Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Overbeskyttende far

Brevet er anonymiseret af redaktionen

Hej BørneTelefonen.

Jeg har den skønneste familie i verden, og wow hvor er jeg tæt med dem allesammen.
Jeg er 16 år gammel, og er den yngste. Jeg har to store brødre, der er et par år ældre end jeg. Min yngste storebror og jeg er bedste venner, og følges egentligt altid ad, og snakker med hinanden.

Min ældste storebror og jeg er også tætte, dog mere som søskende end som bedste venner. Begge mine brødre bor hjemme.
Mit problem ér, at min far og mine to brødre er ekstremt overbeskyttende overfor mig. Jeg har en kæreste (som min mor og jeg i forvejen skulle overtale dem allesammen til at give mig lov til at have), som virkelig betyder alt for mig.

Min familie er rigtig glad for ham – det er slet ikke det, det er bare, at de som sagt er overbeskyttende.
Jeg har ikke mistet min mødom endnu, fordi de altid har gået og passet på mig. Min kæreste respektere det hele 100%, og er helt okay med at det hele går langsomt.

Jeg må næsten ingenting, og må nærmest heller ikke drikke. Mine brødre har aldrig haft de samme regler som jeg har, og de drikkede på livet løs, også da de var på min alder.

Min mor støtter mig, og synes også de er en smule over stregen, men min far og brødre er stædige. Jeg vil gerne have noget frihed, da jeg altid føler mig som klemt inde i en boks.

Hvordan får jeg snakket med min far på en ordentlig måde? Jeg elsker jo dem alle sammen sindssygt højt, og jeg ved de ikke bliver sure på mig for at pointere det. Jeg ved dog også bare, at ved at pointere det så kommer jeg ingen vegne.

Hvad skal jeg gøre? Vil bare have liiidt frihed. Jeg tvinger dem jo ikke til at lade mig gøre 100% som jeg vil. Vil bare have normale forhold.. Jeg keder mig også ret meget til daglig, og er ved at blive sindssyg af det..

Kærlig hilsner, en 16 årige

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Tusind tak for dit brev. Hvor lyder det dejligt med sådan en tæt familie. Du beskriver din situation rigtig godt, og det lyder bestemt ikke rart at være “klemt inde i en boks”, som du så fint skriver. Så jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Selvom du nok allerede ved det, så ligger der nok en masse kærlighed til grund for, at dine brødre og din far er så beskyttende overfor dig. Men derfor kan det stadigvæk være lidt for meget af det gode. Der er mange unge, som skriver, at de oplever at blive overvåget og overbeskyttet derhjemme, så du er slet ikke alene om at have det sådan.

Du har nogle rettigheder, selvom du bor derhjemme. Du har blandt andet ret til et privatliv, at blive behandlet med respekt og at bestemme over din egen krop. Det lyder som om, at du har en kæreste, som er meget forstående, og det er godt at høre.

Men du skriver, at dig og din mor nærmest skulle overtale din far og dine brødre til, at du måtte have en kæreste. Det er jo ikke okay, da det er din egen private sag. Det lyder heller ikke fair overfor dig, at du ikke kan lave noget med din kæreste, uden at skulle tænke over, hvordan det påvirker din far og brødre.

Det kommer jo sådan set ikke dem ved. Så jeg kan godt forstå, at det frustrerer dig.

Det er dejligt at høre, at du kan snakke med din mor om det hele. Det er også rigtig sejt, at du allerede har forsøgt at pointere alt dette overfor din far. Det viser mig, at du er god til at mærke efter inden i dig selv, og at du har forsøgt at sige fra.

Hvis du har mod på det, kunne du eventuelt vise dem dette brev? Eller skrive et brev til dem, som indeholder de pointer, du synes er vigtige, at de får af vide? De behøver jo ikke vide noget om din situation med din kæreste, men jeg synes det er vigtigt, at du får sagt til dem, at de er over stregen.

Måske kan et brev gøre det nemmere at få sagt de ting, du går rundt med, uden at de afbryder dig. Det kan også være, at et brev kan gøre, at de tager det hele mere seriøst? Eventuelt kunne du snakke med din far og mor uden dine brødre, som kunne gøre det hele nemmere at få sagt?

Det kan være, at din mor kan være med til at støtte dig i samtalen, og at din far på den måde kan se, at du mener det alvorligt. Herefter kan du snakke med dine brødre alene, hvis du har lyst til det. Det kunne være, at det var nemmere at få sagt alt det, du gerne vil, hvis du snakker med familien på denne måde.

Det lyder som om, du godt ved, at de gør det af kærlighed. På den måde kunne det også være godt at få sagt til dem, at du i virkeligheden synes at kærlighed handler mere om at give hinanden plads. Giver det mening?

Måske har I forskellige opfattelser af, hvad kærlighed i familien vil sige. Her har du mulighed for at fortælle dem, at du er glad for, at de passer på dig, men at du har brug for mere plads for at kunne vokse og finde ud af, hvilket menneske du er.

Du lyder som en meget fornuftig pige, som savner sin frihed. Og det er så godt, at du har taget første skridt i retning af denne. Jeg håber mit brev har givet dig mod på at tage det næste skridt – og få sagt endeligt fra overfor din far og dine brødre. Derudover så håber jeg, at I fortsat kan være en tæt familie fyldt med kærlighed – og plads – til hinanden.

Kærlige hilsner BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat