Problemer i hjemmet og selvmord i familien tager hårdt på mig
Jeg er en pige på 19 år og er i gang med mit andet år på hf.
Jeg bor i øjeblikket hjemme ved min mor og far sammen med min bror på 17 år og søster på 8 år. Jeg trives ikke og har svært ved at koncentrere mig derhjemme. Jeg kan ikke slappe eller finde overskud til hverdagen, lektier og afleveringer. Jeg føler et stort ansvar overfor min familie siden min hverdag blev vendt op og ned i 7. Klasse. Nemlig da min mormor, som altid har været den jeg kunne snakke med alt om, begik selvmord.
Det har påvirket mig rigtig meget lige siden og gør det stadig. Jeg begyndte at skade mig, lukke mine følelser inde og have en facade på hver gang jeg var i nærheden af mennesker. Når jeg var alene gik det helt galt, jeg græd og skreg ind i min pude, og kunne kun stadse mine tåre ved at påføre mig selv en form for smerte. Jeg er blevet bedre til at tackle det, men nogen gange går det stadig væk helt galt.
Jeg prøver og gør virkelig alt for at det skal fungere derhjemme, men jeg føler det er virkelig svært og hårdt, hvilket det har været lige siden. Sidste år var det utrolig hårdt at skulle bo hjemme og samtidig få skolen til at fungere ved siden af. Men indenfor de sidste par måneder er det blevet endnu værre eftersom min mor har fået konstateret angst og min faster, som jeg altid har været rigtig tæt på igennem hele mit liv, flere gange har været ved at tage sit eget liv.
Jeg er bange hele tiden og frygter at noget slemt sker. Hun er nu blevet erklæret skizofren og indlagt. Min mor tager medicin mod hendes angst og kæmper for at vi børn ikke skal blive påvirket af det, men det påvirker mig i en alt for stor grad. Det tager rigtig hårdt på min far som i forvejen lider af søvnproblemer og selvfølgelig også resten af familien. Vi kommer desværre alt for ofte op af skændes, også selvom vi kun vil hinanden det bedste.
Det er skam, men det er hårdt og tager alt for meget på mig at skulle bo hjemme.Jeg har en kæreste der også går på min skole, som jeg prøver at være ved så tit hos som muligt for at kunne finde noget ro og få lavet mine afleveringer. Det er det eneste sted jeg får mulighed for at lade mit batteri op til de kommende skoledage og holde motivationen bare lidt oppe. Mit fravær er højt hvilket jeg bestemt ikke er tilfreds med, men jeg kan ikke få mig selv op af sengen på grund af søvnproblemer, mangel på motivation, overskud og troen på at jeg kan gennemføre Hf.
Jeg frygter for at skulle droppe ud og få endnu et nederlag. I samarbejde med min skole, studievejleder og rektor har jeg forsøgt at søge udeboende su – så jeg kan flytte hjem til min kæreste og få hverdagen til at fungere igen. Problemet er at jeg ikke har nogen der kan dokumentere det for mig. Efter mange samtaler med mine forældre, har min mor skrevet under på papirerne, men det er bare ikke nok. Jeg går til skolepsykolog, men han føler ikke at han kan skrive under endnu, da jeg ikke har haft så mange samtaler med ham endnu. Alt ser håbløst ud og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg håber i kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.