Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

mor bestemmer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17 årige

Tak for dit gode brev. Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at tale med din mor. Det gælder for rigtig mange unge hvis forældre er skilt, at de kan føle sig klemt mellem hvad forældrene ønsker og hvad de selv ønsker.

Som barn eller ung kan man ofte have en følelse af, at man skal “vælge” mellem sin far og mor og ligegyldigt hvad man gør, så er der en af dem som bliver ked af det eller sur. Det kan ofte give en følelse af dårlig samvittighed.

Når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg at det betyder meget for dig, at du og din mor har et godt forhold til hinanden og at du ikke vil gøre hende ked af det. Det viser en stor omsorg, betænksomhed og ansvarsfølelse.

For de fleste forældre  er det lidt hårdt, når ens barn begynder at løsrive sig og bliver mere selvstændig. Det kan føles som et stort savn hos den voksne og det kan være svært at acceptere at ens barn ikke længere har brug for en på samme måde som tidligere. Sådan tror jeg også at din mor har det.

Du og din mor har været jer 2 i mange år. Jeg tænker, at det er svært for hende at du nu er blevet 17 år  og gerne vil tilbringe mere tid sammen med dine venner og din far. Hun har måske lidt svært ved at give slip på dig. Desværre kan det godt opleves som en form for kontrol i stedet for den omsorg og kærlighed, der ligger bag.

Først og fremmest er det vigtigt for mig at få det lovgivningsmæssige på plads og fortælle dig, at du har en initiativret. Se her: https://bornetelefonen.dk/skilsmisse/skilsmisse-rettigheder/ Derudover betyder din alder, at der vil blive lagt meget stor vægt på din holdning til, hvor du skal bo. Hvis det skulle komme til en konflikt.

Formelt set er der derfor ikke nogen tvivl om, hvad lovgivningen peger i retning af. For bag lovgivningen ligger tanker om et stadigt større fokus på hvad du vil – og hvad du har behov for – jo ældre du bliver.

Du nævner blandt andet det med at skulle finde arbejde, spille computer med dine venner (i stedet for at se tv med din mor), og gerne ville være hos din far. Det er helt naturligt at man som 17 -årig gerne vil være med til at bestemme over sin egen tid og hvad man skal bruge den på. Og det kan føles enormt frustrerende ikke at kunne få lov til det.

Kunne det være en mulighed at tale med din mor på en anden måde? Når du ofte oplever, at I bliver uvenner når i taler sammen, så kunne det måske være en ide at starte samtalen et andet sted.

Med det mener jeg, at jeres snakke ofte starter med at du spørger om lov til noget, som din mor siger nej til. Kunne du forestille dig at du startede samtalen med at sætte fokus på dit eget behov?

Hvis du er bekymret for hvordan hun vil reagere, så kunne du måske også skrive et brev til hende? Det giver hende en mulighed for stille og roligt at forholde sig til, hvad du føler og tænker, inden I taler om det.

Når man skal tale sammen om svære ting, så er det vigtigt, at man har tænkt over hvad formålet med samtalen er. Du vil gerne have at din mor lader dig tage flere beslutninger selv, og at hun ikke bestemmer så meget over dig. Men for at det skal kunne lade sig gøre, så er det vigtigt at sætter fokus på dine egne behov.

Når du er 17 år, så er det ok – og også din ret – at være uenig med din mor og holde fast i dine meninger og holdninger. Og du gør det jo med respekt! Det skal selvfølgelig gå begge veje og det er vigtigt at din mor og far også respekterer dig og dine valg.

Hvis du har brug for at tale med andre unge eller en voksen om det at være skilsmissebarn og de udfordringer der kan være forbundet med det så kan du få en masse hjælp på http://www.migimidten.dk.

Som jeg skrev i starten, så udviser dit brev stor omsorg, ansvarsfølelse og betænksomhed. Det er vigtige værdier at have med sig i livet og det kan du være stolt af.

Du er meget velkommen til at skriver til BørneTelefonen igen, hvis mit svar giver dit nye spørgsmål eller tanker.

Varme tanker fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat