Mor overtager mit liv

Hej…

Jeg har et problem…

Lige siden jeg blev født har jeg været vandt til at andre sagde hvad jeg skulle gøre, jeg har aldrig fået lov til at tænke selv… Min mor og far havde det godt sammen før i tiden… Min mor var sød og frigivne men far slog og satte masser af regler…

Så holdte mor og far en pause i et år… Da de kom tilbage til hinanden var far pludselig ligeglad og var frigivne men mor satte massere af regler og grænser, alt skulle gå efter hendes hovede, og ingen måtte tænkte selv… Far han slår stadig…

Jeg blev mobbet rigtigt meget med at jeg var tyk og brugte briller og at jeg gik op i skolen… Så jeg begyndte at træne og tabe mig så voldsomt at jeg fik anoreksi… Så mobbede de mig med det i stedetfor,

så begyndte jeg at gøre som dem, for det virkede jo rigtigt, jeg mobbede andre, jeg spillede sej, begyndte at ryge og drikke, køre knallert, stjæle, og skide på skolen og mine forældre, gøre hvad jeg ville… Eller hvad de ville, jeg gjorde hvad de sagde og lod dem køre mig rundt som en klud…

Mit liv har altid været styret af andre…

Men i starten af 2015 i en klub mødte jeg denne fantastiske pige! Hun så lige igennem mig! Og med det mener jeg at jeg gik hen til hende og spurgte om en smøg, men hun sagde “er du sikker på du ikke har selv?” Så jeg svarede “jeg har ingen”, men så sagde hun “og det er du helt sikker på?” Og jeg blev ved med at lyve og sige nej indtil hun sagde “hvis jeg finder ud af du selv har smøger så knækker jeg dem”, så måtte jeg jo tage mine egne frem og ryge dem og hun sagde bare at hun godt vidste jeg havde… Allerede den dag kunne hun se jeg løj og det har ingen aldrig kunne…

Mit liv gik meget godt der, vi blev kærester og de 2 første måneder af forholdet gik det fint, jeg havde hende, mine venner og min famile… Men så var det som om noget sagde klik i mit hovede… Jeg begyndte at lyve… Ekstremt meget! Om alle ting! De små ting og store ting! Overfor hende og alle andre…

Jeg begyndt at pjække fra skole… Jeg begyndte at ryge hash, jeg begyndte at kigge på andre piger og snakke om dem selv når min kæreste var der… Jeg ansøgte andre piger og skrev meget med andre piger… Jeg var endda meget sammen med andre piger (ikke utroskab), jeg tog med dem hjem og så film… Men i teenage sprog betyder film at ha sex, men det havde jeg ikke med dem jeg har aldrig været hende utro… Jeg begyndte også at bagtale hende overfor mine venner… Meget grov bagtalning…

Min kæreste fandt ud af at jeg løj… Og hun blev stik tosset! Vi har været sammen i 8 måneder nu… Og allerede 2 måneder inden i forholdet valgte jeg at råbe efter en anden pige og kommentere hendes bryster… Jeg løj også og selvfølgelig fandt min kæreste ud af det med det samme…

Hun har den evne til at gennemskue folk ved første blik, hun kan kigge på en, se igennem en og fortælle en hele deres livs historie, hun har mange gange fortalt mig og min fortid uden jeg overhovedet har nævnt den, hun ved det bare og det skræmmer mig at hun har den 6 sans…

Men hun fandt ud af det… Men jeg blev ved, jeg blev værre og værre… Nu er vi nået til det her punkt hvor vi har slået op 2 gange, hun har cuttet og prøvet at tage sit eget liv… Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved… Jeg elsker hende! Men jeg er en idiot… Så jeg har selv selvskadet…

Jeg skrev en dag til hende efter et skænderi hvor hun fandt ud af at jeg havde bagtalt hende… Og hun så blev sur og vi skændtes, men efter det skrev jeg til hende at jeg ville tage mit eget liv… Men hun skrev til sin mor at hendes mor skulle ringe til min mor, så min mor kom grædende op til mig…

Jeg havde ikke taget piller eller noget, jeg overvejede det kun men lod være… Så jeg blev hevet ned til samtale med mor og far og de vil finde mig en psykolog… Jeg troede det ville blive bedre… Men min mor hun valgte at sige jeg aldrig skulle se min kæreste igen, at det var hendes skyld jeg er som jeg er, at jeg skulle slå op med hende…

Så Idag tog jeg hen og så hende i en by på sjælland… I 5 min og tog derefter til min gudmor. Da jeg ville tage hjem til min kæreste igen stoppede de mig og holder mig nu fanget der… De vil køre mig hjem… Vente til klokken er så mange at jeg ikke kan nå til byen hvor hun bor… Og så vil de sende mig til at bo hos min gudmor så jeg ikke kan se min kæreste igen…

Hun er på efterskole tæt på hvor jeg bor så nu vil de sende mig væk så jeg ikke kan se hende mere… De giver min kæreste skylden for at jeg er kommet i puberteten… For min kæreste har ikke fået mig til at gøre de her ting, det har jeg selv, hun har kun prøvet at få mig til at forstå, hun har været der for mig og fået mig til at forstå hvor vigtigt det er at sige fra og selv at havde en mening, og at tænke over tingene og ikke gøre det andre vil have…

Hun har fået mig til at forstå at jeg skal være den jeg selv vil være… Men min familie gør det EKSTREMT svært for mig… Min mor vil leve sit liv igennem mig og hun tror jo at jeg er så forfærdeligt perfekt og at jeg aldrig ville gøre noget dumt af mig selv og at jeg ikke er i stand til at tænke selv (hvilket hun heller aldrig har givet mig lov til), så hun gav flest skylden til mine venner, og nu til min kæreste, hun mener at min kæreste er skyld i at jeg lyver, pjækker, og gør alt det her…

Det er jo ikke fordi min kæreste sidder og siger “ja nu skal du lyve!!! Kom så pjæk!! Gør det eller jeg slår op!” Altså det jo ik kun min mor jeg lyver for det jo også alke andre og jeg har såret min kæreste så utroligt meget at hun græder i telefonen hver dag fordi det er så hårdt for hende… Hun føler ikke jeg elsker hende… Men det gør jeg!!! Utroligt højt!!! Men min mor tror at min kæreste er skyld i at jeg ikke længere har den største brug for min mor…

Min mor kan ikke klare at jeg vokser op og ikke længere er hendes lille 8 årlige dreng… Hun ka ikke lide jeg siger fra og godt vil ha mit eget liv for mig selv… Så jeg må intet mere…

Hvad skal jeg gøre? Min kæreste har sagt at jeg kan flytte skole, snakke med min kommune angående familierådgivning og så snakke med jer… Jeg valgte ihvertfald at snakke med jer først når andre nægter at høre…

Hjælp mig