Problemer i familien

Hej
Jeg er en 13 årig pige der bor sammen med min mor, far og lillebror. Mit problem startede i juli 2014 da min mormor døde. Hun døde en meget naturlig død forårsaget af lungekræft og det var selvfølgelig meget trist men efter begravelsen kom jeg ligesom over det. 
Min morfar som havde været sammen med min mormor i rigtig mange år og som havde levet i den tid hvor det var kvinderne der lavede maden og gjorde det meste. Derfor begyndte han at spise ved os til aftensmad HVER eneste aften. Både pga. han ikke selv kan finde ud af at lave mad men også for at kompensere for ensomheden han måtte have da han for første gang skulle bo alene i deres store hus. 
Jeg havde det egentlig fint med det til at starte med og min mor sagde det bare var i sommerferien og når ferien var slut skulle vi jo i skole igen og mine forældre på arbejde så det var kun for sommerferien. Ja, det havde jeg det jo fint med så længe det var i sommerferien og jeg holdt ud de mange aftener hvor de ikke talte om andet end hvad der var sket i nyhederne, den store forsidehistorie i avisen, klimaet, de gamle dage osv. 
Men efter ferien fortsatte det. Uden jeg havde fået noget at vide som om det bare var en selvfølge så blev han ved med at spise med hver aften. Det eneste han laver når der ikke er mad er at sidde foran fjernsynet i stuen og se fodbold eller nyhederne så der er ligesom ikke nogen af os andre der kan se noget om aftenen. Mine forældre har et andet fjernsyn i soveværelset men mig og min lillebror kan fx ikke se julekalender sammen eller det nye afsnit af Voice lørdag aften. 
Der er så mange andre ting der irriterer mig ved det: Han tager aldrig toiletbrættet op, han taler om alle mulige ting mig og min lillebror ikke gider. Jeg er også en person som går meget op i hvad jeg spiser. Jeg dyrker meget motion og går også til konkurrencedans så jeg vil helst spise sundt (har intet imod at spise kage eller slik nogen gange ) så vi er begyndt kun at få sådan noget fedt mad fx kartofler med sovs, flæskesvær osv. I modsætning til før da vi som regel fik fisk, salat, pasta osv.
Men der hvor det største problem er for mig altså det der gør det til det store problem er at jeg føler han tager min familie fra mig. Aftenen d. 29/12 da jeg lige var kommet hjem fra byen med en veninde der kommer jeg ind og vil vise min mor hvad jeg har købt og skal også lige til at lege med vores hund da min morfar selvfølgelig kommer. Der var der ligesom noget der udløste det hele i mig jeg gik ind på mit værelse og kunne simpelthen ikke holde tårerne tilbage længere. Siden den dag har jeg ikke spist med ved bordet længere.
Jeg græder stort set hver aften og det piner mig hvor dårligt et forhold jeg har fået til mine forældre. Jeg bliver så følelsesladet når jeg tænker på hvor skuffet min far er over mig når jeg ikke vil spise med længere. Det skal siges at jeg mange gange har prøvet at komme med små hints til at jeg har det træls men det er ligesom de, specielt min mor, ignorerer det selvom hun godt ved det inderst inde. Jeg tør ikke rigtig sige det ligeud til hende fordi det jo er hendes far og jeg ved hvor glad mine forældre er for at han spiser med. Jeg ved også med mig selv at hvis jeg beder dem om at han ikke skal spise med hver aften så vil jeg føle sådan en stor skyldfølelse over det og jeg er bange for at fortryde det på længere sigt.
Så ja, det blev et meget langt brev men jeg håber i kan hjælpe mig med hvordan jeg kan takle problemet og få snakket ud om det. Mine tanker kører rundt hver eneste dag og jeg kan ikke finde ud af om det bare er mig der er blevet en sur teenager eller om det rent faktisk er et reelt problem
Hilsen en pige