Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Problemer i familien

Hej
Jeg er en 13 årig pige der bor sammen med min mor, far og lillebror. Mit problem startede i juli 2014 da min mormor døde. Hun døde en meget naturlig død forårsaget af lungekræft og det var selvfølgelig meget trist men efter begravelsen kom jeg ligesom over det. 
Min morfar som havde været sammen med min mormor i rigtig mange år og som havde levet i den tid hvor det var kvinderne der lavede maden og gjorde det meste. Derfor begyndte han at spise ved os til aftensmad HVER eneste aften. Både pga. han ikke selv kan finde ud af at lave mad men også for at kompensere for ensomheden han måtte have da han for første gang skulle bo alene i deres store hus. 
Jeg havde det egentlig fint med det til at starte med og min mor sagde det bare var i sommerferien og når ferien var slut skulle vi jo i skole igen og mine forældre på arbejde så det var kun for sommerferien. Ja, det havde jeg det jo fint med så længe det var i sommerferien og jeg holdt ud de mange aftener hvor de ikke talte om andet end hvad der var sket i nyhederne, den store forsidehistorie i avisen, klimaet, de gamle dage osv. 
Men efter ferien fortsatte det. Uden jeg havde fået noget at vide som om det bare var en selvfølge så blev han ved med at spise med hver aften. Det eneste han laver når der ikke er mad er at sidde foran fjernsynet i stuen og se fodbold eller nyhederne så der er ligesom ikke nogen af os andre der kan se noget om aftenen. Mine forældre har et andet fjernsyn i soveværelset men mig og min lillebror kan fx ikke se julekalender sammen eller det nye afsnit af Voice lørdag aften. 
Der er så mange andre ting der irriterer mig ved det: Han tager aldrig toiletbrættet op, han taler om alle mulige ting mig og min lillebror ikke gider. Jeg er også en person som går meget op i hvad jeg spiser. Jeg dyrker meget motion og går også til konkurrencedans så jeg vil helst spise sundt (har intet imod at spise kage eller slik nogen gange ) så vi er begyndt kun at få sådan noget fedt mad fx kartofler med sovs, flæskesvær osv. I modsætning til før da vi som regel fik fisk, salat, pasta osv.
Men der hvor det største problem er for mig altså det der gør det til det store problem er at jeg føler han tager min familie fra mig. Aftenen d. 29/12 da jeg lige var kommet hjem fra byen med en veninde der kommer jeg ind og vil vise min mor hvad jeg har købt og skal også lige til at lege med vores hund da min morfar selvfølgelig kommer. Der var der ligesom noget der udløste det hele i mig jeg gik ind på mit værelse og kunne simpelthen ikke holde tårerne tilbage længere. Siden den dag har jeg ikke spist med ved bordet længere.
Jeg græder stort set hver aften og det piner mig hvor dårligt et forhold jeg har fået til mine forældre. Jeg bliver så følelsesladet når jeg tænker på hvor skuffet min far er over mig når jeg ikke vil spise med længere. Det skal siges at jeg mange gange har prøvet at komme med små hints til at jeg har det træls men det er ligesom de, specielt min mor, ignorerer det selvom hun godt ved det inderst inde. Jeg tør ikke rigtig sige det ligeud til hende fordi det jo er hendes far og jeg ved hvor glad mine forældre er for at han spiser med. Jeg ved også med mig selv at hvis jeg beder dem om at han ikke skal spise med hver aften så vil jeg føle sådan en stor skyldfølelse over det og jeg er bange for at fortryde det på længere sigt.
Så ja, det blev et meget langt brev men jeg håber i kan hjælpe mig med hvordan jeg kan takle problemet og få snakket ud om det. Mine tanker kører rundt hver eneste dag og jeg kan ikke finde ud af om det bare er mig der er blevet en sur teenager eller om det rent faktisk er et reelt problem
Hilsen en pige

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Tusind tak for dit brev hvor du beskriver situationen hjemme hos jer. Du er virkelig god til at sætte ord på dine tanker og dine følelser. Jeg hører bestemt ikke at du er en sur teenager tværtimod hører jeg, at du er meget omsorgsfuld og hensyntagende. Jeg kan godt forstå at dine tanker kredser om dette problem hver dag, for det er jo jeres familie som har ændret måde at være sammen, og det kan være ganske frustrerende.

Du skriver at du er i tvivl om hvordan du skal takle dette, og at du er bange for at gøre noget som du vil fortryde på længere sigt. Jeg kan godt forstå, at du føler dig i tvivl om, hvad der er det rigtige, for du vil ikke såre nogle, men samtidig vil du også gerne passe på dig selv. Jeg tænker at du tager for meget på dine skuldre, ved at tro at det er dig alene der skal løse dette problem og finde den rigtige måde at takle tingene. Livet er uforudsigeligt og der vil ske ændringer engang imellem, nogle er man herre over og andre er man ikke herre over. Din mormor døde, og det har jo også betydning for jeres familie - der er sorg og mange følelser i spil, og heldigvis en stor omsorg for hinanden, hvilket lyder dejligt.

Det lyder som om I har været gode til (i familien, før mormor døde) at finde frem til hvordan jeres familieliv fungerer godt. I en familie på 4 personer, kræver det, at man samarbejder og kommunikerer hele tiden for at tilpasse sig hinandens ønsker og behov. Hos nogle familier kører det bare og man lægger faktisk ikke mærke til at det sker, og hos andre familier er det sværere med kommunikationen og man synes man bliver nødt til at råbe højt, for at der er nogle der hører hvad man siger.

Kunne det tænkes at det har været sådan I jeres familie, at I har tilpasset jer hinanden så godt, at I måske ikke har haft behov for at tage de svære samtaler om noget der ikke fungerer så godt? Måske har I, i jeres familie, ikke rigtig øvet jer i at snakke om de sværere ting? Nu hvor din morfar er hos jer hver dag, betyder det ændringer i de ting I som familie plejer at gøre og den opmærksomhed I har for hinanden. Men i lyder til at være en familie, hvor man også tænker på hvordan man har det, og mon ikke det vil være muligt for jer som familie at finde ud af, hvordan I gør tingene bedst så I har det godt sammen. Fx kan det være, at morfar også synes det er hyggeligt at se X factor med jer - fordi det er det du og din bror gerne vil se. Jeg tænker, at alle må lytte til hinanden og finde den bedst mulige løsning sammen...

Mit forslag til dig er at du viser dine forældre dit brev og måske dette brev, og/eller at du beder dem om et familiemøde hvor du fremlægger dine tanker og følelser. Det er ikke rimeligt at det er dig alene som skal finde den bedste løsning. Måske har dine forældre slet ikke kendskab til hvordan alt dette berører dig (selvom du måske syntes at de burde vide det), måske savner de også den måde I var familie på før? Kunne det tænkes at dine forældre er i tvivl om hvordan I bedst griber dette an? Jeg tænker at, selvom det er svært for alle, så vil den bedste løsning komme frem, når I snakker sammen og får lagt alle kort på bordet. Du behøver ikke have en færdig løsning på problemet, det vigtigste er at du får fortalt hvordan du har det.

En anden ting er, om det rigtigste er om morfar stadig skal komme så meget i jeres hjem? Ja, det tænker jeg at I sammen vil finde frem til når I holder familiemøde.

Jeg håber I finder er god løsning som I alle er glade for, du er meget velkommen til at ringe herind hvis du har lyst til at snakke mere, vores telefon er 116 111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat