Kære pige på 12 år.
Tak for dit brev. Vi vil altid gerne lytte. Derfor er jeg også så glad for, at du har fundet vejen herind, så du kunne skrive til BørneTelefonen, for det lyder ikke som om, at det er så rart hjemme ved jer. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig så godt, som jeg kan.
Det første, som jeg gerne vil fortælle dig, er, at du er rigtig god til at beskrive dine tanker og følelser. Det er en enorm styrke at kunne det og den styrke, tænker jeg, at du vil kunne gøre brug af fremover. Hold fast i den.
Du skriver, din papfar, som du har boet sammen med i 3 år, bliver ved med at gøre din mor og dig kede af det. Og at de skændes meget.
Det lyder ikke særlig rart. Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er hårdt og stressende!
Mange andre fortæller, at det kan hjælpe at sige det højt. Altså får fortalt andre om, hvordan man har det. Vi har mange børn og unge, som skriver herind med mange af de samme tanker og følelser som dig – så du er ikke alene om at have meget uro derhjemme.
Du skriver også, at du føler lidt, at du er den voksne derhjemme. Det kan jeg godt forstå du føler. Det virker til at du bruger meget energi på at prøve at hjælpe hende og tale dem til ro. Du skal bare vide, at det er ikke dit ansvar.
Din mor og papfar er nemlig, som du selv skriver, voksne mennesker og det er deres ansvar. Det er vigtigt, at de snakker ordentlig til hinanden, men også at du har det godt.
Har du mon lyst til at snakke med din mor om, hvordan du oplever, det er at være derhjemme? Jeg ved ikke hvor meget i snakker om det nu, men måske I kunne gå en tur – bare jer to? Så kunne du måske sige: “Mor, jeg er ked af at I skændes så meget” og så kunne du fortælle hende de samme ting, som du skriver her i brevet.
Vi har også samlet nogle gode råd til, hvordan du kan få det sagt. Dem finder du her.
Det kan også være, at du allerede har prøvet at tale med hende flere gange. Hvis du har det sådan, så tænker jeg, at det måske er på tide at fortælle din lærer eller pædagog om, hvordan du har det derhjemme. De skal nemlig hjælp dig, hvis du ikke har det godt derhjemme. Han/Hun kan også hjælp med hvordan du kan få snakket med dine mor og papfar.
Det kan for nogen være en svær snak, men måske du kan vise mit svar og evt. dit brev. Du kan også bruge de råd jeg har sendt dig ovenfor. Så tænker jeg, at snakken kan begynde derfra.
Hvis det ikke hjælper at snakke med enten din mor eller din lærer, så må du gerne ringe herind til BørneTelefonen på 116111. Der sidder nemlig en voksen rådgiver, som er klar til at lytte og som vil kunne hjælpe dig videre. Det er helt gratis og du kan ringe døgnet rundt.
En rådgiver kan fortæller dig om, hvordan andre voksne kan hjælpe. Det kunne fx være en voksen fra kommunen, der sørger for tage en snak med din familie og laver en plan for, hvordan det kan blive bedre.
Vi kan fortælle din kommune, at du skal være meget voksen, at du trøster din mor og kæmper hårdt for, at de ikke skændes. Det skal nemlig laves om, så du kan få tid og energi til dit eget liv.
Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig og du nu har fået mod på at sige det højt til andre.
Du skal vide, at det godt kan blive anderledes. Det er ikke meningen, at du skal gå og tage så meget ansvar. Jeg håber – og tror på, at tingene bliver bedre, når du får bedt om hjælp og de voksne tager det ansvar, der er deres.
Knus fra BørneTelefonen.
