Mor taler enormt grimt

Okay, jeg ved ikke, hvordan jeg skal få snakket om det her med nogen i virkeligheden, så nu skriver jeg til jer herinde…

Sagen er den, at jeg i mange år har haft svært ved at komme overens med min mor. Det er normalt for piger på min alder (18), men det er meget slemt, og det er kun blevet værre med tiden.

Min mor voksede selv op i et hjem, hvor hende og hendes mor ikke havde et godt forhold, og det har nok præget hendes opførsel, men jeg kan ikke holde det ud længere nu.

Hun er altid selvretfærdig, enormt aggressiv, nedladende, og så koster hun rundt med hele huset og brokker sig konstant over, at der enten er for rodet, eller at huset/haven simpelthen ikke ser godt nok ud.
 
Hver aften ved middagsbordet starter hun gang på gang med at snakke om sig selv, og om, hvor hård en dag hun har haft. Når samtalen så endelig fortsætter, og vi begynder at diskutere et emne alle fire – bare stille og roligt – bliver hun ekstremt ubehagelig, hvis man er uenig med hende.

Her i forgårs sad vi fx og snakkede om jul, og om, hvornår folk normalt pynter op. Min familie pynter altid op omkring to uger inde i December, hvilket jeg synes er meget sent, og jeg synes, det er ærgeligt, at vi ikke dyrker stemningen noget før.

Det var blot dette, jeg sagde, og da jeg så kiggede på min mor, mødte jeg det mest hadefulde ansigt, og hun snerrede: “Hvor er du forfærdelig.” Jeg kan slet ikke se, hvad jeg gjorde så forkert?

En uges tid før dette sad vi ligeså og spiste aftensmad, og så diskuterede vi endnu basisemne. Som næsten alle ved, vandt Danmark EM i fodbold i 1992. Min mor mente dog, at “det kun var gamle mænd på min fars alder, der vidste dette” (det skal siges, at mine forældre kun er omkring seks år fra hinanden). Min far og jeg var uenige, og jeg fortalte hende, at det altså ikke var rigtigt, og at hun selv kunne prøve at spørge mine 18-19-årige veninder.

Så blev hun selvfølgelig igen ekstremt fornærmet og gik i forsvarsposition og fortalte mig, at jeg “ikke skulle fortælle hende, hvad der var rigtigt og forkert”, og at jeg skulle “kende min plads”. Med dette mente hun – det her har hun selv sagt – at så længe jeg bor under hendes tag, skal jeg bare gøre præcis, hvad hun siger, og ikke sige hende imod, for hun er meget bedrevidende end mig, fordi hun har levet i over dobbelt så lang tid som mig.

Jeg kan ikke lide at tale grimt til folk, og jeg vil så gerne have et godt, respektfuldt forhold til mine forældre, men sproget er blevet forfærdeligt herhjemme. Selv når jeg prøver at tale pænt til min mor, selvom hun er uforskammet overfor mig, afbryder hun mig bare konstant og taler højere og højere, således at man ikke kan høre, hvad jeg gerne vil sige. Det er så svært for mig at føre en normal samtale med hende, og hun kan bare ikke behandle mig med respekt.
 
Det tynger mig enormt meget, at hun er så modbydelig overfor mig. Og det værste er næsten, at ingen i huset forsvarer mig, da de ved, at de bare også vil lægges for skud, hvis de prøver, da hun aldrig overgiver sig, eller indrømmer, at hun tager fejl.

Undskyld, det her indlæg blev så langt, og tak fordi du har læst det, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg føler mig mindre og mindre hjemme i mit eget hus.

Mvh. N 🙁