Mormor og nu farfar

Kære pige,

Mange tak for dit brev. Det er et virkelig fint og smukt brev du har skrevet om dine to bedsteforældre som du har mistet og som du savner.

Tænk hvor har du været heldig at have en mormor som du kunne fortælle alt til. Hun lød som en meget elskværdig person med et mildt sind som hun beholdt på trods af kræften. Hun var også stærk og turde se kræften i øjnene og kæmpede mod den i hele 4 år. Jeg kan godt forstå at hun betød meget for dig og jeg er også sikker på at du betød meget for hende. Jeg bliver glad ved tanken om at hendes gravsted er et sted du har mulighed for at tage hen til ofte og mindes hende.

Dit brev får mig til at tænke på en pige jeg snakkede med en gang for længe siden. Hun mistede sin farmor da hun var 9 år gammel. Hun havde, ligesom du havde til din mormor, et helt specielt forhold til sin farmor. Hun kunne snakke med sin farmor i timevis i telefonen om alt mellem himmel og jord. Det var helt klart alt for tidligt at hendes farmor døde, og hun følte det meget uretfærdigt og meningsløst at sådan et godt og kærligt menneske skulle forlade hende og hendes familie på det tidspunkt. Hun tænkte meget over døden og hvor meget hun savnede sin farmor i en lang periode derefter. Med tiden fandt hun ud af at disse tanker havde hjulpet hende til at være god til at sætte pris på de glæder der stadig var i hendes liv, og ikke bare tage dem for givet. Hun følte at hendes farmor var en stor del af årsagen til at hun var god til at få det bedste ud af tilværelsen. Hun sagde til mig, at det var som om at hendes farmor stadig hjalp hende fordi hun ofte tænkte på hvad hendes farmor mon ville have sagt eller gjort hvis hun havde kunne snakke med hende. Hun sagde også at selvom hendes farmor var død alt for tidligt, at hun trods alt var rigtig glad og taknemmelig for at hun havde nået at lære hende at kende.

Jeg synes det var sådan en fin måde pigen beskrev hvordan hendes farmor blev ved med at følge hende videre i livet selvom hun var død. Jeg tænkte at jeg ville dele hendes historie med dig, da det lyder som om du havde et ligeså specielt forhold til din mormor og som om minderne om hende vil følge dig for altid. Pigen havde faktisk lavet en lille bog hvor hun havde skrevet alle sine tanker og minder ned om sin farmor. Det havde hjulpet hende. Måske det også kan hjælpe dig?

Det er hårdt at du også har mistet din farfar nu, og jeg kan godt forstå hvis du føler at du nærmest ikke kan holde til meget mere. Døden er ikke altid retfærdig og selvom både din mormor og farfar allerede havde levet lang nok tid til at få børnebørn, så havde de sikkert kunne have levet længere hvis ikke de var blevet syge. Jeg tænker at din mormor og farfar må have sat pris på at have sådan en god familie omkring sig i deres sidste tid, hvilket sikkert også er rart for dig at tænke på?

Jeg ved fra andre børn at det hjælper på deres sorg og savn at snakke med deres forældre om det. Det at turde sige det højt har ofte vist sig også at hjælpe deres forældre, da de naturligvis også savner dem der er døde. Det at du er ked af det viser hvor højt du elskede dine bedsteforældre, og det tror jeg dine forældre vil være glade for at høre. Hvad tænker du om det? Nogle oplever også at det kan skabe glæde og ikke kun tristhed at snakke om dem der er døde, da man sammen kan mindes hvordan de var samt gode eller sjove oplevelser. Måske det også kunne være rart for dig at dele nogle af dine minder om din farmor og farfar med dine forældre?

Jeg kan forstå du er bange for at dine forældre vil blive kede af det, hvis du taler om din mormor og farfar, er det mon rigtigt forstået? Det kan sagtens være de bliver kede af det, men det er ikke fordi du nævner dine bedsteforældre, men fordi de sikkert også savner dem rigtig meget. Og det er helt ok at blive kede af det sammen. Forældre er oftest rigtig glade for at vide hvordan deres børn går og har det og både dele deres glæder og sorger. Du er deres datter, som jeg er sikker på de elsker meget højt og rigtig gerne vil trøste og tale med om alt det der fylder i dine tanker, det er helt naturligt at være ked af det og savne. Det viser hvor højt du elskede og stadig elsker dine bedsteforældre. Jeg er sikker på dine forældre vil være glade for du er åben, så de kan støtte dig og I kan støtte hinanden. Mon ikke også mormor ville have ønsket du skulle tale med dine forældre, så I sammen kan mindes og ligesom pigen jeg fortalte om finde en måde at leve med mindet om dine bedsteforældre på.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig lidt videre, og at du vil prøve at snakke med dine forældre om hvordan du har det, så du ikke går rundt og er ked af det uden de ved det. Hvis du har brug for at snakke eller råd til hvordan du kan få det bedre er du altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111. Jeg ønsker dig alt det bedste med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen