Kære 13-årige pige.
Det er virkelig stærkt at du skriver til os. Det, du har oplevet og stadig oplever, er mange ting at gå alene med.
Jeg ved, at andre børn går med oplevelser i deres familie, ligesom du gør, som de er kede af, og hvor de ikke tør række ud efter hjælp. Derfor er det så sejt og modigt af dig, at netop du tør gøre det nu.
Du skriver ikke noget direkte spørgsmål, men jeg forestiller mig, at du har brug for nogle råd fra en voksen. En voksen der kan fortælle dig, hvad du kan gøre, så din mor ikke slår din søskende og så hun stopper med at sige onde ting. Er det mon rigtigt, at det er det, du har brug for hjælp til? Jeg vil prøve at komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre.
Jeg kan læse, at du har tænkt meget over den situation, du er i. Og at du har overvejet, hvad du kan gøre for at få det bedre og for at dine søskende får det bedre. Du virker som en person, der synes, det er vigtigt, at alle i familien har det godt.
Du beskriver, at du faktisk synes, at din mor er en dårlig mor. Og når jeg læser de ting, der er foregået og stadig foregår hjemme hos jer, så kan jeg sagtens forstå, at du har det sådan. Jeg kan også læse, at du elsker din mor. Men du kan også godt se, at det hun gør, det er forkert. Og det har du helt ret i.
Børn har ret til, at forældre passer på dem og give dem tryghed. Desværre er det ikke lige nemt for alle forældre at gøre det hele tiden. Når der er vold (både fysisk og psykisk) i en familie, så skal familien have noget hjælp. Din mor skal også have noget hjælp til at blive en bedre mor for jer, så hun ikke slår eller siger onde ting.
Jeg kommer til at tænke på, om det her er noget, du har delt med andre? Har du f.eks. talt med dine søskende om det? Det kan være rigtigt godt at have nogle ligesindede at tale med om det. Eller måske har du en veninde, du kan tale med, om de ting i dit liv, der er svære? Du kan i hvert fald tænke over, om det kunne være rart for dig.
Men der skal også være nogle voksne der hjælper jer. Selvom der er problemer, der fylder meget i dit liv, så er det altid de voksnes ansvar, at gøre noget ved det, og at sørge for at I får hjælp.
Når du skal fortælle nogen om din situation, behøver du ikke fortælle alt. Du vælger helt selv, hvor meget du vil sige. Måske kan du starte med at åbne lidt op og fortælle om en lille ting. Efterhånden kan du fortælle mere – når du er parat til det.
Du nævner slet ikke din far. Er han helt ude af billedet, eller kunne han være en god voksen, du kunne tale med, og som samtidig kunne tage fat i nogle andre voksne, der kan hjælpe jer? Hvis du ikke synes, at det er en mulighed, så er der også andre ting, du kan gøre.
Du altid ringe til os anonymt på BørneTelefonen på 116111. Her kan vi tale med dig og guide dig til, hvad du kan gøre.
Det er faktisk sådan, at vi kan hjælpe dig med at tage fat i kommunen. Kommunen har hjulpet mange familier ligesom din. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig, dine søskende og din mor.
Vi har også muligheden for at give dig en bisidder, hvis du har lyst til det. En bisidder er en voksen fra Børnetelefonen, der kan hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen. Du får din helt egen bisidder, som du kan tale med om dine problemer og som kan gå med dig til møder med kommunen, hvis du har lyst til det. Du kan læse meget mere om det her.
Du kan også prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens anonyme rådgivning for unge. Her kan du fortælle om din situation uden at nævne, hvem du er. Så kan kommunen fortælle dig om de muligheder, du har for hjælp. Som sagt: Du har behov for – men også ret til – hjælp, så du og din familie kan få det bedre.
Det er vigtigt, at du får kontakt med en voksen, der kan hjælpe jer. Derfor håber jeg også, at du vil tage fat i en voksen eller kontakte os. Vi kan hjælpe med at finde den hjælp, der gør at du og din familie får det bedre.
Jeg håber, du vil bruge noget af det mod, du allerede har vist ved at skrive herind, til at række ud efter mer hjælp.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen
