Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mor har ene forældre myndighed, men ønsker at bo hos far.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Z på 16 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp til, hvad du skal gøre for at få lov til at bo hos din far.

Når jeg læser dit brev, kan jeg virkelig godt forstå, at du hellere vil bo hos din far. Det der foregår hjemme hos din mor og stedfar, er bestemt heller ikke i orden. Hverken at de tager fat i dig, slår dig eller truer dig med at de vil slå dig, når I har konflikter, eller at de tager dine ting. Jeg synes heller ikke, det er i orden, at du skal kalde din stedfar for ’far’ eller ’pappi’. Du har jo en far, som du har det godt med, så hvorfor skulle du omtale din mors mand som ’far’? Det synes jeg, er helt absurd. Det ville være naturligt, at du bare kaldte ham ved hans navn. Det må være meget ydmygende for dig, at blive sat i den slags situationer. Du er trods alt 16 år, og jeres relation burde være mere ligeværdig, så du selv kunne vælge, hvad du ville kalde din stedfar, og at I kunne snakke om de ting, I er uenige om i stedet for, at de straffer dig ved at give dig stuearrest og fratage dig dine ting. På samme måde tænker jeg, at det ville være rimeligt, at I sammen i familien snakkede om, hvilke pligter dig og din storebror skulle have, så der er en ligelig fordeling, og så du ikke føler, at du skal lave det hele.

Det lyder også som om, at du oplever, at din mor og stedfar gerne vil bestemme, hvad du skal lave i din fritid når de forlanger, at du skal gå til en form for sport. Måske mener de det godt og tænker, at det er vigtigt, at du får rørt dig? Hvis det er deres hensigt, synes jeg, at de burde forklare dig deres synspunkter på en måde, så du ikke får oplevelsen af, at det er noget de forlanger du skal gøre. Endnu engang synes jeg, at de burde have taget emnet op, ved at snakke med dig om det. Du ville måske også mere opfatte det som en omsorg fra dem, hvis de sagde, at de synes du skulle gå til en form for sport, da det ville være godt for din sundhed. Jeg kan godt forstå, at du bakker ud, når du har oplevelsen af, at det er noget de forlanger du skal. På den måde tænker jeg, at du netop kommer til at føle, at de vil bestemme over dig. Jeg håber, at du kan følge mig?

Til gengæld lyder det som om, at du har det rigtig godt hjemme hos din far. Det er dejligt at høre. Jeg synes også, det er rigtig godt, at du har talt med ham om, hvad du skal gøre, og at han har rådet dig til at skrive til brevkassen. Selv om I har det rigtig hyggeligt hjemme hos din far nu, er det vigtigt for mig at sige til dig, at der også kan opstå konflikter hjemme hos ham, hvis du flytter derover. Det vil der altid gøre, når man ikke har været vant til at bo sammen, og pludselig skal til at være sammen hver dag. Det vil også blive hverdag der, og I vil måske komme op at skændes over småting. Jeg siger det på ingen måde, for at ødelægge det gode indtryk du har af din far og hans kæreste og børn, men blot for at forberede dig på, at det måske ikke altid vil være hyggeligt at være sammen, når I først bor sammen. Men så er det jo, at det er vigtigt, at sætte sig ned og snakke om tingene, så man opnår forståelse for hinanden, og kan blive enige i fællesskab.

I forhold til dit spørgsmål om hvad du kan gøre for at kunne flytte hjem til din far, har du 2 muligheder.

1. Din far kan kontakte Statsforvaltningen og bede dem om at indkalde din mor til et møde omkring din bopæl, og evt. om din far skal have del i forældremyndigheden over dig. Statsforvaltningen har pligt til også at inddrage dig i sagen. Dvs. at der er en person, som kaldes en børnesagkyndig, det kan fx være en psykolog, som snakker med dig om, hvor du helst vil bo og hvorfor. Du har så muligheden for at fortælle grundene til, at du ikke trives hos din mor, og derfor gerne vil bo hos din far. Statsforvaltningen vil så afgøre, hvor det er bedst for dig at bo. Du kan jo anbefale din far, at han kontakter ForældreTelefonen på 35 55 55 57, hvis han har brug for rådgivning i forhold til hvordan han kan handle.

2. Du har også mulighed for selv at kontakte Statsforvaltningen og bede om et møde omkring din bopæl. Det kaldes, at du har initiativret. Statsforvaltningen vil så indkalde dine forældre til et møde. Også her er der en børnesagkyndig, som vil snakke med dig. Statsforvaltningen vil ligeledes her, træffe afgørelse om, hvor du skal bo. På BørneTelefonens hjemmeside under linket temaer - skilsmisser, kan du læse mere om dine rettigheder, og også finde skabelonen til et brev til Statsforvaltningen, hvor du beder dem om at indkalde dine forældre til et møde. Jeg tænker, at det kan være en god idé, hvis du snakker med din far om I skal gøre det ene eller det andet. Du kan også vise ham mit svar til dig, og I kan måske sammen læse mere om dine rettigheder på BørneTelefonens hjemmeside.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig al held og lykke.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat