Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Papfar

Kære børnetelefonen.
Jeg har været skilsmissebarn siden jeg var 6 år gammel ca. (kan ikke huske en tid hvor mine forældre har været sammen) Både min mor og far er begge gift og har fået en ny kone/mand.

Problemet er min papfar. Da jeg lige havde lært ham at kende (da jeg var ca. 8 år) gik det rigtig fint, men gennem årene er vores forhold blevet værre og værre og nu er det på det værste. Vi kan ikke finde ud af at være venner og kommer altid op at skændes. Det er blevet så slemt at jeg får ondt i maven og bliver ked af det når mine papfar og mor kysser. Jeg bliver helt ked af det.

Når jeg prøver på at være sød overfor min papfar ender det altid galt fx. at han giver mig en krammer og jeg siger at jeg ikke vil have et kram fordi at jeg har ADHD og ikke kan lide når nogen rører mig, og så bliver han bare sur og spørg hvorfor jeg er sur. Det går mig så meget på at jeg ikke kan holde ud at være i samme rum som ham længere. Han får mig til at føle mig ond.

Udover det svære forhold med min papfar har jeg slem angst og går til psykolog osv. og kan næsten ikke få en hverdag til at fungere, så det er bare ekstra hårdt når jeg ikke kan være i huset uden at være irriteret. Hver gang jeg sidder i sofaen og taler med min mor begynder han at smile og grine til sig selv uden at min mor ser det og når jeg siger noget sukker han. Jeg ville ønske at min papfar og jeg bare kunne være venner og ikke sådan noget kramme ting hvor han leger min far. Han siger tit til mig “hvis din far må kramme mig hvorfor må jeg ikke” osv. og det går mig så meget på. Min mor og papfar har 2 nye børn og i dag der kaldte jeg min lillebror for cute og så sagde min papfar “tak fordi at det er jo mine gener”.

Det har stået på i længere tid, men her i dag ramte det stregen. Jeg havde et angst anfald den anden dag og da jeg skulle ud af døren stod min mor i døren og han mente derfor at jeg havde slået henne (Jeg kunne ALDRIG finde på at slå nogen) og han sagde derfor at han blev bange for mig. Jeg var nærmest ved at græde og vi var alene i bilen. Jeg fortalte det så til min mor i dag og hun ringede til ham og han sagde “Du overdriver altid altså jeg har aldrig sagt det til dig” og så kaldte min mor mig en drama queen.

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal få et normalt forhold med min papfar og jeg beder jer inderligt om hjælp til at tackle det her. Jeg gider ikke til at blive bedste venner med min papfar jeg vil bare kunne holde ham ud.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15 årige

Tak for dit fine beskrivende brev, hvor du beder om hjælp til at holde din papfar ud. Jeg vil svare dig så godt jeg kan. Det første jeg lægger mærke til i dit brev er, at du er rigtig god til at sætte ord på, hvad både du og din papfar siger og føler. Du beskriver, at du prøver at være sød mod din papfar men, at det ender med han giver dig et kram. Her driller din ADHD dig og du reagerer på det. Måske kan du snakke med din papfar om dette på et tidspunkt, hvor I ikke er uvenner. Fortæl ham, hvad det gør ved dig, når han krammer og hvis du kan, så forklar ham, hvad han kan gøre i stedet for et kram, for at vise, at han holder af dig.

Foruden angst og  ADHD er du midt i puberteten, hvor mange unge som du, har svingende følelser for forældre. I er ved at finde jeres egen identitet og det betyder ofte, at I lægger afstand til de nærmeste. Det er helt forståeligt, men for mange kan det være svært og kræver hjælp. Du beskriver, hvor skidt du har det og derfor kan du have brug for hjælp af  professionelle. Mon du kan tale med den psykolog du går hos i forbindelse med angst? Hvis du ikke føler tillid til psykologen omkring dette, kan det også være en mulighed for dig at kontakte www.Headspace.dk. Her har du mulighed for komme hen og snakke med en rådgiver – du kan også chatte, smse eller ringe. Der sidder altid en voksen, som kan give nogle råd til dig, så du kan komme videre.

Når jeg læser dit brev fornemmer jeg bag alle ordene en rigtig varm pige, som trods udfordringer gerne vil have de nære relationer til at fungere. Hvad tænker du om det? Måske kan du skrive et brev til dig selv, hvor du ikke fokuserer på din papfar, men på jeres daglige familieliv. Skriv hvilke ting, der gør dig glad, ked af det, vred eller giver dig energi. Se derefter nærmere på de ting, der gør dig ked af det eller vred. Hvilke af af disse ting kan du snakke med din mor og papfar om, at ændre så du/I trives bedre? Som forældre vil man altid det bedste for sine børn, men forældre er også usikre og kan have svært ved at vide, hvad den unge tumler med eller tænker. Derfor vil det være stort, hvis du har mulighed for at sætte ord på, hvordan du gerne vil have det og hvad du ønsker for at trives bedst muligt.

Jeg håber, du kan bruge mit svar ellers er du altid velkommen til at skrive eller ringe på BørneTelefonen 116 111. Vi vil altid gerne hjælpe dig

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat