Brev

Omsorgssvigt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Hvor er det godt, du skriver ind og deler dine tanker om, hvordan du har det derhjemme. Det må være rigtig hårdt at gå rundt med følelsen af, at blive omsorgssvigtet næsten dagligt. Jeg håber, jeg kan give dig nogle råd til, hvordan du kan få det bedre.

Du skriver, at du føler dine forældre er ligeglade med dig, de ignorerer dig og støtter dig ikke. Jeg kan godt forstå, det gør dig rigtig ked af det. Det påvirker dig endda så meget, at du har tænkt på at stoppe dit liv.

Når man går rundt med selvmordstanker, er det et tegn på, at det gør rigtig ondt indeni, og at man bare gerne vil have det til at holde op. Og så kan døden i sidste ende komme til at virke som den eneste udvej, men det er den bare ikke. Der er heldigvis mange andre muligheder for at få det godt igen. Derfor er det rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen, så du kan få hjælp til at få det bedre. Og med den rigtige hjælp får langt de fleste det faktisk godt igen.

Du har prøvet at tale både med dine forældre og dine ældre søskende. Jeg ved, det kræver masser af mod at tage hul på sådan en samtale, og derfor er det også ekstra hårdt, når de ikke tager det alvorligt. Jeg tænker, de måske ikke helt har forstået, hvor meget det påvirker dig.

Jeg håber derfor, du har mod på at tale med de forældre igen. Der er flere måder, du kan gribe det an på. Måske kunne du prøve at tage en snak med dine forældre enkeltvis. Det kan være de lytter bedre, hvis det kun er dig og din mor eller dig og din far?

Jeg tænker på, at det kunne være godt at tage sådan en samtale på et tidspunkt, hvor der er en god stemning mellem jer. Jeg ved, at det kan være en svær samtale at tale hul på, men måske kunne en måde til at få gang i snakken være, at du skriver ned, hvad et godt og trygt hjem er for dig. Så kunne I med udgangspunkt i det få talt om, hvad I hver især kan gøre, for at du får det godt og føler dig støttet og trøstet.

Det kunne også være en idé at vise dem dit fine brev, du har skrevet herind – og mit svar. Du er nemlig rigtig godt til at sætte ord på, hvordan det påvirker dig.

Fortsætter dine forældre med at være ligeglade med dig, er det også en mulighed at få hjælp af kommunens børne- og familie-afdeling. Her kan I få hjælp f.eks. af en rådgiver, som taler med jer som familie, og hvordan I sammen kan ændre de måder, I taler til hinanden, og måden I løser konflikter på. Måske kunne det være en god idé at få dine forældre med på, at familierådgivning ville være en hjælp til at få det bedre sammen.

Alle kommuner tilbyder gratis rådgivning. Dvs. at du kan ringe til dem og fortælle dem om din situation, og så vil de kunne se, om de har et tilbud der kan hjælpe dig og din familie. De har nemlig pligt til at hjælpe, når nogen i en familie ikke trives. Du kan læse mere her.

Hvis dine selvmordstanker fortsætter, efter du har fået delt dine tanker, så synes jeg også, du skal kontakte din læge. Din læge er nemlig uddannet til at hjælpe, når det gør ondt indeni. Din læge vil kunne hjælpe med at henvise videre til en professionel, som er vant til at hjælpe børn og unge, som har selvmordstanker.

Du har vist stort mod og styrke ved at skrive herind og bede om hjælp. Jeg håber, du kan bruge samme mod, når du skal åbne op og få fortalt dem omkring dig, hvordan du har det.

Jeg vil ønske dig alt det bedste. Du er altid velkommen til at kontakte os igen. Det er også muligt at ringe til BørneTelefonen på 116111, eller via chat eller SMS.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat