Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Papfar problemer

Brevet er anonymiseret af BørneTelefonen

Hej bt

Sidste år fik min mor en kæreste, og jeg er jo glad på hendes vegne. Hun havde stress og han har hjulpet rigtig meget med det og min lillesøster fik en far. Min lillesøster blev lavet ved hjælp af donor så hun var ekstra glad for K (min mors kæreste) fordi hun altid gerne ville have en far.

Jeg har ikke selv den bedste erfaring med papforældre fordi at min far forlod min mor for en anden kvinde og jeg har altid hadet hende for det og er først lige begyndt og komme mig over det. Det gik ret hurtigt mellem min mor og K og nu et år senere er de flyttet i hus sammen, blevet gift og snakker om at han skal adoptere min lillesøster.

Jeg gjorde mit bedste for at ignorere K så det ikke gik op for ham og min mor at jeg ikke kunne lide ham og det gik sådan set ret godt med den plan indtil min mor fortalte mig at K var rigtig ked af det og havde grædt over jeg aldrig kiggede på ham eller startede en samtale. Nu har de planlagt tid ved en familie physkolog og det har jeg virkelig ikke lyst til.

Det tog mig 11 år at komme mig over min fars kæreste og jeg har kendt K i et år og jeg har ca det samme forhold mellem dem og de tror vores forhold er skidt.
Skal jeg sige til min mor jeg ikke vil til phykolog og at jeg bare har brug for tid eller bare tage med og håbe at det bliver bedre?

Kh tretten årig pige

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære trettenårige pige,

Det var godt du skrev, for jeg kan læse, at du er meget alene med alle dine tanker og følelser. Du skriver meget klart, hvad der sker i dit liv for tiden. Du skriver også, at du har brugt 11 år på at komme dig over, at din far forlod din mor for at flytte sammen med hans kæreste. Det behøver ikke også at være sådan i forhold til din papfar.

Jeg kan se du er en meget omsorgsfuld og forstående pige, der vil det allerbedste for din mor og din lillesøster. Jeg får derfor en fornemmelse af, at det må være ekstra svært for dig, at give dig selv lov til at have de følelser omkring din papfar, som du beskriver. Jeg synes det er et modigt at skrive til BørneTelefonen og fortælle præcis hvordan DU har det og hvordan DU oplever alt det hele.

Jeg forstår godt det kan være svært, at sige noget dårligt om K til din mor, nu hvor hun endelig er glad igen. Jeg forstår også, at du ikke vil være skyld i at K græder og gøre din mor ked af det.

Jeg tænker, at du skal starte med at snakke med din mor omkring, hvordan du har det derhjemme med din papfar og dine følelser omkring din far og hans kæreste dengang han forlod jeres familie. Det er vigtigt, at din mor ved besked om, hvordan du oplever at være en del af jeres familie nu. Jeg ved fra andre unge, der har papfar og papmor, at det kan være rigtigt svært at være familie. Det er din mor, der bestemmer over dig – som du sikkert ved – til du bliver 18 år, og det er din mor og far, der skal passe på dig, så du føler dig tryg.

Du skal vide, at du har ret til at sige, hvad du mener, selvom du ikke kan bestemme.

Derfor er det lige nu vigtigt, at du og din mor får snakket, så du kan føle dig tryg, derhjemme. Det er også vigtigt du kan være sikker på hun lytter til dig og har forstået at du har brug for mere tid og ikke vil til psykolog, fordi de tror dit og din papfars forhold er dårligt. Hvad tænker du om det?

Jeg håber, du kan finde mod til at få snakket med din mor en dag, hvor du har overskud og er glad, så det bliver en god snak i stedet for du går med til noget, du slet ikke har lyst til. Du kunne måske spørge din mor, om I skulle gå en tur eller gå på cafe. Tit er det lettere at få gode snakke, når man går tur eller er et andet sted end derhjemme.

Du kunne også vise din mor dit brev og mit svar, hvis det var lettere for dig. Eller måske skrive et helt nyt brev? Måske kunne det være en anden mulighed?

Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat