Kære Dreng på 12 år
Tak for dit brev. Jeg tror, at der er mange andre børn, som kan genkende de problemer, du fortæller om i dit brev. Nu vil jeg tage dem ét ad gangen og prøve at hjælpe dig med dem.
1. problem: Du har ikke tid nok til vennerne
Som jeg læser dit brev, så er det ikke fordi, at du ikke gider udføre nogle pligter eller vil stoppe med at gå til spejder og atletik. Du vil gerne det hele. Men der er for lidt tid til det, du helst vil – nemlig vennerne.
Det er umuligt for mig at afgøre, om du har for mange pligter derhjemme. I din alder kan og skal man hjælpe til hjemme, synes jeg. Det er en del af opdragelsen, at alle i familien hjælper. Samtidig med at der selvfølgelig også skal være plads til det sjove – vennerne og fritidsinteresserne.
Din fars kæreste har ikke lyst til at gøre ting for dig, som din far (eller mor) måske har haft indtil nu. Det er svært at undgå, at tingene forandrer sig, når en ny person flytter ind, tror jeg.
Men hvad der er ret og rimeligt at forlange af dig, det skal du og din far tale om, synes jeg. Han er din forældre og den, der har ansvaret for, at din hverdag hænger sammen, og at du har det godt.
Kunne du derfor tage en snak med ham? Kunne du prøve at fortælle ham, hvor meget tid, du synes, er fair at bruge på pligter? Måske kan I så sammen finde et kompromis, som din far også er tilfreds med? Bagefter kan han præsentere sin kæreste for jeres plan. Hun kan selvfølgelig også være med til at snakke om det, hvis det er ok med dig. Men hvis du synes, det er tryggest, så snak med din far alene først.
Du skal måske også spekulere lidt på, hvor mange fritidsaktiviteter, du har kræfter til? Også fordi du sikkert har fået længere skoledage. Jeg kan godt forstå, at du som 12-årig har behov for mere tid med dine venner. Sådan har de fleste teenagere det. Det er rigtig dejligt og vigtigt, at du har venner at være sammen med. Måske kunne det fungere bedre for dig, hvis du kun går til én af aktiviteterne i en periode – kunne det mon hjælpe dig?
2. problem: Dit hjem er blevet forandret
Jeg forstår virkelig godt, at du savner at se de malerier, du malede som lille. For når forældre hænger den slags gaver op, så føler man, at ens forældre tænker på én. Som du så fint skriver, så ligner det lige præcis ”et hus hvor der bor et barn”, når der er sådanne små børnelavede ting rundt omkring. Måske føler man sig elsket, når man kan se de ting hænge på væggene? Tror du, det kan være sådan, det er for dig?
Når du skriver, at der er kommet mere orden, så kan det jo handle om mange ting. Jeg tænker på, om der mon også andre ting end malerierne, du savner, nu hvor din fars kæreste er flyttet ind? Mange børn savner fx alene-tid med deres forældre, eller at de også får lov til ”fylde” med ting, venner osv. i hele huset og ikke kun på værelset. Det kan også være, at du savner fotos og minder i huset fra tiden før kæresten. Men det ved jeg ikke, om du genkender?
Sandsynligvis har din far slet ikke har tænkt på, at han gjorde dig ked af det ved at fjerne malerierne, eller lade sin kæreste gøre det. Derfor tænker jeg, at du skal sige det til ham – kunne du have mod på det? Din far kan ikke læse dine tanker, så hvis han skal forstå dig bedre, må du nok forklare ham det. Hvis det er svært at snakke om, så kunne du måske starte med at vise ham dit brev?
Du nævner ikke din mor, så jeg har skrevet mine råd til dig, som om du kun har din far. Hvis du har din mor i dit liv, så håber jeg, at du også kan fortælle hende om dine to problemer – måske kan hun også hjælpe dig?
Held og lykke med at få snakket med din far. Jeg håber, han vil lytte til dig. Hvis ikke, så tal med en anden voksen. For det er dit hjem – og derfor skal du selvfølgelig føle dig hjemme.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
