Mit største ønske er, at min far forsvinder fra mit liv.

Kære du Tak for dit brev. Tak fordi du turde dele dine følelser med os andre. Du er nu en voksen kvinde, der kigger tilbage på en barndom, som var meget anderledes, end du kunne have ønsket dig. Jeg kan egentligt godt forstå, at du ikke helt ved, hvad du skal spørge om, og at du ikke ved hvad du søger, for problemerne er jo overstået – eller er de? Nej, det er de vist ikke, og det slutter du jo sådan set også dit brev af med. Du føler dig lost! Når vi har det sådan, så skal vi finde os selv igen. Det kan vi sjældent gøre alene, for så ved vi simpelthen ikke hvor vi skal lede henne. Så vi har som regel brug for et par ekstra øjne, der kan se os. Du skal ses!

Du skriver selv, at du aldrig har snakket med nogen om det, udover dine søskende. Når vi taler om os selv, sammen med andre, så får vi muligheden for at se på os selv, for at forstå os selv og for at tilgive os selv, for ikke at være sådan, som vi kunne ønske, at vi var, eller for ikke at have det sådan, som vi kunne ønske, at vi skulle have det.

Når man kommer igennem den proces, så bliver det pludselig til en mulighed, at arbejde sig hen mod det, som man synes er rigtigt for en selv. Det bliver muligt at være ked af det, uden at være brudt sammen. Det bliver muligt at tabe fodfæste, uden at føle sig lost.

Men det kan være meget vigtigt, at vi, når vi vælger at ”tale ud”, gør det med mennesker, der ikke har det ligesom os selv. På den måde kan vi sikre os, at vi ikke bare bliver bekræftet i vores egen kedafdethed. Har du overvejet, at få talt med en psykolog om det? En psykolog er et almindeligt menneske, der er ekspert i livskriser, ekspert i at hjælpe folk med at finde sig selv igen. Hvis du nu gjorde det, så ville du måske kunne komme til en forståelse af, hvordan du kan håndtere dine følelser, uden at forsvinde helt ind i dem. At tale om sig selv, kan være ret svært. Hvis du synes, at det nærmest er uoverskueligt, så kunne du måske starte med at ringe herind (telefonnummeret skriver jeg til sidst i dette svar). Du vil, anonymt, komme til at tale med en anden voksen, som har lagt øre til mange problemer, og dermed sagtens kan forstå, at det ikke er særlig fedt, at skulle tale om det. Du kan nøjes med bare at sige ”hej, jeg føler mig fortabt, vil du hjælpe mig”. Så er du i gang, og den du taler med, skal nok hjælpe dig igennem snakken.
Jeg håber du har mod på at få talt om det. Det er ikke farligt, men det kan være svært, og det ved vi godt. I forhold til din far og din mor. Så kan jeg godt forstå, at du synes, det er svært, at de stadig er sammen. Men jeg tror, at du simpelthen er nødt til at acceptere, at din mor er et voksent menneske, og at du ikke kan hjælpe hende. Nu har din mor haft styrken til at leve sådan i mange år, og det ser jo ud til, at hun ikke har tænkt sig at give op. Jeg kan ikke gennemskue, om du har kontakt med dine forældre..?

Tror du, at det på nogen måder, gavner dig, at du har kontakt med din far? Synes du, at du skal have kontakt med ham? Er det ikke okay, at sige fra, og beslutte, at dem der ikke bringer noget positivt ind i vores liv, dem ønsker vi ikke at bruge vores tid på? – heller ikke selvom det er vores forældre!
Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at du ville overveje disse spørgsmål nøje. Overvej også, hvad der er vigtigt for dig, i dit liv. Jeg håber du læser mit svar, og tænker ”jeg kan godt finde mig selv igen, men det er nok bare det nemmeste, hvis jeg får noget hjælp til det”. Vi har et liv at leve. Det skal helst være langt og fyldt med godheder. Men det betyder også, at vi skal turde se frygten og tristheden i øjnene, og vi skal turde slippe den fri og bede om hjælp. Du har skrevet herind, det er din måde at bede om hjælp på – det er kanon gået af dig! Nu skal du bevare dit mod, og så turde tage næste skridt også! BørneTelefonen (som absolut også er for unge mennesker som dig!) 116 111 Jeg håber virkelig, at du ringer herind til os! Kærlig hilsen BørneBrevkassen