Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Plejefamilie

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 14 år, som gerne vil væk fra min familie…
For ca. 2 måneder siden blev jeg overfaldet og mine forældre har ik behandlet mig ordenligt lige siden. Jeg har haft selvmords tanker og cuttet i mig selv. Der var enda engang hvor jeg var tæt på at tag livet af mig selv, men heldigvis blev jeg opdaget. Min mor sagde altid at det var mig som ville kneppes af manden, hun forstod ikke at jeg var blevet overfaldet og det forstår hun stadigvæk ik. Og hvis jeg bare siger “nej” eller “2 sekunder” til noget, så bliver hun mega sur og truer mig med at slå.. Min far forstod godt at jeg var blevet overfaldet, men så en dag sagde han at hvis han fandt ud af at det var mig som ville kneppes, så dræber han mig.. Jeg har stadigvæk de ord i hovedet.

Hver gang jeg kommer hjem fra skole så tager min mor altid min mobil og når der er en af mine veninder der har fødselsdag eller når der er klassefest, så må jeg ikke tag med.. Min søster på 10 må! Men seriøst… Mine forældre er skide irriterende! De ødelægger mit liv! Jeg har tænkt over det og jeg vil gerne ha’ en plejefamilie.. Jeg føler ikke at den her familie rigtig for mig, hvis man kan sige det sådan.. Kan jeg få en plejefamilie?
Håner snart jeg får svar, for skal snart på ferie i 3 måneder.. Og det vil jeg ik! Ikke med den her irriterende familie!

Mkh anonym:)

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år!

Tak for dit brev. Det lyder til at have været nogle meget ubehagelige ting, du har været udsat for. Både at blive overfaldet, at din mor tror, at det var dig selv, der ville det, og at din far truer med at dræbe dig. Jeg kan godt forstå, at du har det rigtig dårligt med det. Det er en alvorlig trussel din far udsætter dig for. Jeg kan godt forstå, at de ord er blevet siddende i dit hoved. Det er bestemt ikke i orden, at han siger sådanne ting til dig. Det er heller ikke i orden, at din mor truer med at slå dig. Jeg tænker på, om der er nogle der ved, at dine forældre siger og truer dig med sådan nogle ting?

Jeg tænker også på, om det overfald, du var udsat for, blev meldt til politiet? Hvis det ikke er det, er det vigtigt, at du får det gjort. Du kan måske få en veninde, en sød lærer eller en anden voksen, som du er tryg ved, til at ringe eller gå med dig på politistationen for at anmelde overfaldet?

Du skriver, at din mor tager din mobil, og at du ikke må komme med til fødselsdage osv. selvom din yngre søster må. Ved du hvorfor det er sådan, eller hvordan det er blevet det? Har det forandret sig efter overfaldet eller har det altid være sådan? Er dine forældre mon bekymrede for, hvem du har kontakt med over mobilen – om det fx er nogle, der vil dig noget ondt – og derfor gerne vil holde øje med, hvem der skriver eller ringer til dig? Måske er de også bekymrede for, om der skal ske dig noget, hvis du går til klassefest eller fødselsdag? Tror du, at du kan spørge dem om, hvorfor de tager din mobil, og ikke vil lade dig gå til fødselsdag og klassefest?

I forhold til dit spørgsmål omkring plejefamilie, er det sådan, at det er din kommune, der afgør om du kan flytte i plejefamilie. De fleste gange vil de dog gøre det, at de vil forsøge at hjælpe jer med at løse de problematikker, der er i jeres familie, inden de overvejer om du skal anbringes i en plejefamilie eller på en døgninstitution. Det kan fx være, at I skal gå til nogle samtaler hos en familieterapeut eller en psykolog, som kan hjælpe jer med at forstå hinanden og tale bedre sammen. Her kan du også spørge de dine forældre om, hvorfor de tager din mobil, og ikke vil lade dig gå til fødselsdage og klassefester. Måske har de en forklaring på det? Det er også rigtig vigtigt, at dine forældre får at vide, at de skal stoppe med at true dig og sige truende ting til dig. Du skal også have noget hjælp, og tale med en psykolog om det overfald, du har været udsat for, uden dine forældre er med.

Hvis du har en sød lærer, eller kender en anden voksen (måske den samme, som kan hjælpe dig med at kontakte politiet), tænker jeg, at det ville være en god idé, at fortælle ham eller hende om, hvordan du har det derhjemme lige nu. Du kan evt. vise personen det brev du har skrevet til brevkassen, hvis du synes det er svært at fortælle. I brevet beskriver du din situation på en rigtig fin måde. Personen kan så hjælpe dig med at ringe til kommunen, og bede om hjælp. Kommunen vil i første omgang snakke med dig og dine forældre, og derefter besluttet, hvilken form for hjælp, I har brug for, og hvilken hjælp du skal have i forhold til overfaldet. Du kan også gå ind på kommunens hjemmeside, evt. få hjælp af den voksne, og se hvilke muligheder der er for at få hjælp. Det kan være gennem PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) eller Børne- og familieafdelingen i kommunen. Det kan godt være lidt svært at finde rundt på en kommunes hjemmeside. Derfor tænker jeg, at det kunne være en god idé, at få hjælp fra en voksen. Den voksne kan måske også hjælpe dig med at snakke med dine forældre om, at I har brug for hjælp.

En anden mulighed, du kan overveje er at få en bisidder herindefra. En bisidder kan hjælpe dig med at kontakte kommunen og støtte dig, både ved at tage med til møde på kommunen, men også tale med dig før og efter, du kan læse mere om vores bisidderordning via dette link: https://bornetelefonen.dk/bisidder.

Jeg håber, at I snart får hjælp, så I kan komme på ferie, og hygge jer sammen i familien.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat