Kære pige på 17 år
Tænk at din ny lillesøster er født på præcis på din fødselsdag. Det føles måske som om, at dagen du har fødselsdag, bliver taget lidt fra dig! Jeg tror, at de allerfleste vil føle, som du gjorde den morgen. Uanset om de er 5, 15 eller 30 år. Og det er svært at forstå, at der ikke er tid til et 'tillykke'.
For den dag, man har fødselsdag, vil jo altid være særlig for en - og man er vant til at have dagen for sig selv. Du skriver, at du ventede i din seng tre timer på at blive vækket med fødselsdagssang - men endte med at stå op, fordi ingen kom. Det er ikke lige sådan, man forventer at starte sin fødselsdag, når man er vant til noget andet. Jeg kan forestille mig, hvor skuffet du har været. Jeg kan godt forstå, at du tog hjem til din mor.
Du fik et billede af babyen på dagen - og du skriver, at du burde tage det som en hyggelig ting. Derfor får jeg indtryk af, at du selvfølgelig godt ved, at det at få en lille ny i familien er en kæmpe ting for din familie og dig . Selvom du ikke lige kunne mærke det den morgen. For det er altid en rigtig stor ting, når en familie bliver udvidet med en baby.
De aller-fleste oplever, at en 'ny' i familien, rykker rundt på alt. Man kan blive ramt af følelsen af, at 'pladsen' - for en tid - bliver taget fra en. Fra mange andre unge ved vi, at det især rammer hårdt, når ens familie i forvejen har været gennem skilsmisse og den slags - måske også andre ting. Jeg ved ikke om du kan genkende noget af det? Ting, der tidligere er sket i familien, kan være med til at forstærke den følelse af 'glemthed', som man i situationen bliver ramt af.
Jeg ved ikke, hvordan og hvor meget du taler med din far og din familie? Men måske er det en mulighed, når der er faldet ro på om et par dage, at tale lidt med ham om den følelse af 'glemthed', som du oplevede på fødseslsdagen - og måske også ellers? Du kan måske spørge til, hvordan det er at få flere børn, og tale med ham om fødselsdagen, der kom til at virke lidt mærkeligt på dig. Tale lidt om, at du selvfølgelig godt ved, at familieforøgelsen er en stor ting - men alligevel blev lidt ramt.
Jeg forstår godt, hvis det kan være lidt svært at tage sådan en samtale med sin far. Måske er I ikke vant til at snakke om følelser sammen? Alligevel tænker jeg, at det er vigtigt, at han får at vide, hvordan du har det. Du kunne derfor overveje at skrive et brev til ham - du er nemlig ret god til at sætte ord på det, du føler. Du kunne også vise ham dit brev hertil og mit svar.
Det kunne måske samtidig være godt for dig også at have nogle andre at snakke med om den her følelse af "glemthed". Udover en god veninde har du måske også en fra familien (en moster, en bedsteforælder, din mor) som kunne være god at snakke med
I sammenbragte familier er det tit vigtigt at få snakket om ens oplevelse af opmærksomhed og omsorg. Når der er sammenbragte børn, kan børnene nemt komme til at "slås" lidt om forældrenes tid og nærvær, hvis ikke de voksne er opmærksomme. Nogle gange glemmer de voksne måske, hvordan det er at være barn eller ung i en familie med "dine og mine og fællesbørn". Og hvis der er meget små søskende kommer hverdagen med pasning af dem til at fylde meget. Måske skal din far lige mindes om det - og måske kunne du få hjælp fra en anden voksen til det?
Jeg vil til sidst også foreslå dig, at du spørger din far, om I to kunne lave noget sammen alene engang imellem. I kunne måske tage en tur i biografen, en tur ud og shoppe, lave aftensmaden sammen eller bare gå en tur alene engang imellem. De fleste skilsmissebørn har nemlig brug for at have deres forældre "i fred" en gang imellem. Måske kan du genkende det?
Du er god til at udtrykke klart, hvad du føler. Derfor tror jeg, at der er en god mulighed for at de far og andre vil forstå dig. Og at du vil få det meget bedre, når I får talt sammen om det.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
