Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mor og Far ikke har det godt med hinanden.

Hej Brevkassen.

Min mor og far er begyndt ikke at have det så godt med hinanden, det handler mest om min mor, som ikke så meget bryder sig om min far mere, hvilket har udviklet sig gennem tiden, det er noget som jeg oplever mest.

Derimod min Far som godt kan lide min mor, og jeg tror han er lidt blind overfor det. Jeg synes næsten at de skal skilles, hvilket jeg tror min mor vil i den nærmeste fremtid, da min bror er flyttet hjemmefra, og jeg snart også gør det.

Men føler at min far ikke kan klare en skilsmisse, og er bange for han i værste tilfælde ville begå selvmord eller lignende, hvis han skulle skilles med hende. Hvad ville i gøre i min situation?

Jeg føler lidt det er akavet derhjemme nogle gange, men de arbjeder på forskellige tid på døgnet, så det sjældent vi alle spiser sammen fx.

Dreng, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 17 år

Mange tak for dit brev - når jeg læser det, tænker jeg, at du er en utrolig opmærksom og omsorgsfuld ung mand, som tænker på din families bedste. Jeg kan godt forstå dine tanker og bekymring i forhold til dine forældres situation.

Når man selv begynder at blive voksen, ser man pludselig verden i et andet lys; med det mener jeg, at man begynder at forstå og se sammenhænge mellem mennesker, som man måske ikke tidligere har bemærket.

Der sker desuden mange forandringer i en familie, når børnene bliver store og flytter hjemmefra. Din mor og far har brugt mange år på at passe på og sørge for jer - nu skal I til at gøre dette selv. Og din mor og far skal til at ”genfinde” hinanden på ny. Det er en proces som godt kan tage noget tid; nogle finder en måde at være sammen på igen, mens andre finder ud af, at det er bedre at være hver for sig.

Når jeg læser dit brev fornemmer jeg, at du har mange gætterier omkring hvad der kommer til at ske. Men at det ikke er noget, du ved med sikkerhed. Derfor tænker jeg, at det allerbedste vil være at snakke med din mor, din far eller begge to på samme tid.

Måske skal du begynde med at snakke med din mor, for det lyder lidt som om, at det er hende, som har ændret sig i forholdet til din far. Du kan fortælle hende om dine tanker og spørge hende, hvad hun tænker - hvis du synes det er svært, at få startet en snak med din mor, kan du overveje at skrive et brev til hende; nøjagtig som du har skrevet dette brev. 

Når du har så alvorlige bekymringer ift. om din far kan klare det, er det vigtigt at dine forældre ved det, så de kan hjælpe dig med at håndtere de bekymringer.

Uanset hvad der sker mellem din mor og far, må du stole på at de som voksne mennesker løser eventuelle konflikter på bedst mulig vis - og dermed ikke påtage dig et for stort ansvar på dine forældres vegne.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Mange hilsner fra

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat