problemer i hjemmet

Hej børnetelefonen.
Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal starte. Men tror det er lettest at starte fra starten af. Men jeg kan desværre ikke komme ind på alt for mange detaljer da der simpelthen er så mange ting som der spiller sig ind over det her.

Det er sådan at for ca 4-5 år siden har min bror lavet nogle problemer med stoffer, og nogle rockere og bandemedlemmer, som der så har gjort ham psykisk syg. Men takket være alt det min bror lavede dengang så begyndte det ikke kun at gå dårligt imellem dem, men også imellem os andre.

Det er så bare sådan at mine forældre har tilgivet min bror for det hele, og så har de nærmest skyldt hele skylden på mig istedet for. De rockere og bandemedlemmer begyndte netop og dukke op hjemme ved vores hus osv. og mine forældre gav min bror penge mange gange til at betale det han skyldte dem(efter deres hoved) men nogle gange tænker jeg nu at det enlig var løgn alt sammen. Tror self. ikke at det var løgn det med at de dukkede op ved vores hus, for har selv set dem her nogle gange. Men tror at han brugte pengene selv på andre ting.

Men nu har i lidt baggrund så i kan forholde jer lidt til hvad der er sket for at vi har de problemer som der er. min mor fik et rigtigt stor knæk mentalt set og fik en stor depression som hun næsten kom over da hun stoppede med psykolog, og takket være det så gav det et stort tilbageslag som man først begyndte at kunne se efter 2år. og min bror kom så for ikke så lang tid siden ind på et sted for dem som der er psykisk syge, da han er skizofren og man depressiv og har faktisk ondt af ham da han trosalt er familie.

og Nu spoler vi lige tiden frem til nu. Nu mange år efter har mine forældre og min bror det så dejligt med hinanden, at jeg ærligt talt kunne brække mig. Mine forældre har intet tid til mig. Jeg handler ind, rydder op, passer vores dyr, laver mad og ordner hvad der ellers skal gøres inde i huset, hvor min far så ordner det udenfor(har det fint nok med min far) Min mor sidder hele tiden foran tv’et med sin mobil og man kan ikke komme i kontakt til hende overhovedet.

Min bror er værge for min bror nu hvor han er kommet ud igen, så når han ikke arbejder så snakker han enten i mobil med min bror eller besøger ham eller også så skændes han med min mor, eller ordner huset udenfor. Jeg har fået taget nogle mentale teste for at se om jeg altid har været sådan en person som der har det med at være depressiv. men det sagde den nej til, den vidste istedet at jeg var ensom derhjemme men at jeg havde mange venner. den vidste også at jeg selv har fået en stor depression, kan jeg så ikke komme over pga. det her hjemme er grunden til den bliver ved med komme.

Der sker til tider at jeg vælger at lukke alt som der har været for slemt til at jeg vil huske det, næsten bare ligge det ned i min egen kasse i et hjørne af min hjerne og bare låse den og smide nøglen væk. Men næsten alt det der er sket for i min barndom kan jeg ikke huske, og det siger mange psykologer ikke kan komme frem igen før jeg kan slappe af og har tid til at åbne mig. Det hedder så bare jeg faktisk er meget åben, jeg har intet imod at fortælle om mine problemer, mine forældre gider bare ikke at hører på dem.

nå men jeg må vel heller fortælle noget mere om det der hjemme. Mig og min mor skændes konstant om alt, og det er for det meste ikke mig der starter. Hun brokker sig bl.a. over at jeg går inde ved unge-centret og mange andre ting som kommunen siger jeg skal for at de overhovedet gider at overveje at hjælpe.

Min mor brokker sig også over at jeg skal i skole og syntes heller at jeg skulle være der hjemme og ordne huslige ting som at passe hende op i hoved og røv. Og for det meste så skændes vi om det med skole hver morgen jeg skal i skole så jeg kommer tit mere end en halv time forsent selvom mig og min mor har skændes siden kl. 6 om morgenen og det sker tit at jeg først kommer ud af døren kl. 8 og der er skolen allerede startet.

min mor gider faktisk kun at se til min side hvis det er sådan at hun får brok fra kommuner af og sådan noget. Min lære og unge-centret har skrevet indtil kommunen at det slet ikke er som det skal være derhjemme og de enlig ikke ved hvad de skal gøre for at det skal være så jeg kan holde ud til at være der hjemme.

Det sker tit at jeg ikke får noget mad i en længere periode fordi jeg ikke har penge til at handle ind da min mor ikke gider at gi mig nogle, og hun heller ikke gider at lette røven fra sofaen af og gå ned og handle ind, og da min bror han tager mine penge i min pung når han er hjemme så har jeg aldrig nogle penge, indenfor de sidste 4 år har jeg mistet mindst 13.000 kr. og det sker faktisk ret tit at han tager mine penge, sådan lidt af gangen, og mine forældre gider ikke at hjælpe, og da jeg skal betale for tøj, makeup, mobil, møbler, mad(også nogle gange når vi har aftensmad men ikke taget op til mig) vores dyr og mange andre ting, og det kan man ikke rigtigt få råd til da jeg kun har 900 kr om måneden, som der hurtigt kommer ned til de 700 da man bror tager mindst 100 kr hver gang han er hjemme, og det er hver anden weekend.

Og jeg kan ikke lide ham, for imens at han får alt opmærksomheden fra min mors og fars side og alt støtten og omsorgen, så sidder jeg der hjemme og skal prøve at holde styr på skolen, lektier, mine dyr, mine skænderier med min mor og resten af familien, og å meget andet, så bliver jeg selv sat til side. så det hedder nogle gange 3 dage hver uge at jeg ikke får noget som helst mad. Jeg vælger et ikke selv, men da jeg kun er 16 år så har jeg ikke så meget overskud, og da jeg har meget meget mere jeg skal holde styr på end alle andre på min alder så går det slet ikke.

Jeg har netop eksamen i år, og jeg kan ikke koncentrere mig om at lave mine lektier og har ingen mulighed for at få hjælp til det da jeg har 2 hunde som der ikke bliver luftet, selvom min mor ikke arbejde og enlig bare sidder derhjemme og laver intet. Så når min far kommer hjem og jeg endelig har tid til at lave mine lektier efter den daglige rutine som der starter med først at gå ud i haven med hundene, så gøre rent, så ser man om der er noget mad derhjemme, og hvis ikke og man har nogle penge så tager man også lige ned og handler ind, men sker ikke så tit det med at man har nogle penge, da jeg tit skal købe en pizza eller et eller andet fordi min mor har glemt at jeg også skal spise med.

Jeg vejer heldigvis det man må, men da jeg har mavesår, og har haft 6 indenfor 3år så kan jeg ikke tåle at spise junkfood så tit, men problemet er at min mor først siger at hun ikke har taget mad op til mig før kl er ved at være 5 og da jeg også skal lave mad før jeg overhovedet kan gå igang med mit eget liv.

Og efter jeg har lavet mad og hentet noget til mig selv så skal jeg træne en time og så i bad, og så er kl. allerede ved at være de 8-9 stykker. men så sætter jeg mig op på mit værelse for at lave mine lektier, men jeg hører konstant mine forældre skændes, da min far er træt af at hun ikke gider at deltage i familien, og at hun skal ligge den mobil fra sig og bare hører efter hvad man siger og ikke glemme det igen efter 3sekunder. og så kan jeg self. ikke koncentrere mig om mine lektier mere da jeg begynder at føle mig endnu mere ensom en jeg gjorde i forvejen, da de ikke engang vil spørge om hvordan jeg har det.

Min mor har smidt mig ud hjemmefra ret så mange gange efterhånden, nogle gange ved jeg ikke hvor jeg skal tage hen, også er jeg nødt til at sove på en togstation. nogle gange er jeg så heldig at jeg kan sove hjemme ved nogle af mine venner indtil min far begynder at undre sig over om hvorfor jeg ikke er kommet hjem endnu og han så finder mig.

jeg har aldrig rigtigt lyst til at komme med hjem. ikke engang da jeg blev smidt ud i sommerferien og jeg bare sov på en togstation i 3 dage hvor jeg så fik nogle venner til at give mad og jeg flækkede min læbe og øjenbryn og havde problemer med at bevæge mig, jeg kom først hjem igen efter 14 dage, og det var kun fordi at jeg savnede mine hunde og ville se hvordan de havde det, mine forældre spurgte ikke engang indtil hvorfor der var betændelse i min læbe og den var større end en tomat og at min hofte var hævet og blå og det sammen med mine hænder og fødder, der var bare skræmmer over alt. jeg kom ikke engang på hospitalet med det, så min læbe er stadig noget hævet, men har fjernet glasskår og det værste derfra så det er ikke så slemt, men man kan slet ikke bevæge sin læbe ordenligt.

nå men børnetelefonen der var så en lille forkortelse af mit liv og hvordan det ser ud…. men hvis det er sådan at jeg skulle fortælle det hele så ville det tage flere dage og for mange tårer… og vil helst ikke græde fordi at grunden til at jeg kan græde er pga. jeg har mødt en perfekt fyr som der kan få mig til at græde af glæde. men ellers har jeg ikke grædt i 5 år

men håber i svare hurtigt hilsen den meget ensomme pige