Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Problemer i familien

Kære Brevkasse.

Jeg har nogle problemer i min familie, som jeg er rigtig ked af. Jeg bor hjemme sammen med begge mine forældre.

For det første så har jeg det ikke særlig godt med min far. Det er som om han altid er sur og irriteret på mig, og jeg synes ingen ting jeg gør.

Min far er rigtig streng med alting. Hvis man bare kommer til at sige den mindste lille ting forkert, som ikke er ment dårligt eller noget som helst, så kan han blive vildt sur og begynde at skælde ud. Nogle gange så når jeg lige er stået op om morgnen, så begynder han også at kritisere mig, og skælde mig ud. Så kritiserer han mig for at jeg roder og at jeg ikke snakker ordentligt, selv om jeg altid rydder op efter mig og snakker helt ordentligt.

Det er virkelig ikke særlig sødt gjort af ham og det er også temmelig dobbeltmoralsk sagt, da han selv taler meget grimt og nedladende til mig. Desuden så rydder han aldrig op efter sig selv, men smider bare sit tøj rundt omkring.

Jeg mener, det er som om det er mig der den voksne og han bare er barnet der skyder skylden på alle andre. Det er ikke kun mig han er efter. Han er også tit efter min mor og han vrisser af hende og skælder også ud på hende. Når det sker, så bliver jeg meget ked af det.

Men jeg tror måske det er pga. at han har tinitus. Det gør ham ked af det. Det kan jeg også godt forstå. Det må jo ikke være rart når det suser og ringer i ens ører. Men det er jo ikke min skyld, så derfor kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor det skal gå så meget ud over mig.

Der er også et andet problem. Min mor ryger og det gør mig virkelig ked af det. Jeg ville sådan ønske at hun ville holde op med at ryge. Jeg har snakket med hende om det, men hun har røget siden hun var 16 og i dag er hun 50, så derfor er det svært for hende at holde op med at ryge.

Jeg lover hende alt muligt, hvis hun bare vil holde op med at ryge. Jeg lover hende at jeg vil lave aftensmad, og at jeg vil handle ind. Jeg lover at jeg vil hjælpe hende med alle de ting der stresser hende, men jeg tror ikke hun kan holde op.

Nogle gange så græder jeg om aften, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg føler jeg er helt alene med mine problemer. Jeg er bare så bange for at jeg skal miste min mor. Jeg vil ikke have at hun dør før tid, pga. at hun ryger!

Jeg har snakket med hende om det op til flere gange og jeg græder næsten hver gang, men det hjælper bare overhovedet ikke. Hun siger jeg er pivet og hvis min far hører noget om det, så kommer han straks og skælder mig ud.

Jeg får at vide at jeg er pivet og sart og at jeg skal tage mig sammen. Men det eneste jeg gør er jo at være bekymret og jeg prøver på at gøre noget godt for min mor.

Til hverdag går jeg på gymnasiet i 2.g. så jeg har selv nok at se til. Jeg har bl.a. haft stress, fordi der har været så mange lektier og afleveringer. Så kan jeg ikke sove om natten.

Et andet problem jeg har (og måske er det åndssvagt, men jeg fortæller om det alligevel) er at jeg har værelse ude i mine forældres gamle soveværelse. Det har jeg fået for ca. et halvt år siden, fordi vi byggede om i huset. Problemet er at min mor har røget ude i badeværelset som hører til. Jeg ved godt det måske lyder åndssvagt, men jeg er bange for at der kan være noget røg derude som kan gøre skade på mig.

Jeg synes også at min hud er blevet grimmere siden at jeg flyttede derud. F.eks. er min hud blevet mere uren og jeg synes også jeg har fået nogle streger/rynker i panden. Jeg ved godt at det måske ikke er logisk, men jeg tror det er røgen derude som gør det.

Min mor ryger ikke derude mere, fordi jeg har snakket med hende om det. Jeg har luftet ud derude, men jeg læste på kræftens bekæmpelse at man ikke lige kan få røg væk fra et rum bare fordi man lufter ud. Jeg læste at det ligger sig på ting i rummet, på vægge og gulve. Så nu har jeg det bare dårligt hver dag når jeg skal bruge badeværelset eller sove i værelset ved siden af.

Jeg ville gerne rykke tilbage til mit gamle værelse, men det er svært, for det ligger lige ved siden af stuen og der er ret meget larm om aften så derfor kan jeg ikke sove for det. Underligt nok kunne jeg godt sove derinde dengang jeg var mindre, men der synes jeg bare ikke at der var så meget larm. Jeg har prøvet at flytte ind i mit gamle værelse for en enkelt nat et par gange, men det ender altid med at jeg ligger vågen helt til kl. 3 og så først falder i søvn der. Det er som om jeg ikke kan sove derinde mere, selv om jeg godt ved det lyder fjollet, men ja, sådan føles det bare.

