Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Privatliv

Hej BB

Jeg er en 14’årig pige, som godt kan lide at bruge snapchat, instagram, skype osv, men jeg må ikke for mine forældre.

Udover det så holder de også øje med hvem jeg skriver med og hvad jeg skriver med folk om. Jeg kan ikke skrive om mine problemer til folk uden at mine forældre ville kunne opdage det.

De læser også mine beskeder igennem af og til, hvilket jeg har læst faktisk er ulovligt da jeg er over 12, men de gør det alligevel, og jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg har mødt nogle virkelig flinke mennesker på en hjemmeside (som mine forældre ikke ved jeg bruger) og jeg har set billeder af dem og endda mødt en af dem irl, men jeg må jo egentlig ikke snakke med dem, og derfor render jeg rundt og holder det hemmeligt, hvilket jeg ikke bryder mig om.

Jeg har især 2 rigtig gode venner der inde, som hjælper mig utrolig meget, da jeg lider af anoreksi. Det er en af de ting jeg ikke fortæller mine forældre om, da de ikke ligefrem er forstående.

Ærligtalt så aner jeg ikke hvad pokker jeg skal gøre, for jeg har brug for at snakke med nogle om mit problem, da jeg virkelig rammer bunden af og til og overvejer ret slemme ting, hvilket de hjælper mig med at holde mig fra. Hvis ikke jeg havde de mennesker, så ved jeg ærligtalt ikke, hvor jeg var endt henne nu.

Altså jeg kommer ikke til at følge deres regler med ikke at bruge skype, instagram osv. men det med at de læser mine beskeder igennem en gang imellem? Hvad skal jeg gøre ved det? Især nu hvor de faktisk ikke må gøre det.

Venlig hilsen
14’årig pige.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14-årige pige

Jeg kan læse, at du har svært ved at overholde dine forældres regler om brug af de sociale medier. Og det fornemmer jeg, at du ikke har det helt godt med. Jeg kan derfor godt forstå, at gerne vil have råd til, hvad du skal gøre. 

Du spørger, om dine forældre må læse dine beskeder. Det er sådan, at du har ret til et privatliv. Det betyder, at dine forældre i princippet ikke må læse dine beskeder, breve eller e-mails, hvis ikke du har givet dem lov. 

Dog er det også sådan, at dine forældre skal passe på dig. Hvis de derfor er bekymrede for dig og fx tror, at du skriver med nogen, der ikke er gode for dig, så må de godt læse dine beskeder. 

Nu ved jeg ikke, hvorfor dine forældre læser dine beskeder og ikke vil have, at du er på sociale medier. Men det lyder som om, at de gerne vil have styr på, hvad du laver. Og det kan jeg jo egentlig godt forstå -  men måske kan de også få det, ved at snakke med dig. 

Derfor tænker jeg, at det nok er en god ide, at I får en snak derhjemme om, hvordan de passer på dig samtidig med, at du også får noget mere privatliv.

Du kunne fortælle dem, at deres forbud faktisk betyder, at du kommer til at holde ting hemmeligt for dem – og at det jo ikke er så smart, for så kan du ikke gå til dem, hvis du pludselig kommer i problemer.

I stedet kunne I måske lave en aftale om, at dine forældre får mulighed for hilse på dine venner, så de ved hvem det er, du snakker med? Og du kunne fortælle dem, hvad du bruger de forskellige medier til, og hvorfor du godt kan lide det? 

Nogle forældre har svært ved at forstå den måde deres børn kommunikerer på i dag, fordi de ikke ved nok om de forskellige sociale medier. Du kunne derfor opfordre dem til at ringe til forældretelefonen på 35555557. Her er der en rådgiver, der kan tale med dem om, hvordan de bedst passer på dig – men samtidig også giver dig mere frihed. 

Du kunne også sammen med dem læse om de forskellige medier på http://www.bornsvilkar.dk/Temaer/Born-medier.aspx  eller på Medierådets forældreguide http://issuu.com/detfi/docs/foraeldreguide.

Hvis det er svært at få talt med dine forældre, kunne du tage en snak med din lærer. Han/hun vil måske kunne hjælpe dig og støtte dig i at tage snakken med dine forældre.

Til sidst vil jeg lige nævne, at dine forældre sikkert er ekstra bekymrede for dig, nu hvor du lider af anoreksi. Jeg kan ikke ud fra dit brev læse, om du får hjælp. Du er derfor også meget velkommen til at ringe til os på 116111, hvis du vil tale med en voksen om, hvordan du kan få støtte og hjælp i forhold til anoreksien. 

Med venlig hilsen BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat