Kære pige på næsten 14 år
Uha, en historie. Man sætter da ikke et lille barn af i vejkanten og kører videre. Det kan jeg godt forstå, har påvirket dig meget.
Det kan gøre det rigtig svært for et barn at få et godt og tillidsfuldt forhold til sine forældre, når man bliver straffet, hver gang man ikke gør, som de ønsker. Man kan få den følelse, at man ikke er særlig meget værd som menneske, når ens forældre vender én ryggen, når man i virkeligheden har brug for omsorg og kærlighed.
Det er meget ufølsomt, når de siger til dig, at du ikke er deprimeret, selvom det er sådan, du føler det.
Det kan godt være, at du ikke har diagnosen “depression”. Det kan kun en læge eller psykolog vurdere.
Men hvis du har en mistanke om det, så må det jo være, fordi du føler dig nedtrykt, utryg og derfor er i mistrivsel. Og det kan jeg jo høre, at du er.
Det skal dine forældre tage alvorligt og hjælpe dig med.
Selvmordstanker kan man heller ikke bare ignorere. Det skal man tale med sin læge om, så man får hjælp til at håndtere det. De kan sagtens opstå, når en situation virker uoverskuelig, håbløs – eller man bare ikke kan se nogle muligheder for, at noget bliver bedre. Det er ikke unormalt at “ønske sig væk”, men der er stadig lang vej til rent faktisk at ønske at dø. Heldigvis. For der er altid et alternativ, og det vil jeg meget gerne tale mere med dig om.
Ud fra det du fortæller, virker det som om, at dine forældre er meget firkantede og hårde i deres måde at opdrage dig på.
Det virker som om, at du forventes at gøre nøjagtig det, de forventer, på en specifik måde – og at der ikke er særlig megen plads til at være dig selv. De taler måske mere til dig en med dig? Og måske taler de mere, end de lytter.
Har du nogensinde prøvet sådan rigtig at tale med dem om måden, de håndterer dig på, og hvordan det får dig til at føle?
Altså på et tidspunkt, hvor de ikke er sure, eller hvor stemningen ikke er dårlig.
Har du fortalt dem, at du savner at mærke, at de elsker dig og drager omsorg for dig?
Det kan godt være svært, hvis ens forældre ikke er gode til at lytte, men nogle børn og unge har succes med at skrive et brev til deres forældre. Så bliver man ikke afbrudt, og man kan få sagt alt det, man har brug for at få sagt på den helt rigtige måde. Det kunne du måske prøve?
Hvis du har en generel oplevelse af, at du ikke har det godt derhjemme, og at du ikke kan tale med dine forældre om de ting, der er svære for dig, så er du nødt til at få talt med nogle andre. For din nuværende situation er uholdbar.
Er der nogen i din familie, du kan betro dig til? Dine bedsteforældre eller en onkel eller tante?
Har du talt med din søster om det? Gad vide hvad hun tænker og føler, når hun oplever at du får skylden for noget rod, som måske faktisk var hendes?
Nu er skolen selvfølgelig ikke åben for jer store elever endnu, men jeg vil gerne anbefale dig, at du betror dig til din klasselærer eller en anden voksen på skolen. Det er nemlig skolens pligt at hjælpe de elever, der ikke trives. Også når det handler om noget, der sker der sker derhjemme.
Men det kræver, at de ved, at du har det skidt. Derfor er du nødt til at fortælle, hvordan du har det. Det kan du også sagtens gøre nu ved at tage kontakt, selvom I ikke er fysisk sammen på skolen.
Det kan selvfølgelig godt være, at du føler tingene hårdere, end dine forældre mener det, og at det hele føles meget værre lige nu, hvor du har været så meget hjemme pga. Corona, men stadig er der jo noget, der ikke fungerer, og som du og din familie skal have hjælp til at lave om på.
Skolen har både tilknyttet en skolepsykolog, en socialrådgiver og en AKT-lærer. AKT betyder adfærd, kontakt og trivsel.
Alle tre personer kan tale med dig og hjælpe med at få tingene formidlet til dine forældrene på en måde, hvor der både bliver taget hånd om dig, der har det skidt, og om den familiesituation du befinder dig i sammen med dine forældre og din søster.
Der er tydeligvis noget, der ikke fungerer så godt. Derfor skal der hjælp til.
Det hele starter med, at du taler med din klasselærer, eller den voksne du nu føler dig tryggest ved. Derefter tager din klasselærer sig af resten.
Derudover kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 – eller bruge vores Chat eller SMS og tale med en rådgiver, der kan hjælpe dig mere præcist med, hvad du ellers kan gøre – og som kan forklare dig lidt mere om dine muligheder ud fra det, du vælger at fortælle dem.
Til sidst vil jeg lige sige, at det vigtige er ikke, om du har en depression. Det vigtige er, hvorfor du føler dig deprimeret.
Det er årsagerne, der skal arbejdes med. Derfor skal dine forældre tage dig seriøst. Og derfor skal der kigger på hele familien. Det er ikke dig, der er noget galt med.
Dine forældre har også en masse at lære. Det kan være, at de ikke er så gode til at forstå din måde at være teenager på, dine interesser, dit temperament, din væremåde i det hele taget, så de har en stor opgave i at lære at forstå dig – og lære at håndtere dig, så du føler dig tryg ved dem. Derfor er det vigtigt at få fortalt på skolen, at du har det svært.
Jeg håber du har mod på, at få kontaktet din lærer eller en anden voksen tæt på dig inden længe. Du har i hvert fald åbnet op for mig nu, og det er et godt første skridt på vejen til en bedre situation for dig og din familie derhjemme.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