Jeg håber virkelig at der er en som gider at læse mit brev og som gider at svare på det. Jeg synes selv mit liv er ret rodet lige nu og jeg er næsten ked af det hver dag, så det ville betyde utrolig, utrolig meget for mig hvis der var nogen der ville komme med et svar og eventuelt nogle forslag til hvad jeg kan gøre.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige,

Tak for dit brev. Hvor er det flot, at du har haft overskud til at skrive til os. Vi gider bestemt godt at læse dit brev, og jeg vil forsøge at give dig et svar på de ting, som er svære for dig lige nu. Jeg tænker, at meget af det hænger sammen med hinanden.

Først vil jeg sige til dig, at jeg bliver hel varm om hjertet, når du skriver, hvor meget du holder af din mor og gerne vil have hende til at stoppe med at ryge. Jeg synes bestemt ikke, du er piv’et og sart, men tænker at det er noget din mor siger, fordi det vitterligt er meget svært for hende at holde op med at ryge, og hun ikke har et bedre svar til dig. Og som du også selv siger, har det ikke noget med dig at gøre. Det er alt sammen noget, din mor må tage ansvar for, selvom jeg godt forstår din bekymring, for rygning er noget møg. Din mor er voksen og vælger selv, om hun ønsker at ryge eller ej, men det påvirker dig, og måske kunne du og din mor igen snakke om, hvad det gør ved dig, at hun ryger og finde nogle regler om, hvordan mor skal ryge, når hun er hjemme, så din mor på den måde tager lidt hensyn til dig, hvad tænker du om det? 

Du skriver, at det måske er lidt åndsvagt med det badeværelse, hvor din mor en gang har røget. Det er ikke spor åndsvagt, rygning kan man lugte mange, mange år efter, der er blevet røget. Jeg tænker, ikke det er skadeligt for dig at være på badeværelset, hvis ikke der bliver røget mere. Men jeg forstår godt dine tanker, hvis du stadig kan lugte det. Det kan tit hjælpe, hvis man vasker godt af med noget som hedder grundrens så al nikotinlugten forsvinder, og hvis man skal gøre lidt mere, kunne I male badeværelset. Som en hjælp kunne du tilbyde at hjælpe med det. Tror du, det ville kunne hjælpe på dine tanker omkring, at det har været et gammelt ryger badeværelse….?

Du skriver, at din far skælder ud og taler grimt til dig. Det lyder ikke rart, I er så meget på kant med hinanden. Jeg synes heller ikke, at din far er den voksne, som du selv beskriver så flot. Det er ikke i orden at opføre sig på den måde, selvom han har tinnitus. Jeg ved fra andre, jeg har talt med, at de føler det samme som dig, når de er hjemme. Jeg tænker, at du har en alder lige nu, hvor du snart er voksen, men stadig er i teenageårene, hvor der sker rigtigt meget med dig både fysisk og psykisk. Du er igang med at løsrive dig, og det er naturligt at have egne meninger om mange ting, og det er ikke altid de harmonerer med din fars. Det er helt normalt, men det betyder ikke, at din far skal opføre sig, som han gør. Men jeg tænker, at det er vigtigt, I får snakket sammen i familien om, hvordan det er at være dig lige nu. Måske er det en snak, der kan være svær at tage alene med dine forældre. Måske kender du en anden voksen, der kunne være en støtte, det kunne være en lærer på skolen, en anden i familien, en venindes mor eller en hel anden. Det er vigtigt, at dine forældre forstår, hvordan du har det, for at de kan ændre på sig. Måske kunne det være en hjælp for dig at tage udgangspunkt i dit brev og svaret til os. Det beskriver godt, hvordan du har det, og kan være en hjælp for dig at støtte dig til.

Du skriver, at du går i 2.g og har haft stress og svært ved at sove. Det forstår jeg godt, for der er rigtigt mange ting, som du helt naturligt tænker over, og som ikke er i orden, du skal kæmpe med. Det kræver meget af en at gå i 2. g, og hvis der så ikke er ro derhjemme til, at man kan koncentrere sig om lektier, og lade op til næste dag, så har kroppen aldrig fri, og det er der ingen, der kan holde til. Jeg håber at du kan holde fast i dit mod og finde den hjælp og få den snak, der skal til for at det bliver rart at være derhjemme.

Hvis du har brug for lidt mere snak kan du altid ringe til BørneTelefone 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig.

Alt det bedste fra BørneTelefonen.

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat