Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit temperament

Hej BørneTelefonen.

Jeg sidder ligenu på mit værelse og har været oppe og skændes med min mor. Det gik rimeligt galt, og er i dyb sorg.

Det er ikke nyt da vi tit skændes, men denne gang var det mig der gik over stregen.

vi plejer at være lige gode om det.

Problemet er mit temperament. Hvis nogle gør mig sur kan jeg nærmest ikke styre det. Også fortryder jeg hvad jeg siger/ gør lige efter. Jeg siger det bare lige ud.

Jeg SKREG nærmest af min mor. Og jeg kaldte hende en luder. Jeg synes at det liger virkelig skræmmende at jeg overhoved kunne finde på det.

Jeg ved ikke om det har noget og gøre med at jeg har virkelig lidt overskud for tiden og træt.

Det skaber ihvertfald mange problemer og vil gerne lære og styre det.

Håber i forstod og kan hjælpe.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit ærlige brev, som viser hvor eftertænksom og omsorgsfuld du er - for selv om du har gjort noget, som du ikke er stolt af, så ønsker du hjælp til at kunne gøre det anderledes en anden gang.

Når man er teenager, gennemgår kroppen store forandringer - både fysisk og psykisk. Man prøver sig frem og langsomt finder man ud af, hvem man er, og hvad man står for. Der bliver sat gang i en naturlig (og for nogle en svær) løsrivelsesproces, som i sidste ende fører til, at man kan leve sit eget liv, som man selv ønsker det.

I den proces vil man støde ind i konflikter, og nogle gange kan man blive overrasket over sig selv, og den måde man kan reagerer på. Samtidig er det vigtigt, at ens omgivelser, kan være med til at hjælpe og støtte, når det hele bliver svært - nogle gange viser det sig faktisk også, at den måde man reagerer på, minder om den måde ens forældre også er på. Er det mon noget, du kan genkende?

Hvis man i forvejen ikke har så meget overskud grundet forskellige ting, kan det være en god idé at se på, hvordan man kan skabe mere overskud for sig selv; Måske skal du i en periode skære ned på fritidsaktiviteter, gå tidligere i seng om aftenen eller lave nogle hyggelige ting sammen med din mor, som kan være med til at skabe en positiv stemning imellem jer.

Det kan måske være lettere, hvis du samtidig fortæller din mor, hvordan du har det, og deler dine tanker med hende. Det er ikke sikkert, at hun er klar over, hvor meget du egentlig tænker over tingene, og hvad du går og tumler med i øjeblikket. I kan måske lave nogle aftaler for, hvad I hver især kan gøre, når I kan mærke, at det spidser til. 

En anden mulighed er at få mere professionel hjælp - for eksempel fra en familievejleder. Det kan jo være, at dine forældre også skal være opmærksomme på den måde, som de er over for dig på. Det kræver dog, at I alle er enige om, at dette er en god idé. Ellers kan det blive svært at samarbejde.

Måske kan nogle af dine veninder nikke genkendende til noget af det, som du beskriver. Derfor kan det måske også være hjælpsomt for dig, at snakke med nogle af dem om det.

Jeg håber, at du får sat ord på dine tanker og ønsker om forandring. Det er vigtigt, at du får al den støtte, du har brug for i den periode!

De bedste ønsker fremover fra

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat