stedet for mig.
Hilsen H.
Du har en Initiativret
Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.
Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.
Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.
Sjitshow
Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!