Kære pige på 16 år!
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp til situationen derhjemme. Det er slet ikke i orden, at din far slår dig og dine søskende. Det skal stoppes hurtigst muligt.
Jeg kan godt forstå, at det har taget hårdt på jer alle sammen, at I mistede jeres mor. Det må have været frygteligt hårdt. Jeg tænker på, om I er du mon har fået noget hjælp fra fx en psykolog til at bearbejde jeres sorg?
Din far er nok også blevet meget ked af det, da din mor døde, og det kan sagtens være grunden til, at han er begyndt at drikke. Nogle voksne begynder at drikke, når de er meget kede af det, fordi de tror, at det hjælper. Desværre bliver det ofte meget værre. Måske er han så begyndt at slå, fordi han har drukket, og har haft svært ved at styre sig. Det er svært at sige, hvordan tingene hænger sammen, men uanset hvad, så er det absolut forkert at slå og han må ikke slå jer børn eller på andre måder være voldelig, hverken fysisk eller psykisk. Han burde i stedet have bedt andre om noget hjælp til at tackle og bearbejde sin og jeres sorg over jeres mors død - og det bør han faktisk stadig. Det må også være frygtelig hårdt for dig, at han giver dig skylden for din mors død. Det håber jeg ikke, at du tror, det er, for det er det selvfølgelig ikke. Din mors død har været en forfærdelig stor sorg for jer alle sammen, og det kan aldrig nogensinde være din eller andres skyld.
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil beskytte dine mindre søskende mod volden. Men du har fuldstændig ret i, at du ikke kan love dem, at han ikke også vil slå dem en dag, selv om du vil gøre hvad som helst for at beskytte dem. Du lyder til at være en meget omsorgsfuld storesøster. Dine søskende er heldige, at de har dig. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at der bliver passet på dig. Du skal, under ingen omstændigheder, heller ikke udsættes for vold. Volden derhjemme kan sagtens være grunden til, at du har svært ved at koncentrere dig i skolen. Du sidder sikkert hele tiden og bekymrer dig om situationen derhjemme, og hvad der vil ske, når du kommer hjem - det virker til, at du er i en form for stress og angst tilstand konstant, og det forstyrrer dig og koncentrationen om andre ting? Det er heller ikke rimeligt, at din far truer dig, hvis du får under 7 - det er simpelthen ikke ok og ikke tilladt at true!
Jeg kan godt forstå, at du ikke føler, at du har fred nogen steder, når du også bliver mobbet i skolen. Det er bare så uretfærdigt. Jeg synes virkelig, at du skal snakke med din lærer om det, så han/hun/de kan hjælpe dig med at få det bedre i skolen, og kan tage hånd om mobningen. Måske kan du skrive det til din lærer, så du har tid til at formulere det og din lærer kan læse brevet grundigt igennem.
Jeg tænker på, om der er nogen voksne der ved, hvordan det er hjemme hos jer? Har du fortalt det til nogen? Er der nogen, der har spurgt til dig og jer derhjemme? Hvis der ikke er det eller du ikke har talt med nogen, er det rigtig vigtigt, at du får det gjort, så I kan få noget hjælp. Din far skal holde op med at slå og true jer med det samme, for det er ikke ok – heller ikke selv om han er ked af det. Du kan gøre flere ting for at få hjælp:
Du kan vælge en sød voksen, som du har lyst til at fortælle om situationen derhjemme. Det kan fx være en lærer, en i din familie, en venindes mor. Den voksne kan så ringe til en socialrådgiver i din kommune og fortælle, at I har det svært derhjemme og beskrive det I udsættes for. Socialrådgivere vil så undersøge det nærmere, og måske indkalde jer til møde på kommunen, eller komme hjem til jer, og spørge jer om, hvordan I har det. Dig og dine søskende vil og bør også blive spurgt om det, uden jeres far hører hvad I svarer. Socialrådgiveren vil så finde ud af, hvilken form for hjælp I skal have, for at få volden og truslerne stoppet, så I kan få det godt igen.
En anden mulighed er, at du selv kan ringe til kommunen og bede om at tale med en socialrådgiver. Socialrådgiveren vil så på samme måde undersøge jeres situation og hjælpe jer.
En tredje mulighed er, at vi på BørneTelefonen kan hjælpe dig med at skrive en underretning til kommunen om, at jeres far slår jer. Du skal bare ringe eller sms’e på 116 111 eller logge ind på chatten på www.bornetelefonen.dk og fortælle, at du gerne vil have hjælp til at lave en underretning til kommunen, dvs. et brev om hvordan I har det derhjemme. Så er der en sød rådgiver der hjælper dig, og fortæller hvordan det kommer til at foregå. Jeg tænker også, at en bisidder fra BørneTelefonen vil være en stor hjælp og støtte i dette, hvis du skal snakke med kommunen om hjælp. Det kan du også snakke eller skrive med os om på BørneTelefonen. Du kan også læse mere om vores bisidder her: https://bornetelefonen.dk/bisidder
Jeg vil også sige til dig, at den vold du udsættes for er meget voldsomt, og jeg ser, at du gør alt hvad du kan for at beskytte dine søskende mod volden. Men, det er et meget stort ansvar du står med, derfor håber jeg inderligt, at du vil bruge din store styrke og mod til at få hjælp til dig og dine søskende, så I ikke skal udsættes for mere vold. Mon du er klar til det nu? Vi vil i hvert fald meget gerne hjælpe.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du får hjælp hurtigst muligt.
Mange knus og kærlige hilsner
BørneTelefonen