Kære 13 årige pige,
Hvor er det godt, at du mærker efter og ved, at du gerne vil være sammen med dine venner. Også selv om du oplever at din situation er en anden omkring økonomi. Ideen om at bruge mange penge på mad til en fødselsdag, passer bare ikke ind i din families muligheder. Det er en styrke at kunne mærke, når noget ikke fungerer for en. Det kan du.
Venskaber handler om mange ting, som f.eks. fælles interesser, fælles oplevelser, forskelligheder, tryghed og tillid til hinanden. Du skriver i dit brev, at du har en gruppe venner. I er sikkert sammen fordi,I hygger jer sammen. Venner har vi også fordi, de nogen gange er lige som en selv. Nogen gange er venner også anderledes end en selv, og vi kan lære af dem, og det de står for.
Hvordan du vil snakke med dine venner om fødselsdagsdagen handler om, hvor tryg du er sammen med dem? Er der måske en af vennerne du synes, du snakker bedre med? Kan du fortælle ærligt til ham/hende, at du gerne vil fejre fødselsdagen, men at restauranten er for dyr? Eller vil det være ok at nævne det for de andre?
Det er godt at være ærlig. Så ved de, at det er sådan for dig og ikke fordi, du ikke vil være med til at fejre fødselsdag. Jeg ved ikke, om det er nødvendigt at fortælle mere end det. Måske kan du sige, at der ikke er penge til at gå på en dyr restaurant hjemme hos jer.Dine venner vil lære dig bedre at kende. Det at du er ærlig, giver måske også dem mod til at være åbne om noget, der fylder hos dem.
Hvis dine venner forstår din situation, vil I nok sammen kunne finde på en løsning, hvor I alle kan være med til at fejre din vens fødselsdag.
Kunne en mulighed være, at du foreslår, at I spiser hjemme hos en af jer, og laver noget fælles mad, til den der har fødselsdag?
Du er allerede god til at mærke efter, så jeg er håber, at I finder en god løsning.
Kærlig hilsen BørneTelefonen