Brev

Papfar/ rigtig far

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Jeg kan godt forstå, du er rigtig ked af den måde, din “papfar” taler til dig på og råber af dig. Det er bestemt ikke OK, han er sådan, og jeg kan godt forstå, hvis det er noget, der fylder rigtig meget i dine tanker.

Det lyder som om, din mor har mange smerter. Og din “papfar” gør sikkert, hvad han kan, for at hjælpe. Så måske sker der dét, at han ikke har så meget energi og overskud, fordi han bruger det hele på din mor, som har smerter.

Hvis det er sådan, det hænger sammen, er det stadig ikke i orden, at han råber af dig og skælder dig ud hele tiden. Jeg kan forestille mig, at det også gør dig rigtig ked af det at se din mor have det så skidt?

Når man ikke ved, hvor man skal gå hen med alle de tanker og følelser, man har, kan man lede efter noget andet at gøre for at få fred for dem et øjeblik – måske er det derfor, du har prøvet at selvskade? Jeg kan godt forstå, hvis du har følt dig meget alene, og derfor er det bare så vigtigt, at du får snakket med en voksen tæt på dig om alle de ting, der går dig på.

Det kan nemlig godt være farligt at selvskade, men det ved du sikkert allerede. Så det allervigtigste er, at du får snakket med en voksen, så du kan komme ud med nogle af alle de tanker og følelser, du får, når din “papfar” taler sådan til dig, og så du kan få hjælp til at stoppe med at selvskade. Måske kan den voksne også hjælpe dig med at tale med din mor og “papfar”.

Du skriver, at dem, du kalder dine rigtige forældre, er blevet skilt, men ville du kunne snakke med en af dem? Det kan f.eks. være, at du kan snakke med din far – ham, som ikke råber af dig hele tiden? Måske snakker du ikke så meget med ham mere, efter han er blevet skilt fra din mor? Men det kan være, at han alligevel gerne mødes og vil lytte? Det kan også være, at du engang imellem kan være lidt hos ham, hvis du synes, det bliver for meget at være derhjemme?

Det er ikke sikkert, at det er en mulighed. Og så skal du måske kigge efter en anden voksen. Er der perioder eller dage, hvor din mor ikke har ondt i ryggen? Hvis ja, tror du så, din mor ville kunne forstå dig, hvis du snakkede med hende på en af de dage? Måske kunne du fortælle hende, at det gør dig virkelig ked af det, at din “papfar” råber af dig og skælder dig ud og beder dig om at gøre alt muligt, du ikke føler, du kan.

Måske kan du fortælle, at du græder hver dag, og at du føler, at du slet ikke trives – at du ikke ved, hvor du skal gå hen med alle dine følelser og tanker? Hvis det altså er sådan, du har det. Hvis du ikke tænker, at du vil kunne sige det til din mor eller din far, kan det være, at der er en anden voksen i din familie, du kan tale med?

Ellers må du meget gerne SMS’e eller ringe herind til BørneTelefonen på nummer 116 111. Du kan også skrive til os på Chatten.

Vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvem du kan tale med, så der er nogen, der kan hjælpe dig med at få det bedre derhjemme – enten ved at tale med din “papfar” eller ved at du f.eks. kan være et andet sted nogle gange, så du kan komme lidt væk hjemmefra.

Det er så vigtigt, at du får talt med nogen, for selvom du måske ikke føler, at det vil gøre en forskel, så er jeg helt sikker på, at der er en voksen, der kan støtte og hjælpe dig. Du har nemlig ret til et trygt og roligt hjem – og til at have det godt.

De kærligste hilsner
BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat