Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

problemer

hej
jeg hedder j…., jeg har problemer med min bror, og mine forældre,, især min papfar som altid råber af mig og dasker til mig og truer med at slå mig,,, jeg er ved at være træt af at det altid skal gå ud over mig, hvad kan jeg gøre?

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære j….

Mange tak for dit brev. Det må være rigtigt svært for dig at have problemer med dine forældre og din bror. Det er slet ikke rart hverken at blive råbt af, dasket til eller truet med at blive slået. Jeg ved, at de fleste forældre prøver at gøre det bedste, de kan, men jeg ved også, at de ikke altid gør det rigtige.
 
Det du oplever, når der bliver råbt og du bliver truet, kalder man psykisk vold. Det er lidt svært at beskrive, men det der sker, er at det piller ved ens selvfølelse eller lad os kalde det selvværd. Altså hvordan man går og har det med sig selv. Det er ikke okay, og det er heller ikke okay, at han dasker til dig, uanset om det gør ondt eller ej, er det faktisk ulovligt at slå børn i Danmark.

Jeg tænker, at det måske kunne være rigtigt godt, hvis du kunne få mod til at tale med en voksen om det? Det kan måske være en bedsteforælder, onkel, tante eller en anden, som du stoler på, og som måske kunne hjælpe dig med at få talt rigtigt med dine forældre om, hvordan du har det? En der måske kunne hjælpe dig med at tale med dine forældre om, hvordan det påvirker dig, når din papfar dasker til dig, råber eller truer dig med at slå. Jeg ved ikke, om det er muligt for dig?

Det kan også være, at det ville være en rigtig god ide for dig, hvis I fik noget hjælp udefra? Altså hvis der var nogle voksne der ved en masse om børn og familier der kunne hjælpe jer. I hver kommune er der en særlig afdeling eller forvaltning der arbejder med familier, der har det svært. De har nogle forskellige tilbud til familier, hvor der er konflikter eller bare ting der er svære, det kan f.eks. være noget familiebehandling af en art.

Hvis du tænker, det kunne være en hjælp for dig, at der var nogle professionelle voksne som ikke kender jer, der gik ind og hjalp jer, kan du evt. ringe op til kommunen og bede om at tale med én der arbejder med børn og familier. Jeg ved, at det kan være svært at tage kontakt til kommunen, men du kan evt. tale med din lærer på skolen om det, og bede læreren kontakte kommunen. De ved lige hvem de skal tale med, eller kan i al fald finde ud af det.

Når du så skal fortælle dem på kommunen, hvad det er der er svært hjemme hos jer, har du ret til at have en bisidder med. Det har man, bl.a. fordi at det kan være rigtigt svært at sidde og fortælle sådan nogle ting, til én man ikke kender. En bisidder kan være en voksen, som du kender og stoler på. Men det kan også være en fra Børns Vilkårs bisidderkorps. En bisidder fra Børns Vilkår er en voksen der ved en masse om lovgivningen og børns rettigheder. Hvis du gerne vil tale med sådan én kan du fx kontakte Børns Vilkår igennem BørneTelefonen eller BørneChatten.

Jeg håber, at mit brev kan hjælpe dig lidt, hvis du har brug for at tale lidt med en voksen som du ikke kender om noget af alt det her, har nogle flere spørgsmål eller andet, er du altid velkommen til at ringe på BørneTelefonen 116 111, eller skrive på BørneChatten. Begge steder sidder der voksne, der er klar til at give råd og vejledning.

Mange venlige hilsner
BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat