Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Offer for psykisk vold i hjemmet

Kære Børnetelefonen

Jeg er skilsmissebarn og bor skiftevis hos mine forældre.

Min far er efter mine forældres skilsmisse blevet gift med min papmor og jeg er siden i en alder af 12, blevet udsat for psykisk vold af hende.

Jeg har en far som er udsat for hvad jeg vil kalde for “kærlighed gør en blind” og han kan dermed ikke erkende eller indse hvad min lillebror og jeg er blevet udsat for når vi er ovre hos ham.

Min lillebror har af den grund flyttet over til min mor, da det blev uudholdeligt at bo hos min far. I forbindelse med den psykiske vold jeg bliver udsat for, udviklede jeg i en alder af 14- år en spiseforstyrrelse som jeg blev indlagt med.

Efter jeg kom ud af spiseforstyrrelsen oplevede jeg at have et meget lavt selvværd, som jeg først nu i en alder af 17 år har fået bygget mere op, da jeg har været bedre til at gå i forsvarsposition over for min papmor når hun kommet med bemærkninger eller bagtalgt mig.

Yderligere når jeg ser tilbage på min barndom, husker jeg kun dårlige oplevelser. Begge mine forældre har været igennem perioder hvor deres frustrationer er gået ud over mig. Der husker jeg tydeligt hvordan jeg blev udsat for fysisk vold som slag og smæk (jeg ved ikke om det er normalt?).

Jeg har heldigvis fået muligheden for at bosætte mig fast hos min mor, da jeg kun oplever dårlige ting hos min far og et endnu mere svækket selvværd når jeg har været derovre.

Jeg har før gået til psykolog i anledning af den psykiske vold – og vil høre om i synes at jeg skal begynde på det igen?

Stemningen hos min far påvirker mig negativt i form af en dårligere koncentration i min skolegang, mit humør – som resulterer i at jeg bliver indadvendt og er ved at udvikle en depression.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år.

Jeg synes du lyder som en moden og fornuftig pige, der er dygtig til at beskrive din situation og delagtiggøre mig i denne overvejelser. Jeg læser mig også til, at du er en pige, der til trods for alt det, du har været igennem, er stærk og insisterer på at få et bedre liv med større glæde og selvværd. Det er godt kæmpet - bliv ved med det!

Du skriver, at du vil foretrække at bo ved din mor. Når jeg læser om forholdet til din papmor, kan jeg godt forstå, hvorfor det er en god løsning. Det er tydeligt, at du ikke føler dig tilpas i deres hjem. Det er godt du mærker efter og følger det, du kan mærke er bedst for dig.

Psykisk vold bliver nogle gange kaldt for “usynlig vold”, fordi det ikke efterladersynlige fysiske sår eller mærker på samme måde, som fysisk vold gør. Psykisk vold er lige så skadeligt som fysisk vold, og derfor er det vigtigt at det bliver stoppet.

Jeg tænker også, at det må være hårdt at have en far, der på grund af forelskelse, ikke ser hvordan I har det. Jeg kan forestille mig, at det er sårende for jer - for det kan føles som om, han vælger hende frem for jer. Hvis du med tiden har mod på at tale med din far om det, når I sidder over for hinanden eller måske i form af et brev, tænker jeg, at det ville rigtig givende for dig at fortælle din far hvordan du har oplevet at være i deres hjem. Det er ikke sikkert, at din far kan se det eller helt forstå, men jeg håber, at han vil lytte til dig og forstå, at det er sådan du har det. Forhåbentlig kan det betyde, at du og din far kan bevare en eller anden form for kontakt, og måske bare ses jer to eller eventuelt også sammen med din bror. Hvis du og din bror har overskud til det, måske med tiden.   

Du spørger om det er normalt at blive udsat for fysiske slag eller smæk. Svaret er klart nej. Der er desværre mange børn, som stadig udsættes for vold. Det er ulovligt at bruge psykisk og fysisk vold i Danmark, og det er uanset hvad forældrene siger, at børnene har sagt eller gjort. Det er den voksne, der har ansvaret for at børnene har det godt.

På baggrund af alle de ting, du har skrevet i brevet, tænker jeg, at det er en rigtig god ide at begynde at tale med en psykolog igen. Måske kan du få samme psykolog som tidligere? Det kan også være, at du kan tale med din uddannelsesinstitution eller din praktiserende læge om behovet for psykologisk støtte. Husk, at det er en styrke at bede om hjælp -og ikke en svaghed! 

De bedste hilsner

Børnetelefonen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat